03. SEP. 2018 KL. 00:00

Indblik: Bedre projekter og bedre styring af byggeriet

Fagbladet Boligen har spurgt ledende medarbejdere i tre almene bolig­­organisationer og administrationsselskaber om, hvordan de ser 

på de nye standardaftaler for byggeriet, AB 18, ABR 18 og ABT 18.


Selv om aftalerne er mere detaljerede og kræver mere administration, mener alle adspurgte, at de kan danne grundlag for byggerier, der er mere grundigt forberedt, og som bliver fulgt tættere i byggefasen af alle parter. Dermed kan dyre efterregninger og forsinkelser måske undgås.

Også det trinvise system til løsning er tvister er der positive forventninger til.

Forberedelserne til at forstå og bruge aftalerne, der træder i kraft til 

nytår, er i fuld gang.


Michael Knudsen, byggeteknisk chef Himmerland Boligforening

”De nye standardaftaler for byggeriet skulle give en bedre styring – både i projekteringen og i byggefasen, hvor parterne skal være enige om, at arbejdet er udført, og kvaliteten er i orden. Først og fremmest skal rådgiveren være mere specifik over for bygherren, og det er godt.”


”Når det gælder projekteringen, skal rådgiver og entreprenør være mere omhyggelige med at gennemgå det og udpege eventuelle problemer og uklarheder. Der er også et skærpet krav til entreprenøren om detailplaner om tidsrammerne for arbejdets udførelse. Det er noget, vi nogle gange slås med i øjeblikket. Entreprenøren skal også oplyse til bygherre, hvis der er metoder og materialer, der ikke af gennemprøvet. Der er værktøjer i aftalerne til, at bygherre kan presse de andre parter mere.”


”I selve byggefasen er parterne nu forpligtet til at melde ind til bygherre om det, hvis der sker noget uforudset, der har tidsmæssige eller økonomiske konsekvenser. Hvad der bliver aftalt, kommer på skrift i en logbog. Det er et plus.”


”Det er meget fornuftigt, at der i tilfælde af tvister er kommet flere trin inden en eventuel sag i Voldgiftsnævnet. Parterne skal dokumentere, at de har forsøgt at nå til en løsning.”


”Vi oplever ikke de nye standardaftaler som administrativt tunge. Nok er de mere detaljerede, men der er stor genkendelighed i forhold til de hidtidige aftaler, og vi mener faktisk, at de nye aftaler er lettere at læse og bruge. Kun tiden kan vise, om det nye system til løsning af tvister vil virke efter hensigten. Der er i hvert fald kommet muligheder for forhandling og mægling.”


”Nu skal vi i gang med at lære om de nye aftaler. Der kommer kurser. Det skal nok lykkes. Vores partnere skal også i gang.”



Bente Karlskov byggechef Civica


”Vi forventer bedre kvalitet, men også at kunne spare tid og penge ved at bruge de nye standardaftaler for byggeriet. Aftalerne giver mulighed for mere gennemarbejdede projekter og mulighed for bedre processer.”


”Der er et bedre setup imellem bygherre, rådgiver og entreprenør. I det hele taget står det mere klart, hvor grænsefladerne er imellem byggeriets parter, og hvem der har ansvaret for hvad. Sammenhængen i hele projektforløbet fra opstart til aflevering og efterfølgende eftersyn er nu afstemt og bedre defineret parterne imellem.”


”Der er basis for, at det bliver mere færdigprojekterede byggeprojekter, der sendes i udbud. Der er fokuseret mere på løbende kontrol under byggeriet. Muligheden for at tilføje bestemmelser om optimering er relevant i mange af vores udbud.”


”Vi tror, at antallet af sager i Voldgiftsnævnet nedbringes på grund af det nye system til løsning af tvister. Den såkaldte løsningstrappe giver mulighed for mere smidige sagsforløb og en hurtigere afgørelse. Det er tidskrævende og dyrt, hvis en strid ender i Voldgiftsnævnet.”


”De nye standardaftaler er langt mere detaljerede, men jeg frygter ikke, at de giver mere bureaukrati. Der er mange arbejdsgange i dokumenterne, men der er tale om ting, som vi som boligorganisation forlangte i forvejen af de andre parter. Nu er de bare skrevet ned og er blevet formelle krav. Vi behøver ikke længere at tilføje dem.”


”Vi er gået i gang med at forberede vores organisation på de nye standardaftaler med orientering og kursusdeltagelse. Målet er at være klar til ikrafttrædelsen til nytår.”


Michael Demsitz, adm. direktør,  Boligkontoret Danmark

”De nye standardaftaler for byggeriet bør kunne give bedre muligheder for at finde de rigtige løsninger første gang i en byggeproces. Det er først og fremmest i renoveringer, at vi har problemer i dag. Der er ofte budgetoverskridelser på 20, 40, 50 procent. Når man går ind i et eksisterende byggeri, kan man ikke se alt. Rørføringen er et eksempel. Og jo hårdere udbudsfasen er, desto større er sandsynligheden for, at entreprenøren finder ’huller i osten’, hvor rådgiveren ikke har beskrevet alle detaljer. I de nye standardaftaler er det fastslået, at rådgiver og entreprenør sætter sig sammen inden den endelige prisfastsættelse.”


”De nye aftaler betyder, at vi som bygherre på vegne af boligorganisationerne skal opruste lidt, fordi vi også skal være i stand til at forholde os til detaljerne, når vi sidder ved bordet med rådgiver og entreprenør. Byggeledere skal ikke kun være administratorer, men skal også have indsigt i tekniske forhold og juraen. Vi har allerede bedt et antal medarbejdere om at uddanne sig i alle aspekter af de nye aftaler.”


”Vi går positivt ind i det nye system til løsning af konflikter, men man skal ikke være naiv. Hvis der først er en strid, kan det være svært at overvinde den. Vi mener, at standardaftalerne som helhed kan danne grundlag for et bedre forhold imellem alle parter igennem hele forløbet, og på den måde kan risikoen for tvister reduceres. Den bedste forebyggelse af tvister er at have et tillidsfuldt samarbejde.”


”Vi forventer, at de nye standardaftaler er en forbedring sammenlignet med de nuværende aftaler. Det kan næsten kun blive bedre. Der er selvfølgelig kommet flere detaljer med, som kan give mere administration, og man må bare være opmærksom på, hvis der kommer tilløb til bureaukrati.”

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste