Indblik: Ghettoen iscenesættes som krigsområde

Politiet er massivt til stede med store våben. Pressen må igennem samme sikkerhedscheck som rejsende i lufthavnen – metaldetektor og kropsvisitation – inden bombehundene en ekstra gang skal snuse i journalister og fotografers tasker. Flere gange går bombehunden rundt blandt nu siddende, men allerede undersøgte, pressefolk. Politikerne går flankeret af gorillahegn og svært bevæbnede betjente de få hundrede meter fra Hothers Plads til beboerhuset. Minister for integration- og udlændinge, Inger Støjberg, udtaler flere gange, hvor dårligt det er, at hun ikke har mulighed for at færdes her uden politibeskyttelse.

Cirka 30 beboere er da også mødt op for at demonstrere med bannere og skilte på den anden side af politiafspærringen.

Sådan var iscenesættelsen, da otte ministre den 1. marts 2018 troppede op i boligområdet Mjølnerparken på Nørrebro for at fremlægge sin strategi imod ghettoer i Danmark.

”Det virkede enormt voldsomt med politiopbuddet. Hele framingen – også med statsministerens nytårstale om huller i Danmarkskortet – fremstillede det nærmest som om, der var tale om et krigsområde,” siger ekspert i politisk strategi, direktør i Re-Mind, Jon Kiellberg, om regeringens præsentationen i Mjølnerparken.

Jon Kiellberg er en blandt flere eksperter og forskere, der peger på, at der er noget helt galt med den måde, som medier og meningsdannere fremstiller og omtaler de udsatte boligområder på.

En politisk strategi

Når politikerne viser sig i ”virkeligheden”, er der ofte et strategisk mål bag, siger ekspert i politisk kommunikation, lektor  Peter Aagaard  fra Roskilde Universitet.

”Det skal skabe den semantiske kobling i hovedet på folk, at det er dét her, vi taler om.”

Fagbladet Boligen har spurgt både Statsministeriet, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet om, hvorfor det blev besluttet at holde pressemøde i Mjølnerparken. I et skriftligt svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet står der følgende:

”I beslutningen om lokationen for regeringens og Økonomi- og Indenrigsministeriets møder og præsentationer indgår altid forskellige hensyn, herunder  at komme  rundt i landet og ud i forskellige områder, og hvor der forefindes gode mødefaciliteter”.

Det er dog ikke kun, når politikerne skal fremlægge nye planer, de viser sig i de udsatte boligområder. For eksempel besøgte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i januar 2018 Tingbjerg i København for at vise sin støtte til den bager, der på det tidspunkt var formodet offer for hærværk og pengeafpresning. Også bag det besøg må der formodes at være en politisk strategi, siger Peter Aagaard.

”Hun gør det selvfølgelig, fordi det passer ind i den fortælling, som hun gerne vil skabe. Alle politikere er interesseret i at skabe historier, som passer til deres overordnede politiske dagsorden,” siger han.

Ligesom historien om ulven

Ifølge Peter Aagaard har politikerne for længst lært, at de skal tale mediernes konfliktsprog for at blive hørt. 

”Journalister er interesseret i konflikter. At stigmatisere og tale dårligt om udsatte boligområder ser politikerne som nødvendigt for at trænge igennem til medierne,” siger han og tilføjer:

”Når der er ekstremt meget fokus på de udsatte boligområder, er det fordi, det flytter vælgere. Det handler ikke om størrelsen af problemet. Det var af samme årsag, at ulvedebatten i Jylland fyldte så meget. Der var ikke mange ulve, men det handlede om, at nogle blev bange. Frygt flytter stemmer.”

Udokumenterede beskyldninger

Udover at der lader til at være strategi bag politikernes fokus på de udsatte boligområder, så mener flere forskere, at der bliver fremsat udokumenterede beskyldninger imod områderne. 

