21. NOV. 2018 KL. 12:00
Boligselskab mangler svar omkring ’ghettopakke’
21. NOV. 2018 KL. 12:00
Regeringens parallelsamfundspakke, som behandles nu i Folketinget, har fået organisationsbestyrelsen i boligselskabet fsb til at komme med en kommentar på boligselskabets hjemmeside. Fsb udlejer mere end 12.000 boliger i København.
I brevet på hjemmesiden lyder det:
Spørgsmålene hober sig op, men de mangler alle sammen fornuftige gennemtænkte svar, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Man må derfor konkludere, at der dybest set er et korstog i gang fra de fleste af Folketingets partier – et angreb rettet mod den almene sektor.
Hvordan kan man overhovedet tænke på at rive gode, velholdte og attraktive almene boliger ned eller sælge dem til private investorer, når der ikke er en reel plan for, hvad man vil gøre med de mennesker, der risikerer at miste deres hjem?
Hvordan kan man nøjes med at henvise til genhusning, når der ikke er nok boliger at genhuse i her i København, men kilometerlange ventelister til almene boliger?
Hvordan kan man sige, at så må man bygge flere almene boliger, når der kun er få og dyre grunde tilbage i København at bygge på? Og hvor huslejen af samme grund bliver for høj for mange.
Hvorfor opererer man med ghettolister, der er skabt på forkerte og gamle tal, og hvor det kun er få personer (ofte 1-5 personer), der afgør, om et område med flere tusinde beboere kommer på listen eller ej, og hvor truslen om at miste sit hjem kan blive virkelighed?
Om skribenten
Seneste Artikel
Søg midler til projekter for unge i boligområder