20. AUG. 2019 KL. 10:54
Almene boligorganisationer er gode til at spare penge
20. AUG. 2019 KL. 10:54
Den almene boligsektor fortsætter med at realisere effektiviseringsgevinster. Sektoren har i 2018 foretaget besparelser på 1,3 mia. kr. og er dermed godt på vej mod målet om 1,5 mia. kr. besparelse i 2020. Men der er stadig store forskelle på, hvor meget boligorganisationer effektiviserer driften.
Det skriver Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen skriver styrelsen, at der er tale om en kulturændring i dele af sektoren, og at effektiviseringsarbejdet ofte har givet lavere husleje, bedre service og arbejdsforhold.
Regnskaberne for 2018 viser, at den almene boligsektor sammenlignet med 2014 har beskåret sine driftsudgifter med 800 millioner.
Visse dele af sektoren har dog ikke taget fat på effektiviseringsarbejdet endnu, viser analyser, ifølge meddelelsen.
”Jeg er rigtig glad for, at de almene boligorganisationer har sparet så meget på deres driftsudgifter, som det er tilfældet. Det giver i sidste ende billigere huslejer for beboerne. Vores tal viser, at der er meget stor forskel på, hvor dygtige boligorganisationerne har været til at effektivisere deres drift, og jeg forventer, at de dygtigste fremover vil være en inspiration for dem, der endnu ikke er nået så langt,” siger boligminister Kaare Dybvad om resultatet.
Sektorens effektiviseringsmål er en aftale mellem BL – Danmarks Almene Boliger, Kommunernes Landsforening og regeringen.
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværk