21. MAJ. 2019 KL. 09:30

Kulturministeriet støtter kunstsamarbejder i udsatte boligområder med ny pulje

urbanplanen_lysfest45.jpg

Efter succes med at støtte kunstprojekter for børn i udsatte boligområder, kan voksne nu også få støtte til boligsocial kunst.

Den nu afgående regering har satset stort på et opgør med, hvad den kalder for ”parallelsamfund”. Først og fremmest anført af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, der har indført lovgivning, der skal reducere antallet af familieboliger i visse områder. Men også Kulturministeriet er på en mere opbyggelig måde gået ind i kampen mod ”parallelsamfundene”.

Tilbage i marts præsenterede Kulturministeriet således en pulje på 20 millioner kroner, som frem til 2022 skal bruges til at støtte kunstprojekter i bestemte udsatte boligområder. Kulturminister Mette Boch sagde dengang blandt andet, at ”dét at møde og engagere sig i kulturprojekter er en rigtig god vej til at binde folk sammen på tværs af forskelligheder og skabe større engagement i det omgivende samfund.”

Og puljen er altså nu klar, og kan søges frem til 15. juni.


Skal indgå samarbejder

En central pointe med puljen er, at de projekter, der støttes, skal være opstået i et partnerskab mellem en kulturel aktør og en boligsocial aktør. Det skal ansøgerne således kunne dokumentere, at der er.

”Puljen er tiltænkt kulturelle aktører i en meget bred definition. Det kan være biblioteker, folkeoplysende foreninger ude i boligområdet og kulturelle institutioner med virke i området. Det kan være både meget bred eller meget smal kultur,” siger specialkonsulent i Kulturstyrelsen Louise Stensborg Jakobsen og fortsætter:

”De boligsociale aktører skal så være boligforeninger, beboerforeninger eller måske skoler og fritidsorganisationer.”

I løbet af maj vil Kulturstyrelsen arrangere camps, hvor eventuelt interesserede kulturelle eller boligsociale aktører kan mødes og gå sammen om projekter. Om de camps bliver til noget er dog endnu ikke så sikkert.

”Vi har faktisk ikke fået nogle ansøgninger endnu. Men det er også meget normalt, at folk sender ansøgninger til disse puljer i ugen op til deadline,” siger Louise Stensborg Jakobsen.


”Kulturbroen” støttede kun børnekunst

Den nye boligsociale kulturpulje kommer i kølvandet på, at Kulturstyrelsen netop har uddelt midler fra en lignende pulje kaldet ”Kulturbroen”. Dog var ”Kulturbroen” kun på 3,7 millioner kroner og dermed væsentlig mindre end den nye 20-millionerspulje. Og så var ”Kulturbroen” modsat den nye pulje kun til projekter, der involverede børn.

”De to puljer ligner hinanden, ved at de støtter kunst i nogle bestemte udsatte boligområder, at der er krav om et partnerskab mellem to forskellige aktører, og at de kun støtter projekter, der også kan fortsætte, når midlerne er brugt op,” siger Louise Stenborg Jakobsen.

Da ”Kulturbroens” midler først er blevet delt ud tidligere i år, kan hun dog ikke sige noget om, hvorvidt projekterne har været succesfulde eller ej.

Støtten er givet til otte forskellige projekter spredt i hele landet. I projektbeskrivelserne fremgår blandt andet planer om rollespil, teater, film, musik, læringsfællesskaber og kunstlaboratorier.


Både til god kunst og god udvikling

Den usædvanlige konstellation, hvor Kulturministeriet støtter boligsociale projekter er ny. Men selvom Kulturministeriet normalt kun støtter projekter med et klart kunstnerisk eller kulturelt formål, er det ikke nødvendigvis planen her.

Et blandet udvalg, hvor både boligsociale og kunstneriske eksperter vil deltage, skal nemlig sørge for, at de godkendte projekter opnår begge projektets målsætninger.

”Begge parametre er inde over. Der vil både være fokus på kunstens kvalitet og kreativitet, men også på, at deltagerne tager et ejerskab over projektet, og at de deltager aktivt i det. Så det vil være en bred vurdering af projekterne, ” siger Louise Stensborg Jakobsen.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste