19. JUN. 2019 KL. 11:45
80 første spadestik til seniorboliger i Viborg Midtby
19. JUN. 2019 KL. 11:45
Mandag den 17. juni satte 79 seniorer spaden i jorden ved Erik Glippings Vej i Banebyen. Det gjorde de sammen med hovedbestyrelsesformand for Boligselskabet Sct. Jørgen, Johannes Steensgaard, for at fejre byggeriet ”Boliger for livet” igangsættelse.
Interessen for Boligselskabets Sct. Jørgens seniorboliger i Banebyen, ”Boliger for livet”, har været meget stor, og interesselisten har været lang. Over 150 personer har været skrevet op på interesseliste til de 79 boliger, og til det første informationsmøde omkring boligerne i 2017 mødte over 600 deltagere op.
”Vi har haft en god proces de sidste år, hvor vi har inddraget og samarbejdet med de interesserede seniorer til boligerne” fortæller kommunikationschef Anne Mette Primdahl.
Der har allerede har været afholdt 4 informationsmøder om planlægning af boligerne, hvor der også har været mulighed for, at komme med input. ”Vi har lyttet til alle idéer, og forsøgt at lave de bedst mulige løsninger i forhold til idéer og ønsker” oplyser Anne Mette Primdahl
Mød din nabo om 1½ år.
Boligerne er nu fordelte, og på det sidste informationsmøde i marts måned, var planlægningen endog så langt fremme, at de nye beboere kunne blive placeret ved borde sammen med deres kommende naboer, så fællesskabet kunne begynde at spire.
”Vi synes det var en sjov idé at lade de kommende naboer mødes over en kop kaffe. Det giver dem et godt indblik i deres liv i seniorboligerne, når de står indflytningsklar” fortæller Anne Mette Primdahl.
Den 17. juni oprandt dagen så for de første spadestik til boligerne. I tråd med den øvrige proces, er de kommende beboere involverede, og der blev indkøbt 80 nye spader til den festlige dag, så alle kan være med til at tage det første spadestik til deres egen bolig. Alle spaderne har påsat label med ”Boliger for livet”, og de bliver foræret til de kommende beboere, som et minde fra dagen.
80 første spadestik
De 80 første spadestik fandt sted den 17. juni 2019 på byggepladsen på Erik Glippings Vej. (Den kommende Hærvej. ) Der var rigtigt mange af de kommende beboere som mødte op, for at deltage i ceremonien.
Formanden for Boligselskabet Sct. Jørgen, Johannes Stensgaard holdt den ceremonielle tale til arrangementet.
Her sagde han bl.a.: ”Det er tredje gang Boligselskabet Sct. Jørgen kan sætte spaden i jorden til et stort byggeri i Banebyen. Først med byggeriet af de 100 boliger i plejecenteret Banebo, og anden gang da vi tog 1. spadestik til de 40 familieboliger. Snart følger ungdomsboligerne og de små familieboliger.”
”Vi er meget glade og stolte af at Sct. Jørgen bidrager med op mod 400 boliger til skabelsen af den helt nye bydel i Viborg. Vi kalder boligerne ”Boligerne for livet” fordi de bliver indrettet, så man kan blive boende, selvom man er – eller hen af vejen skulle blive – handicappet. Og så indgår tryghed, naboskab og fællesskab – også når man bor alene – som en helt afgørende del af styrken i ”Boligerne for livet”, - fortalte Johannes Stensgaard.
Boliger for livet
Byggeriet, som er tegnet af ERIK arkitekterne, med ingeniørfirmaet Viggo Madsen som underrådgiver, kommer herefter til at foregå i en periode fra medio 2020 til medio 2021, hvor de første boliger vil være færdige primo 2021. Der vil være løbende indflytning i boligerne, efterhånden som de enkelte boliger bliver færdiggjort.
Om skribenten