19. DEC. 2019 KL. 13:17

Anmeldelse: Micro-living på Frederiksberg med forpligtelser

16-boligerne-set-fra-kirkegaarden.jpg

Jørgen Jørgensen

Frederiksberg Forenede Boligselskabers nye boligafdeling VenligBolig Plus - eller Delehusene som de også hedder – har vundet flere priser.


Arkitekturanmelder Nathan Romero besøger de 41 deleboliger på Frederiksberg og giver sit syn på projektet.

Denne gang går vi ind ad døren til Solbjerg Kirkegård for at besøge 78 nye Frederiksbergensere. De er lige flyttet ind og er, på trods af adressen i et hjørne af en kirkegår, i live og faktisk ret unge.

De befinder sig i en privilegeret situation: tæt på Frederiksberg Have, Søndermarken og Zoologisk Have. Deres nye hjem, tre 4-etagers boligkuber, lægger sig som pavilloner i den gamle kirkegårdspark. Vi besøger Delehusene, som er navnet på VenligBolig Plus-konceptet, som er Frederiksberg Forenede Boligselskabs (FFB) nye afdeling.

Som vi nærmer os, fremstår bygningerne indbydende og attraktive. De mørke stålfacader spiller godt sammen med de store gamle træer på kirkegården. I gårdrummet brydes den mørke beklædning med lyse træfelter, der blødgør facaderne og markerer den enkelte bolig.

Projektets sociopolitiske koncept er dristigt og endda polemisk. I mikrolejlighederne (omkring 35 m2) parres studerende og flygtninge, i et eksperiment med vægt på fællesskab og en såkaldt mentorordning.

Selve ideen om mikrolejligheder har eksisteret i en del år, og flere har endda set det som et tilbagetog fra standarderne indenfor almene boliger. Jeg deler ikke denne opfattelse. Taget i betragtning at Danmark har det højeste boligareal pr. indbygger i Europa (over 50 m2 pr. person), er mindre lejligheder et legitimt og måske endda nødvendigt valg. 

For mig er en god bolig god for alle, den tillader og opmuntrer endda til fællesskab gennem sin fysiske udformning, hvor det individuelle liv frit kan udfolde sig i enhver retning. Arkitekterne har med Delehusene bygget en god bolig.

Nathan Romero Muelas, arkitekturanmelder

Byggeriets udformning afspejler arkitekternes flerårige arbejde med præfabrikerede rumstore moduler (f.eks. “Urban 2”-projektet, men også “AlmenBolig Plus”).

Modulerne stables her i Delehusene i fire etager omkring et centralt åbent trappetårn. Og mellem de tre boligkuber, koncentrerer et gårdrum beboernes samspil og relationer via altaner, indgange og de tre fællesrum.

Privatliv i forpligtende fællesskaber

Selve lejlighederne indeholder to værelser adskilt af et rum, der tjener som indgang-køkken-opholds-spisestue. Alt er som forventet småt, men ikke for småt, og altanerne er faktisk ret generøse.

Soveværelserne (6 og 7 m2) har en ganske elegant hems lavet med en træplade nedhængt fra loftet med et metallisk rør, hvor man kan hænge sin seng, eller bruge den som garderobe og opbevaring.

Denne grundplan gentages med enkelte variationer, som giver plads til en fælles terrasse på øverste etage og et fællesrum i stueplan i hver boligkube.

Indvendigt er boligerne lyse, endda også hos dem på de nederste etager.

En glasindgangsdør til lejlighederne – som på et kontor - åbner til den lille stue, og skaber forbindelse mellem gårdrummet og trappetårnet. Trade off’et er tab af privatliv: det slørede folie, der er påført i midten af ​​glasset, er næppe afskærmning nok, for når vi går op eller ned ad trapperne, kan vi glimte hele dybden af ​​lejlighederne.

I stueplan er lejlighederne også meget udstillede, og enkelte er dramatisk tætte på parkeringspladsen.

Der har været otte workshops (med kandidat ”screening”, “buddy-matching”, interviews, spørgeskemaer, osv.), som en del af udvælgelsesprocessen til disse boliger.

Jeg formoder, at voyeuristiske tendenser hos kandidaterne må have haft nogen indflydelse på udvælgelsen, fordi den visuelle kontakt mellem naboerne er efter min mening en smule ekstrem ved boligernes indgange.

'Vi er ikke alle fællesskabs-korsfarere'

Mit eneste forbehold ved dette bemærkelsesværdige projekt, er ikke så meget arkitektonisk. Konceptet Venligbolig Plus bygger måske på AlmenBolig Plus, der kræver deltagelse (i for eksempel vedligeholdelse) for på den måde at tilskynde til fællesskab og ejerskab.

Men her beskæftiger vi os, efter min mening, med et mere snævert koncept. De studerende og flygtningene skal være unge under 30 år, og single, og de er forpligtet til at deltage i mentorordningen, efter screeningen- og matchmaking-processen. Dette kræver altså en forudbestemt involvering af mennesker, som andre, med de bedste intentioner, har matchet for dem.

Det kan være lidt en udfordring for en individualist som mig.

Studerende og flygtninge kommer i mange former: selskabelige, enspændere, ældre, med familiebyrder, osv. Vi er ikke alle fællesskabs-korsfarere, og nogle er måske ikke villige til at blive omdannet til en.

Man kunne sige at være studerende eller flygtning kræver nok i sig selv uden at skulle arbejde for den NGO, som ens boligforening synes at være forvandlet til. Men det kan fungere.

Tilbage til arkitekturen.

Dette projekt høster priser overalt, mens beboerne stadig flytter ind. Når alt kommer til alt, handler arkitekturen aldrig så meget om hvad vi gør, men mere om hvordan vi gør det.

For mig er en god bolig god for alle, den tillader og opmuntrer endda til fællesskab gennem sin fysiske udformning. Hvor det individuelle liv frit kan udfolde sig i enhver retning.

Arkitekterne har her med Delehusene bygget en god bolig. Resten er litteratur. Eller politik. Eller branding.

Om skribenten

Artikler

vi anbefaler

Foto Holger Anderson Tingbjerg 2 Tingbjerg er bedre end sit rygte
20200910 211915 L 1920X1280we Boligministeren udelukker ikke regulering af ghettokriteriet om antallet af dømte
20200910 211554 L 1920X1280we Her er regeringens 3 indgreb, som skal løse problemerne på Motalavej
DSC2316 Til dig i afdelingsbestyrelsen: Sådan bliver du klar til renovering
Korskærparken 037 Ny rapport: Sådan fik helhedsplan flere i job og indtægten op
Se alle artikler ( 1769 )

0

Læseliste