18. DEC. 2019 KL. 13:53
Kommunen flytter ind
18. DEC. 2019 KL. 13:53
Kommunen er i dag til stede i 25 udsatte boligområder og kommet tættere på borgeren. Det gør de kommunale tilbud mere tilgængelige og det opsøgende arbejde lettere.
Ved at kommunen samarbejder med de boligsociale medarbejdere og andre frivillige organisationer i boligområdet, bliver indsatsen mere sammenhængende og helhedsorienteret.
Indsatserne når ud til flere borgere, og de kommunale medarbejdere får en større viden om borgerens livssituation og kan nemmere tilpasse hjælpen til borgerens behov.
Det viser rapporten ”Medborgercentre i udsatte boligområder – Potentialer for tværgående samarbejde mellem boligsociale, kommunale og frivillige aktører”, som Center for Boligsocial Udvikling har lavet.
”Det bliver tydeligt for kommunerne, at der er potentiale i at samarbejde med andre aktører, der arbejder med den samme gruppe af beboere, så indsatserne spiller sammen,” siger Natasja Lund, konsulent i CFBU, til magasinet Socialrådgiveren.
Den lokale tilstedeværelse er især en fordel for udsatte beboere, da de møder kommunen et trygt sted i deres nærområde.
De kommunale og boligsociale medarbejdere sidder typisk i boligområdernes medborgercentre, som kan være et fælleshus, aktivitetshus eller beboerhus. Herfra er det nemmere at skabe kontakt til de beboere, som har udfordringer, og tage fat om problemerne, inden de vokser sig for store.
Kommune til stede i Korskærparken
Korskærparken i Fredericia er et af de 25 udsatte boligområder, som har socialrådgivere fra kommunen siddende i deres medborgerhus. Her samarbejder de med Louise Pernille Larvold, som er ansat af Boligkontoret Fredericia. Hun er ansat som socialrådgiver og hjælper beboerne med alt fra økonomi til opholdstilladelser.
Hun mener, at det har stor betydning for beboeren, at de møder kommunen i deres eget nærområde.
”Når jeg har det første møde med en borger, så er det første, jeg siger, at det her er jeres hus. Og det rykker ved den magtbalance, der er mellem borgeren og kommunen, at jeg er på deres banehalvdel,” siger Louise Pernille Larvold til magasinet Socialrådgiveren.
Hun tilføjer: ”De skal ikke engang banke på. Dørene er åbne, så de vader bare ind, og så er vi der. Hvis det ikke er noget, jeg kan hjælpe med, så henviser jeg til den boligsociale rådgivning.”
Den boligsociale indsats med flere aktører har gjort, at 68 procent af de unge, som har været i berøring med aktiveringsprojektet i Korskærparken, nu er i uddannelse eller job.
Læs hele rapporten ”Medborgercentre i udsatte boligområder - Potentialer for tværgående samarbejde mellem boligsociale, kommunale og frivillige aktører” fra CFBU her.
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"