16. MAR. 2018 KL. 10:52

Styrker politiindsatsen på Stengårdsvej i Esbjerg

indbrud_rigspolitiet.jpg

Rigspolitiet

Målet med opgraderingen fra to til fire betjente er ifølge Lars Bjerregaard, vicepolitidirektør i Syd- og Sønderjyllands Politi, at være mere synligt til stede i det udsatte boligområde Stengårdsvej. Her er ordensmagten rykket ind i det nye bydelshus Krydset. Nærpolitistationen er opgraderet fra to til fire politibetjente, som kommer helt tæt på husets brugere, heriblandt fritidsklub, børnehave og øvrige borgere.

”Vi vil gerne være mere synlige. Vi går og cykler rundt i området. Og med et kontor i Krydset kommer vi endnu tættere på borgerne, end vi har været tidligere, hvor vi havde kontor i en lejlighed på Stengårdsvej. Nu ligger vi lige midt i det hele, hvor folk færdes. Desuden bliver vi med den nye placering en del af samarbejdet med flere forskellige institutioner, som har lokaler i bydelshuset, bl.a. fritidsklubbens børn, unge og ansatte,” siger vicepolitidirektøren Lars Bjerregaard.

En konflikt imellem to rivaliserende bander i området har nærpolitiets opmærksomhed, ligeså den kriminalitetsforebyggende indsats.

”Vi har et godt SSP-samarbejde med Esbjerg Kommune, og det fortsætter naturligvis. Det er mit indtryk, at borgerne værdsætter nærpolitiets indsats. Der har været enkelte episoder, hvor unge ballademagere har gjort det svært for politi og andre offentlige myndigheder at arbejde i området, men de er blevet godt og hurtigt håndteret via SSP-samarbejdet,” siger Lars Bjerregaard.

Tillidsfuldt forhold

SSP-leder i Esbjerg Kommune, Steen Bach, er overbevist om, at nærpolitiets placering i Krydset vil gøre en forskel.

”Børn og unge kommer til at støde på betjentene, som nogle af dem synes ser drastiske ud med skudsikker vest og pistol, endda farlige, men når de så lærer dem at kende, er det jo bare Rasmus og Niels. Synligheden vil give et afslappet og tillidsfuldt forhold, hvor det bliver lettere at henvende sig, når der sker en hændelse,” siger SSP-lederen.

Han fremhæver fordelene ved at have flere instanser samlet under et tag. Især når det gælder den tidlige kriminalitetsforebyggende indsats.

”Politi og medarbejdere i fx fritidsklub og børnehave bliver dus, drikker en kop kaffe sammen, hvilket gør det nemt at henvende sig til hinanden. Jeg tror, at vi kommer til at bruge hinandens kompetencer i langt højere grad,” siger Steen Bach.


Der bliver holdt øje

Siden fritidsklubben flyttede ind i Krydset, har den fået 100 nye medlemmer. Klubben er blevet kontingentfri og dermed mere attraktiv for økonomisk trængte familier. Steen Bach hilser initiativet meget velkommen. For det første fordi børn og unge kommer ind i et positivt fællesskab, dernæst fordi der bliver holdt øje med dem.

”I forhold til de voksne gangstere i 20´erne gør de nye tiltag herude nok ikke den store forskel, men i forhold til rekruttering af nye bandemedlemmer vil opgraderingen af politiet gøre en stor forskel,” mener han.

Eneste lille hjertesuk handler om, hvorvidt nærpolitiet nu også bliver mærkbart mere synligt i området, end det i perioder har været tidligere.

”Andre opgaver, fx grænsebevogtningen, har indimellem gjort, at politiet ikke har kunnet være så meget til stede på Stengårdsvej. Beboerne skal have oplevelsen af, at de er her. Al erfaring viser, at et synligt politi lægger en dæmper på den hårde kriminelle kerne,” siger Steen Bach.

God dialog

Egon Hansen, formand for Stengårdsvej afdeling 13, er glad for udsigten til mere politi og en mere synlig politiindsats i området.

”Øget synlighed skaber tryghed blandt beboerne. Nogle beboere med udenlandsk baggrund har været bange for politiet, men den angst forsvinder, når de lærer politifolkene at kende,” siger han.

Han tilføjer, at samarbejdet med politiet er godt.

”Jeg har været formand siden 1990, og i de seneste år har jeg oplevet en god udvikling. Politiet er blevet mere åbne, de informerer om, hvad der sker, og hvor langt de er i arbejdet. De kan naturligvis ikke fortælle alt, men vi har en god dialog,” siger Egon Hansen.  

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste