03. DEC. 2019 KL. 14:47

Flere i beskæftigelse i alle "hårde ghettoer"

munkebo-026.jpg

Simon Jeppesen

Alle 15 "hårde ghettoer” har i dag en højere andel af beboere på arbejdsmarkedet end for 5 år siden.

Det går stille og roligt fremad for beskæftigelsen i de 15 såkaldt hårde ghettoer. De har i dag allesammen en højere andel af beboere på arbejdsmarkedet end for 5 år siden.

Det gælder både i mindre boligområder som Munkebo i Kolding, hvor 4,4 procentpoint flere beboere er kommet i arbejde eller uddannelse, og i de større boligområder som Tingbjerg/Utterslevhuse i København, hvor 3,5 procentpoint flere har fået noget at rive i.

”Det er godt nyt, at det går fremad med beskæftigelsen i alle områder på den hårde ghettoliste. Det betyder, at områderne går mod en mere blandet beboersammensætning, hvor flere har en fod inde på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet,” siger Solveig Råberg Tingey, cheføkonom i BL - Danmarks Almene Boliger.

Fagbladet Boligen lavede samme femårs-tjek på beskæftigelsen i 2018, og da havde 12 af de 15 "hårde ghettoer" fået en højere andel af beboere i arbejde og uddannelse i løbet af perioden. I år viser alle områder fremgang.

I gennemsnit er andelen af beboere i arbejde eller uddannelse steget med over fire procentpoint i perioden. Det viser en sammenligning af ghettolisterne fra 2015 og 2019. De offentliggøres hvert år den 1. december af Transport- og Boligministeriet.

Hun vurderer, at der er flere grunde til fremgangen. Den skyldes blandt andet regler om fleksibel udlejning, der giver folk i arbejde fortrinsret til boliger.

”Samtidig har boligorganisationerne gennem deres boligsociale indsatser et kæmpe fokus på at få beboerne i arbejde. Og endelig spiller de positive konjunkturer også ind, og det, at der har været flere jobs at søge,” siger hun. 

Forventer positiv udvikling i 2020

Ghettolisten viser ikke, hvor mange der lige nu er i arbejde i boligområderne.

For arbejdsmarkedstallene bygger på et gennemsnit for de to seneste år. Den netop offentliggjorte liste inddrager statistik fra 2017-18.

”Vi har en klar forventning om, at vi også til næste år vil se en positiv udvikling i beskæftigelsen. Blandt andet fordi opgørelsen ikke tager højde for den udvikling, der er sket i 2019, hvor fremgangen på arbejdsmarkedet jo er fortsat,” siger Solveig Råberg Tingey.  

De fem boligområder, der har taget de største spring, er Motalavej (Slagelse), Gadehavegård (Høje-Taastrup), Agervang (Holbæk), Tåstrupgård (Høje-Taastrup) og Mjølnerparken (København). De fem boligområder har øget deres andel af beboere på arbejdsmarkedet med 5,5-8,4 procentpoint.

Samlet set ligger 6 ud af de 15 boligområder nu under ghettolistens kriterie om maks. 40 procent beboere uden for arbejdsmarkedet.

Læs også: Se hvem der står på ghettolisten her

Andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet i de 15 hårde ghettoer ifølge ghettolisten 2015 og 2019*

Område

Kommune

2015

2019

Mjølnerparken

København

43,5 %

38,0 %

Tingbjerg/Utterslevhuse

København

29,2 %

25,7 %

Tåstrupgård

Høje-Taastrup

32,6 %

27,0 %

Gadehavegård

Høje-Taastrup

42,6 %

36,2 %

Agervang

Holbæk

48,0 %

41,7 %

Ringparken

Slagelse

46,1 %

41,2 %

Motalavej

Slagelse

47,0 %

38,6 %

Vollsmose

Odense

51,9 %

49,5 %

Stengårdsvej

Esbjerg

46,7 %

43,6 %

Sundparken

Horsens

53,0 %

47,8 %

Munkebo

Kolding

44,9 %

40,5 %

Skovvejen/Skovparken

Kolding

43,1 %

39,8 %

Finlandsparken

Vejle

43,4 %

41,1 %

Bispehaven

Aarhus

44,7 %

43,9 %

Gellerupparken/Toveshøj

Aarhus

51,9 %

49,3 %

Gennemsnit (ikke-vægtet)

44,6 %

40,3 %

*Kriteriet lyder: ”Andelen af beboere i alderen 18-64-årige, der er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.” 

(2015-tallene bygger på statistik fra 2013-14, og 2019-tallene bygger på statistik fra 2017-18).

Note: Det er ikke vægtet med antal 18-64-årige i områderne i beregningen af gennemsnittet.

Kilde: Ghettolisten 2015 og 2019, Transport- og Boligministeriet.

Sådan kom de i arbejde

Der kom blandt andet flere beboere ud på arbejdsmarkedet i Agervang i Holbæk, Tåstrupgård i Høje-Taastrup, Motalavej i Korsør, Skovvejen/Skovparken og Munkebo i Kolding i 2014-18.

Læs hvorfor: 3,5 procent flere arbejder i hårde 'ghetto-områder'

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste