20. AUG. 2019 KL. 00:00

”Den ideelle by har plads til alle”

bl_kaare_dybvad_070819_022.jpg

Carsten Andersen

Kaare Dybvad: ”Folks hjem er ikke spekulationsobjekter, nogle få skal score profit på.”

Folketingsvalget den 5. juni bragte et nyt parlamentarisk flertal. Lars Løkke Rasmussens regering måtte gå af. Blandt de afgående ministre var minister for transport, bygninger og boliger, Ole Birk Olesen.

Den 27. juni præsenterede Mette Fred­erik­­sen Danmarks nye regering på Amalienborg Slotsplads. I anden række midtfor står Danmarks nye boligminister, Kaare Dybvad. Den 35-årige geograf er den første minister siden Lotte Bundsgård i 1998, der bærer titlen boligminister rent.

”Det er det resort, jeg helst ville have,” siger Kaare Dybvad, der træder ind i ministeriet med den kvalifikation, at han siden 2016 har været boligpolitisk ordfører for Socialdemokratiet. Han er således en af entreprenørerne bag den parallelsamfunds­pakke, et flertal i Folketinget vedtog i no­vember 2018.

Erfaren almen beboer

Den nye boligminister er ikke opvokset i en almen boligafdeling. Han er vokset op på landet ved Vipperød Mark, syd for Holbæk. Men erfaringsgrundlaget ud i at bo alment er alligevel på plads.

”Jeg har boet i Aagaarden på Nørrebro. Det er et kvarter med problemer, og hvor integrationen ikke er lykkedes. Jeg har været til et afdelingsmøde, hvor et islamisk mindretal i alvor foreslog, at mænd skulle sidde til højre og kvinder til venstre,” siger den nye boligminister.

”Omvendt har jeg også boet i Hermods­gården på Nørrebro. Det var almene boliger, når de er bedst. En balanceret beboersammensætning og en billig husleje. Og det er sådan, den største del af den almene boligsektor fungerer,” fortsætter han.  

Det er almene boliger, der sikrer, at almindelige mennesker også kan bo steder, hvor det er attraktivt, og markedskræfterne bestemmer boligpriser. Jeg er grundlæggende imod, at folks hjem er spekulations-objekter, som nogle få scorer profit på."

KAARE DYBVAD, BOLIGMINISTER, SOCIALDEMOKRATIET

Flere almene boliger

Kaare Dybvad erklærer sig, om ikke ukritisk, så alligevel stærk tilhænger af den almene boligform.

”Det er almene boliger, der sikrer, at almindelige mennesker også kan bo steder, hvor det er attraktivt, og markedskræfterne bestemmer boligpriser,” siger Kaare Dybvad.

”Jeg er grundlæggende imod, at folks hjem er spekulations-objekter, som nogle få scorer profit på,” uddyber han.

Og boligministeren er bevidst om, hvad der sikrer alle en god bolig og holder prisen nede.

”Det er flere almene boliger,” siger Kaare Dybvad.

”Det er nødvendigt, at store byer som København kan rumme alle slags mennesker. Jeg har besøgt Vancouver i Canada. Den centrale del af byen ligger på en ø, hvor der bor en halv million mennesker. Vancouver ligger på en brudflade i jord­skorpen. Byen er derfor altid i akut fare for at blive ramt af et voldsomt jordskælv. Sker det, er det sandsynligt, øen afskæres fra fastlandet. En beredskabsundersøgelse viser, at sker katastrofen, vil der ikke være mennesker på øen, der altså er det centrale Vancouver, som kan køre brandbiler, maskiner, sygeplejersker med mere. Det er kun de meget velhavende, som bor på Vancouver Island. I København vil vi beholde brandmændene, sygeplejerskerne, hjemmehjælperne, pædagogerne og mange flere, som udfylder essentielt vigtige roller. Ellers er det ikke en god by,” forklarer Kaare Dybvad.

Jeg er i gang med at læse de helhedsplaner, der er udviklet for de 15 områder. De er gode og tilpasset de boligområder, hvor de skal virke. Opgaven er taget alvorligt i både boligorganisationer og kommuner."

KAARE DYBVAD, BOLIGMINISTER, SOCIALDEMOKRATIET

Opgaven taget alvorligt

Som nyudnævnt boligminister er det Kaare Dybvad, som står i spidsen for realiseringen af den såkaldte parallelsamfundspakke. Den omfatter blandt andet, at 15 almene boligområder skal nedrive, ommærke, sælge eller på anden vis nedlægge op imod 60 procent af familieboligerne.

”Jeg er i gang med at læse de helhedsplaner, der er udviklet for de 15 områder. Opgaven er taget alvorligt i både bolig­organisationer og kommuner,” siger Kaare Dybvad. ”Der er nogen, der advarer imod vandsengseffekten og andre mulige problemer. Jeg vil gerne have vandsengseffekt. Ideen er jo netop, at problemerne ikke skal være samlet ét sted,” siger han.


Den største udfordring

Kaare Dybvad har så stor tillid til parallelsamfundspakken, at han ikke nævner realiseringen af den som sin første og største udfordring.

”Til foråret skal der forhandles nyt boligforlig, som er afgørende for rigtig meget,” siger boligministeren.

Boligforlig, der typisk hvert fjerde år indgås af et flertal i Folketinget, er blandt andet afgørende for, hvor mange penge Landsbyggefonden må bruge på fysiske renoveringer af de almene boligafdelinger, og hvor mange penge fonden kan bruge på boligsociale aktiviteter i udsatte boligafdelinger. Aktuelt står 60.000 boliger på venteliste til at modtage støtte til nødvendige forbedringer.

”Jeg er helt klar over, at nogen bor med udslidte køkkener, andre slås med skimmelsvamp og andre ubehagelige problemer. Andre er i den situation, at de slet ikke har en lejlighed,” siger Kaare Dybvad.

”Pengene I Landsbyggefonden skal bruges der, hvor der er mest behov, og hvor vi får mest for dem. Præcis hvordan, de skal investeres, udtaler jeg mig ikke om endnu. Vi er ved at lave en omfattende analyse om både behov og forbrug. Den afventer vi,” fortsætter ministeren.

Analysen, der udarbejdes af Deloitte, ventes færdig i slutningen af året.



Fagbladet Boligen nr. 5 - 2019

Om skribenten

Regnar 06111
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Modstand mod parallelsamfundslovgivning

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Modstand mod parallelsamfundslovgivning

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste