03. OKT. 2018 KL. 09:28
Fælles protest: Regeringen ødelægger almene boligområder
03. OKT. 2018 KL. 09:28
På Folketingets åbningsdag tirsdag mødte en blandet skare af mennesker op på Bertel Thorvaldsens Plads for at råbe Christiansborg op og sige fra over for blandt andet regeringens planer om at rive almene boliger ned.
Regeringen favoriserer de rige med skattelettelser, mens det nærmest bliver umuligt for mennesker med de mindste indtægter at betale husleje. Sådan lød et af budskaberne i den fælles protest, sat i værk af de sociale bevægelser Næstehjælperne, Jobcentrets Ofre, Månestrålerne og Bekæmp Fattigdom NU.
Utilfredsheden med regeringens planer om at nedbringe antallet af familieboliger med 40 procent i 16 boligområder under titlen ”hårdeste ghettoer” via frasalg og nedrivninger var et af emnerne og bragte sindene i kog på en kold og våd tirsdag aften, hvor omkring 150 danskere var samlet.
Politisk leder Uffe Elbæk, Alternativet, var en af hovedtalerne til aftenens protest med titlen velfærd, lighed og boliger til alle. Han sagde:
”Konsekvenserne af den ghettopolitik, som regeringen fører sammen med fattigdomsreformer, og med det pres, der ligger på folk, der skal på førtidpension og ikke kan få det, og fleksjobbere, der bliver udsat for groteske og urealistiske opkvalificeringsforløb, har tilsammen gjort, at vi har fået et mere ulige samfund.”
Han bliver endnu skarpere, da Fagbladet Boligen fanger ham til en snak:
”Den ghettopakke, som regeringen har gennemført sammen med Socialdemokratiet og andre partier, underminerer hele den forståelse for, at vi skal have et lige og solidarisk samfund. Jeg ser det som en start på nedlæggelse af den almene boligsektor, og samtidig vil det få konsekvenser for en hel masse mennesker, som nu skal finde et andet sted at bo, når man river dele af bygningerne ned.”
Også Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, deltog i protesten. Hun fastslog, at løsningen på udsatte boligområder ikke ligger i at rive boligblokke ned, men at hjælpe de folk, der bor der, til en bedre tilværelse.
”Fem førtidspensionister skal ikke afgøre, om der er en fremtid for de beboere, der ønsker at bo et bestemt sted. Jeg er enig i, at vi skal have blandede boligområder. Løsningen ligger i at bygge flere almene boliger i de rige områder,” understregede hun.
Om skribenten