Skoleparken - nedrivning af et alment mesterværk

I 1950’erne kunne Danmark som bekendt glæde sig over en arkitektonisk guldalder: skoler, rådhuse, almene boliger, næsten alt var godt. Men selv i disse højkvalitets omgivelser var der enkelte arkitekter, der stak ud – en håndfuld mestre. Blandt dem Jørgen Bo, som sammen med Wilhem Wholert byggede Louisiana museet. Jørgen Bo efterlod sig også, sammen med Knud Hallberg, interessante almennyttige boligbyggerier, som for eksempel elementhusene i Hjortekær opført i 1947 for AAB, eller Skoleparken, som denne artikel handler om. Skoleparken er et temmelig stort alment boligområde, bygget for Gladsaxe Arbejdstageres Forening i 1953.

Det bestod oprindeligt af 273 boliger med vaskeribygning, børneparkeringsrum, badstue, fælleshus, beboerhotel, 10 butikslejemål og andre erhvervslejemål, 4 skoleklasseværelser og meget generøse udenarealer. Jørgen Bo, som andre af den tids bedste danske arkitekter, var inspireret af amerikansk vestkystarkitektur, men også af de hvide middelhavs/spanske villabyer. Byggeriets enkle, men meget elegante komposition, der kombinerer hvide vægge og mørkt træ, gjorde indtryk dengang og gør det i dag.

Vi går rundt i områdets åbne landskabelige rum og nyder en stilhed, der er fremmed i dag, hvor alt er overprogrammeret og anvendt til et formål. Bygningerne agerer baggrund og harmonerer med de store græsoverflader med fyrre- og lærkelunde. Rækkehusene viser en rytmisk og rolig gentagelse af få elementer, som en slags modgift imod nutidens dyrkelse af det selvgroede, det falske klondike. Det var bestemt andre tider, med meget plads og mange åbne muligheder.

Ind med bulldozeren

Skoleparken vandt ret hurtigt efter opførelsen international anerkendelse og den kommunale arkitekturpris i 1956. Derfor opnåede den også med tiden en høj bevaringsværdi (3), men desværre ikke høj nok til at overleve nutidens tendenser inden for ”fremtidssikrende” renovering. Skoleparken skal nedrives til soklen og bygges op igen. Og mens vi går rundt, ser vi, at bulldozerne allerede har slettet en hel række. Selvom jeg har læst motiverne fra alle involverede parter, beboeravisen, lokalplanen og kommunens mødereferater, så overstiger dette min fatteevne.

Renovering og ordspil

Ja, det er gamle bygninger, og de har byggetekniske udfordringer, skimmelsvamp og så videre. Men Kronborg Slot og pyramiderne er også gamle, og de rives (foreløbigt) ikke ned. Det samme gælder Arne Jacobsens Bellevue eller Jørn Utzons Kingohusene. Skoleparken burde og kunne renoveres med lidt god vilje og hjælp fra blandt andet Gladsaxe Kommune og Landsbyggefonden. De fleste af problemerne er kommet på grund af dårlig vedligeholdelse, som for eksempel den årlange brug af plastmaling, så væggene ikke længere kan trække vejret, og skimmelsvampen er dukket op. Men undertegnede kan ikke finde nogen grund, arkitektonisk i hvert fald, til nedrivning, bortset fra penge. Men en bevaringsværdi på 3 betyder jo netop, at det er værd at bruge penge på at bevare.  

Jeg har fået forklaret, at fordi en renovering af de gamle boliger (efterisolering og så videre) ville blive dyrere end forventet, anbefalede nogle rådgivere (ingeniørerne antager jeg) derfor nedrivning og efterfølgende genopbygning. Det nye byggeri kaldes for renovering og ikke nybyggeri, nok fordi Landsbyggefonden kun vil betale for renovering. Ord kan tvistes på mange måder, men nedrivning er altså ikke renovering. Og selvom betingelsen her, for at tillade teknisk nedrivning, er, at det skal genopbygges, nøjagtigt som det står, gør den nye lokalplan 250 i Gladsaxe Kommune en interessant tilføjelse:

“Lokalplanens bestemmelser giver mulighed for at tillade afvigelser fra det oprindelige udseende, når det er begrundet i byggetekniske krav eller arkitektoniske hensyn.”

