20. NOV. 2018 KL. 15:11
Andenbehandling slut – 40-procentregel forventes vedtaget torsdag
20. NOV. 2018 KL. 15:11
Mindretal i Folketinget foreslog i dag at udskyde 40-procentreglen, men blev nedstemt.
I dag andenbehandlede Folketinget den del af regeringens lovpakke mod parallelsamfund, der indeholder forslaget om den såkaldte 40-procentregel. Den betyder, at såkaldt hårde ghettoer skal reducere andelen af familieboliger i området til højst 40 procent i 2030.
Søren Egge Rasmussen forsøgte at få forslaget om 40-procentreglen tilbage i udvalget.
Folketingets politikere sendte forslaget stort set uændret videre til tredjebehandling torsdag, hvor det forventes vedtaget.
Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten, indledte mødet med at foreslå at sende lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling. Han tog udgangspunkt i den politiske tillægsaftale, der fredag blev indgået imellem lovpakkens forligspartnere, og som blev vedtaget på dagens møde i salen. Den giver visse dispensationsmuligheder for, at boligområder, der ikke opfylder ghettokriteriet for dømte og har færre end 2.100 beboere, kan nøjes med at reducere andelen af familieboliger, så de højest udgør 50-60 procent af områdets boliger.
Mangler saglig begrundelse
”Hvad er den saglige og faglige begrundelse for, at man lægger snittet lige omkring 2.100 beboere? Det har jeg ikke kunnet læse ud af den betænkning, som er blevet delt rundt inden for det sidste døgn. Man kan også forestille sig mange andre muligheder for dispensationsmuligheder,” sagde Søren Egge Rasmussen og mente, der var grund til at se på lovforslaget i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget igen.
Forslaget opnåede på talerstolen støtte fra Rasmus Helveg Petersen fra det Radikale Venstre.
Partierne, der har indgået aftalen, var ikke enige i det hensigtsmæssige i at udsætte tredjebehandlingen, for at udvalget skulle have tid til at behandle forslaget.
”Jeg mener ikke, der er tidsmæssigt belæg for at udsætte den her sag. Jeg har forstået på ministeren, at det faktisk ikke er muligt at gennemføre en ny behandling. Vi skal have nye ghettolister den 1. december,” sagde Liberal Alliances ordfører Villum Christensen, der i debatten repræsenterede regeringen og de tre aftalepartier.
Forslaget om en udsættelse af tredjebehandlingen, med henblik på fornyet udvalgsbehandling, blev afvist med 84 stemmer mod 17, som stemte for.
Om skribenten