07. JUN. 2019 KL. 00:00

Ny folkeskole i Gellerup

gellerup-toveshoej-003.jpg

Gellerup får igen egen folkeskole. Foto: Simon Jeppesen

I skoleåret 2025/26 skal en ny folkeskole stå klar til at tage imod elever i Gellerup. Det har et enigt byråd i Aarhus besluttet.

Direktør Keld Laursen fra Brabrand Boligforening hilser beslutningen om den nye folkeskole velkommen.

”I vores udviklingsplan for Gellerup kom vi med en anbefaling om en ny skole i området. Så isoleret set er byrådets beslutning en positiv nyhed. Der er dog også et stort men, idet det er planen at lukke Tovshøjskolen allerede i 2020, og det er beboere, som har børn på skolen, kede af.”

Byrådsaftalen betyder, at Ellekærskolen og Tovshøjskolen lægges sammen allerede om et år, og at en skole for handicappede børn skal rykke ind i Tovshøjskolens bygninger.

Særligt børnefamilier er vigtige for at skabe et godt liv i Gellerup-bydelen, fastslås det i boligforeningens egen udviklingsplan. For at gøre sig attraktiv for børnefamilier og andre målgrupper, som man ønsker at tiltrække, er en lokal skole, som kan binde bydelen sammen, helt nødvendig. De ressourcestærke familier har brug for en ny skole, hvis de skal vælge Gellerup, hedder det videre i planen, som forudsiger tilflytning af 6.000 nye borgere i bydelen.

Den nye skole får to afdelinger: En for de mindste børn i 0.-3. klasse med SFO, og en for 4.-9. klasse. Der er planer om at placere afdelingen for de mindste på Jettesvej i forbindelse med dagtilbuddene for yngre børn.

Når den nye skole er klar til at tage imod elever, lukker Ellekærskolen ned.

Positiv udvikling

Byrådets beslutning om en ny skole er en udløber af de store omdannelser i Gellerup og Bispehaven, hvor mange boligblokke skal rives ned for at gøre plads til et bredere miks og leje- og privatboliger.

Børn- og Unge-rådmand Thomas Medom (SF) er meget tilfreds med skoleaftalen.

”Jeg har arbejdet for en ny skole for Gellerup, Toveshøj og Bispehaven i mange år. Børnene i området fortjener en ny skole, kommende børnefamilier får en ny skole, som de kan sætte deres præg på, og en ny skole er endnu et positivt skridt for den massive omdannelse af området, som er godt i gang. Jeg er glad og stolt over aftalen. Aftalen underbygger den positive udvikling i bydelene, og den skaber grundlag for at give børnene og de unge i Gellerup de bedste muligheder for at klare sig lige så som alle andre på uddannelser og i job,” siger rådmanden.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste