22. MAR. 2018 KL. 14:30
Små, billige boliger i Svendborg
22. MAR. 2018 KL. 14:30
Økonomisk pressede beboere efterspørger små, billige boliger. Svendborg Kommune og boligselskaberne er klar til at imødekomme behovet.
Illustration: RAMBØLL, domea.dk og BSB Svendborg
Desværre. Her er ingen ledige boliger. Sådan lyder beskeden til de boligsøgende i Svendborg Kommune lige for tiden. Særligt de små, billige boliger er i høj kurs. Det fortæller konsulent Jan Carlsson, direktionssekretariat i Svendborg Kommune.
”Vores socialrådgivere melder om et klart og tydeligt behov for billige boliger. Kontanthjælps- og integrationsreformen har betydet, at folk har færre penge at bo for. Der er mange, der kun har råd til en husleje på 3.000 kroner,” fortæller han.
Og der er godt nyt til de mange boligsøgende. I løbet af de kommende år bygger Domea, Svendborg Andels-Boligforening og Fyns Almennyttige Boligselskab tilsammen 300 almene familieboliger i Svendborg og Stenstrup. Hvoraf 90 er små, billige boliger.
Jan Carlsson fortæller, at kommunen tilbage i 2016 fik tilskud fra staten til at bygge billige boliger.
”Dengang var det meningen, at det skulle være boliger til flygtninge. Der var en nedsættelse af det kommunale indskud på de første 40 kvadratmeter pr. bolig. Og det sagde vi haps til. Nu kommer der ikke så mange flygtninge mere. Men dem, vi har, skal flyttes fra midlertidige til permanente boliger. Og anviser vi flygtninge til permanente boliger, der er dyrere end de midlertidige boliger, skal vi selv betale forskellen. Og det giver os også et incitiment til at gøre noget,” fortæller han.
De små, billige boliger bliver fordelt på syv afdelinger for at sikre en blandet beboersammensætning.
Hen imod slutningen af 2018 går de mange byggerier i gang. Det gælder blandt andet projekter i Pjentemøllestræde, på Gyldenbjergvej, Søkildevej og Morten Peders Vej i Stenstrup. De omkring 300 nye almene familieboliger kommer formentlig til at stå færdige i 2019 og 2020.
Om skribenten