05. SEP. 2018 KL. 14:38
Boligselskaber: Nedrivning alene løser ikke ghettoproblem
05. SEP. 2018 KL. 14:38
Nedrivning af 1000 boliger i Vollsmose bør følges op af andre indsatser, påpeger Danmarks Almene Boliger.
Nedrivning af almene boliger kan være et skridt på vejen til at opnå en bredere beboersammensætning. Men det kan ikke stå alene.
Det siger Bent Madsen, direktør for Danmarks Almene Boliger (BL), en interesseorganisation for landets boligselskaber.
Odense Kommune præsenterede tirsdag en stor plan for bydelen Vollsmose, der betyder nedrivning og omdannelse af 1000 almene familieboliger.
- Det kan være et af instrumenterne, men det skal indgå i en bred palette, siger Bent Madsen.
Planen kommer som svar på regeringens mål om at afskaffe landets ghettoområder i 2030.
Det skal blandt andet ske ved, at andelen af almene familieboliger bringes ned til 40 procent af boligerne i et område.
Man kan eksempelvis nå målet ved at rive boliger ned eller omdanne familieboliger til ungdoms- og ældreboliger.
I Odense vil man gøre begge dele.
Bent Madsen lægger vægt på, at det sker i tæt samarbejde mellem kommunen og de to boligselskaber i Vollsmose.
- Det skal ske i tæt samarbejde med de to boligselskaber, og det er det eneste rigtige og kloge at gøre, siger han.
Kommunen lover, at der laves en plan for genhusning af borgerne, så alle sikres tag over hovederne.
- Det bliver en udfordring, også når der er ventelister til de almene boliger i Odense, siger Bent Madsen.
Men planen er overordnet set fornuftig, lyder det fra direktøren for de almene boligselskabers organisation.
Men alle problemerne er ikke løst ved at køre bulldozere til Vollsmose og fjerne et antal boliger, understreger han.
- Det er en mangefacetteret proces, der også indebærer, at man skal gøre en ekstra indsats for at få folk i arbejde.
- Det handler også om infrastruktur og om at koble et boligområde tættere på den omgivende by. Der er mange ting i den her gryde, der skal tænkes sammen, siger Bent Madsen.
Også i Aarhus er der lagt en plan for fjernelse af almene familieboliger. Fem boligblokke med 300 boliger i Gellerup-området er allerede blevet jævnet med jorden.
Før sommerferien meldte Aarhus Kommune ud, at yderligere 12 boligblokke med op mod 1000 boliger skal fjernes.
/ritzau/
Om skribenten