19. NOV. 2018 KL. 08:58

Ghettoplan tvinger kommuner til at rive boliger ned

finlandsparken-071.jpg

Finlandsparken i Vejle, har over de seneste 12 år brugt 433 millioner kroner på renoveringer. Foto: Simon Jeppesen

Ghettoplan kan betyde, at boliger renoveret for mange millioner rives ned, vurderer Danmarks Almene Boliger.

Regeringens ghettoplan tvinger boligforeninger til at rive boliger ned. Boliger, der i nogle tilfælde er postet millioner i at renovere inden for de seneste år. Det skriver Kristeligt Dagblad baseret på en analyse fra interesseforeningen Danmarks Almene Boliger.

"Det er virkelig en dyr strategi. Men det, der er mest fortvivlende, er, at man ikke havde gjort sig den ulejlighed at høre evalueringer fra Landsbyggefondens indsatser, der løbende evaluerer, hvad der virker, og hvad der ikke virker." 

"Men politikerne besluttede bare skråsikkert, at nu river vi skidtet ned," siger Hans Thor Andersen, forskningschef på Aalborg Universitet til Kristeligt Dagblad.

Ifølge Danmarks Almene Boligers analyse betyder de nye regler, at ni mindre omtalte ghettoområder i Holbæk, Slagelse, Esbjerg, Fredericia, Kolding, Vejle og Horsens skal nedbringe andelen af lejeboliger til 40 procent.

"Der bor 16.000 mennesker i de ni områder. Vores analyse viser, at de er på ghettolisten, fordi de tilsammen har 500 for mange uden for arbejdsmarkedet og 17 for mange dømte," siger direktør i BL - Danmarks Almene Boliger Bent Madsen til Kristeligt Dagblad.

60 procent af boligerne skal være privatejede, ungdomsboliger eller ældreboliger.

"Vores analyse viser, at det er svært at lave ungdomsboliger, fordi mange unge flytter til større byer."

"Ældreboliger er der heller ikke det store behov for, og private investorer har ikke interesse i at investere i områderne. Dermed peger pilen på nedrivning af hundredvis af lejligheder, der i mange tilfælde er nyrenoverede," siger Bent Madsen.

Et af områderne, Finlandsparken i Vejle, har over de seneste 12 år brugt 433 millioner kroner på renoveringer.

"I yderste konsekvens risikerer vi at skulle sælge eller nedrive 317 nyrenoverede boliger med omkring 970 beboere." 

"Det er fuldstændig ude i hampen, og vi kan slet ikke finde nye boliger til 970 mennesker," siger formanden for Arbejderbevægelsens Andelsboligforening i Vejle, Helge Andersen, til Kristeligt Dagblad.

Ghettoplanen blev stemt igennem af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF.

"Jeg er ked af, hvis man starter med at nævne bulldozeren. Vi har først og fremmest været interesserede i at sikre blandede boligområder," siger SF's boligordfører, Kirsten Normann Andersen, til Kristeligt Dagblad. 

Læs også: Hvem står på ghettolisten?

/ritzau/

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste