Den dag, Lara blev hjemløs

Fogeden står i døråbningen. Du er nødt til at pakke resten af dine ting nu, lyder beskeden. Bagved står en medarbejder fra administrationsselskabet KAB og to politibetjente. Lara Riboldi kigger sig over skulderen. På gulvet flyder bunker af tøj, en computer og en slidt flyverdragt. I stuen ved siden af pipper en undulat. Hun får lov til at få en halv time mere til at pakke, mens de fremmede i døren tager ud til en anden sag. Lara går ud i køkkenet, hvor hun går i gang med at smide alle tallerkenerne i en sort affaldssæk. Bagefter ryger et par pander og lidt bestik samme vej. Hun stopper, da hun finder en stempelkande i rodet. Den skal med videre.

Lara tager de vigtigste ting med sig videre. Rester bliver destrueret af fogeden.

Kommer fra et rigt hjem

”Jeg kommer fra et rigt, veluddannet, italiensk hjem og har altid klaret mig selv. Jeg skammer mig over at stå her nu,” siger Lara og tager en smøg i den ene hånd, mens hun fortsætter oprydningen med den anden.

For ti år siden var hun turleder i Italien, fortæller hun. Da hun flyttede til Danmark, fik hun ufaglært arbejde i en kantine.  Det var hun glad for, men de sene aften- og weekendvagter trak tænder ud, især efter hun blev enlig mor.

Derfor mistede hun jobbet.

”Min drengs far skred til Ungarn, og vi mistede kontakten med ham. Jeg blev syg og deprimeret, og min søn fik det svært,” konstaterer hun. Alligevel fik hun rejst sig igen og tog en uddannelse i Sundhed og Ernæring fra Københavns Professionshøjskole. For et år siden kunne hun kalde sig bachelor og endda med topkarakter i den afsluttende opgave. Men den økonomiske virkelighed slog hende ud. Hun kom fra en SU plus SU-lån til en kontanthjælp, og det blev svært at få råd til både husleje og forbrug. Lejligheden, der ligger i den københavnske Sydhavn, kostede cirka 6.000 kroner inklusive a conto-varme, og selvom hun fik den høje kontanthjælpssats som enlig forsørger til en dreng på snart ni år, var det for dyrt.

”Jeg var hos kommunen flere gange for at bede om en mindre bolig. Svaret var, at jeg allerede havde en bolig. Skulle jeg miste min bolig for at få hjælp?” spurgte Lara medarbejderen hos kommunen. Hun husker, at der blev svaret ”ja”. For fem månedener siden stoppede Lara med at betale husleje. Da hun midt i januar modtog brevet fra Fogedretten, regnede hun med, at kommunen nu kunne hjælpe hende.

Lara blev boende til sidste dag

Med hjælp fra den sociale vicevært i boligafdelingen fik hun søgt om både økonomisk hjælp til at dække sin gæld og en akut bolig, men fik afslag på begge dele. Hendes sagsbehandler kunne heller ikke hjælpe med en ny bolig. Og selvom brevet med fed skrift skrev, at hun kunne undgå ”fogedforretningen og yderligere omkostninger,” hvis hun ”frivilligt fraflytter boligen og afleverer nøglerne,” valgte hun at blive boende til sidste dag.

Lara tager de vigtigste ting med sig videre. Rester bliver destrueret af fogeden.

”Jeg troede, at min sagsbehandler eller krisecentret bedre kunne hjælpe mig på den måde. Jeg havde fået at vide, at det først var akut, når jeg stod uden tag over hovedet,” forklarer hun. En fogedforretning kan hurtigt løbe op i mange penge, men det har ingen fortalt Lara.

Pludselig kommer Laras sagsbehandler løbende op ad trappen sammen med en kollega. De er tyve minutter forsinkede og forvirrede over, at fogeden allerede har været på besøg. Sagsbehandleren går ind i stuen for at tale med Lara, der bagefter fortæller os, at han truer med at fjerne hendes niårige søn fra hjemmet. Sagsbehandleren er bekymret over, at Lara planlægger at bosætte sig midlertidigt hos en ven. Han mistænker vennen for at have et misbrug, men Lara afviser mistanken, fortæller hun os bagefter. Efter en kort snak går sagsbehandleren ned på gaden for at give Lara et pusterum. Hun hamrer hånden hårdt ind i væggen og udbryder et vredesråb.

”Jeg lagde fem beskeder på hans telefonsvarer i søndags og har også ringet de sidste par dage,” udbryder Lara. I dag er det onsdag. Hun er vred over, at sagsbehandleren ikke fandt en løsning for både sønnen og hende selv, inden fogeden kom på besøg. En mindre lejlighed var drømmen.

”Tak for at ødelægge  min drengs liv”

Hun begynder at bære de sidste ting ud på trappen. Undulaten i det store bur kommer ud til sidst sammen med en kuvert med skolefotos. Øjeblikket efter tropper fogeden med politiet op igen. Denne gang med følge af en låsesmed. Sagsbehandleren er også tilbage på trappen. Denne gang lyder beskeden, at Laras dreng skal fjernes fra hjemmet. Det ender i tumult og Lara, der løber efter ham. ”Tak for at ødelægge min drengs liv,” gentager hun igen og igen, indtil sagsbehandler og de andre er kørt væk i hver deres bil.

En varevogn kommer til syne. En god ven er chauffør, og han skal hjælpe Lara med at flytte tingene på trappen videre til hendes midlertidige bopæl hos en ven. Lara har efterladt sine møbler – en sofa, et skab, en børneseng og en faldefærdig reol – i lejligheden. Hun har også efterladt diverse småting og tøj rundt omkring. Hun har ikke plads til at tage det hele med sig videre.

Nu tager Lara sig et par fridage fra vikarjobbet som kantinemedarbejder. Men hun har brug for pengene, så hun håber at kunne tage vikarvagter igen i næste uge. Drømmen om at tage en overbygning på sin uddannelse er brast.

”Jeg ville egentlig have taget en overbygning, så jeg på sigt kan få både flere penge og en god bolig. Jeg skal ikke lave mad og juice til andre resten af mit liv. Men lige nu er det vigtigst at arbejde,” siger Lara, der også har sat en artikel til et videnskabeligt tidsskrift på hold.

”Mit hoved kan ikke tænke lige nu,” slutter hun.



Fagbladet Boligen nr. 3 - 2019