Da regeringen i marts 2019 følger op på ghettostrategien med den første ”Redegørelse over parallelsamfund”, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen:

”De analyser, regeringen har offentliggjort, bekræfter, at hvis man bor i et parallelsamfund, så er samfundsdeltagelsen og sprogkundskaberne mindre”.

Nu kan man altså ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke blot udgøre en del af et parallelsamfund – man kan reelt bo i et parallelsamfund. Redegørelsen møder kritik fra blandt andre adjungeret professor ved SBi, Hans Skifter Andersen, der i mange år har forsket i udsatte boligområder.

”Hele det her er baseret på opfattelse af, at områderne bliver til, fordi der er nogen, der ønsker at leve i et parallelsamfund.”

Redegørelsen beskæftiger sig kun med beboere med ikke-vestlig baggrund i almene boligområder. De er blevet vurderet ud fra otte kriterier. Hvis de opfylder henholdsvis to eller tre kriterier, alt efter familiestørrelse, bliver de anset for at leve i et parallelsamfund. Det beskrives, at de personer lever i ”selvvalgt isolation og social marginalisering”, og at de danner en ”modkultur til det danske samfund”. Det anslår regeringen, at 76.400 personer gør.

Men det mener Hans Skifter Andersen ikke, der er beviser for.

”Jeg er chokeret over, at man kommer med meget hårde og udokumenterede beskyldninger imod 76.400 beboere. Det er som om, at man går ud fra, at folk bor i de her områder, fordi de ikke vil være en del af samfundet. Men det er der altså ingen dokumentation for,” siger han og tilføjer:

”Vi ved, at der opstår udsatte boligområder, fordi de bliver fravalgt af mange, der har job, og så bliver boligerne ’valgt’ af dem, der ikke har noget andet valg. Det har vi faktisk lavet undersøgelser af. Man bliver ikke mindre integreret og mere arbejdsløs af at bo i udsatte boligområder, man bor der, fordi man er arbejdsløs.”

Læs også: Hvem står på ghettolisten?

Drama sælger aviser

Det er ikke blot politikernes brug af begreberne, der påvirker boligområderne. Medierne spiller også en central rolle.

Ifølge Jon Kiellberg og lektor på SDU ved Center for Mellemøststudier Helle Lykke Nielsen fokuserer medier igen og igen på de negative historier i de udsatte boligområder. Vollsmose i Odense er et af de såkaldt hårde ghettoområder, og det fynske boligområde optræder ofte i både lokale og landsdækkende medier i omtale af ghetto-problematikker.

I februar 2019 udkom bogen ”Kampen om Vollsmose” med Helle Lykke Nielsen som redaktør. Med bogen vil forfatterne have nuancer ind i debatten om Vollsmose. Helle Lykke Nielsen har tidligere gennemgået ét års landsdækkende mediefokus på Vollsmose; 62 procent af artiklerne handlede om terror og kriminalitet. 

”Det er ikke en kritik af medierne, for det er deres funktion. Men man må være bevidst om, at det har en konsekvens. Vollsmose bliver iscenesat som et sted med narko, kriminalitet og overfald. Hvis man ikke selv kender noget til bydelen, så er billedet af Vollsmose kun det farlige,” siger Helle Lykke Nielsen. 

Der opstår let et selvforstærkende billede, hvor vi kun ser det, vi forventer at møde i et boligområde som Vollsmose. 

”Der sker en overdrivelse. Og medierne skal være opmærksomme på, at de ’trækker’ problemerne ind i Vollsmose, hvor det bliver en automatreaktion at omtale Vollsmose i forbindelse med helt andre sager om kriminalitet og terror,” siger hun.

”Det betyder noget, om man siger ghetto eller udsatte boligområder. Ghetto er ikke et uskyldigt udtryk, og det bliver sanktioneret fra statslig side med begrebet ”ghettolisten”. Det har jo konsekvenser.”

Fagbladet Boligen nr. 3 - 2019