Ikke helt det samme

Nedrivningen af Skoleparken er i sig selv dramatisk nok. Men med hjemmel i den nye lokalplan bygges der ovenikøbet 36 nye lejligheder, fordelt på tre stænger langs Halbjørnsvej og de to bygninger, som indtil nu har huset erhvervslejemål ud imod Triumfvej. De nye stænger er 3 etager høje, og efter min mening er det en afvigelse fra den originale plan og ændrer samspillet imellem bygninger og landskab.  

Desuden forsvinder den smukke glas- og træfacade ud imod Triumfvej, når erhvervslokalerne bliver til boliger. På de vage renderinger, jeg har set, ser fremtidens nye bebyggelse uinteressant ud, men det væsentlige her er, at ændringen af brugen af “butikspladsen” og Triumfvej-bygningerne fra erhverv til bolig også er en fundamental afvigelse fra Bo og Hallbergs projekt. Arkitekterne valgte netop at placere de mere offentlige og fælles funktioner lige der, ud imod Triumfvej. Heldigvis overlever det smukke fælleshus måske, og kun fordi budgettet er skåret ned her til allersidst.

Efter nedrivningen, et nærmere kig

Lad os for eksempel kigge på altangang-husene. De har Skoleparkens mest karakteristiske facade. Deres lukkede hvide flader brydes kun af ét enkelt vindue i stueetagen. Og som vi kan se på fotografen Struwings billeder fra 1950’erne, var arkitekterne med god grund stolte af denne facades komposition. I den nye version vil altanganghusene også have et vindue i øverste etage. Dette er begrundet i byggereglementets lyskrav, men som vi ved, har førsteetage altid mere lys end stuetagen, og specielt når resten af facaden er lavet af glas. Desuden forsvinder det enkelt designede og meget smukke gelænder. Også indretningen ændrer sig og mister den elegante glasvæg, der adskiller køkkenet fra spiserummet.

Hvad vil der da være tilbage af originalen? Altså, hvis du spørger mig, ikke meget. Der vil kun være en vis volumetrisk lighed, og den fortolkning, som de nye arkitekter laver af Bo og Hallbergs intentioner. Netop for at undgå disse fortolkninger og risikoen for uoprettelige fejl, blev bygningerne erklæret bevaringsværdige, og efter min mening viser ændringerne og tilføjelserne til det originale projekt, at rådgiverne ikke har forstået eller værdsat ret meget fra det originale projekt.

Et spørgsmål om værdi

Lad os antage, at du har arvet en bil fra din farfar, for eksempel en Morgan Plus 4 i original stand årgang 1950. Enhver samler ved, at ændringer eller udskiftning af dele forringer værdien og prisen af bilen. Skift motoren til en moderne en, og du vil køre hurtigere, men din Morgan vil være værdiløs. Selv hvis Skoleparken blev genopbygget ”nøjagtigt” som originalen, ville det stadig være en fejl i mine øjne. Ligesom en kinesisk replika af din Morgan. Men dette er ikke engang tilfældet, fordi originalen her ændres på mange vigtige måder.

Jeg gætter på, at det desværre er for sent for Skoleparken. Men jeg vil opfordre til, at vi i fremtiden gør brug af en mere nuanceret tilgang til renoveringen af vores kulturarv. For selvom disse ting gøres efter en lang proces, med en skrupuløs brug af beboerdemokrati og de bedste intentioner, (og det har været tilfældet her), bør der være alternativer til at vælge imellem skimmelsvamp eller nedrivning. Energibesparelse og de nye isoleringskrav fra byggereglementet, må ophøre med at være ”carte blanche” til et så voldsomt indgreb, der således sætter spørgsmåltegn ved den fremtidige arkitektoniske bevaringsværdi af disse efterkrigstids almene boligperler.


Fagbladet Boligen nr. 5 - 2019