05. MAR. 2018 KL. 00:00
Seniorerne ved selv bedst, hvad der virker for dem
05. MAR. 2018 KL. 00:00
Ældre beboere i to almene boligafdelinger i Sydhavnen i København har været aktive medskabere af forbedringer på deres respektive udeareal.
Udearealet ved almene boligafdelinger kan med fordel formes med henblik på at fremme sundheden. Tilgængelighed har stor betydning for, om folk bliver tilskyndet til at røre sig, viser nyere forskning om fysisk aktivitet og sundhed. Jo lettere det er at komme fra ikke-aktiv til aktiv, desto mere fysisk aktivitet.
Tilmed er det muligt at give et sundhedsmæssigt løft i kraft af ude-arealet. Tal fra Danmarks Statistik viser, at beboere i almene boligområder har en ringere sundhedstilstand end folk i andre boligtyper.
”Tæt på boligen er det bedste sted. Det gør en forskel, at man kan se stedet, og at man kan se, at andre bruger det,” siger professor Jens Troelsen vfra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, som selv bidrager til denne forskning. Hans speciale er at undersøge, hvordan fysisk aktivitet i højere grad kan integreres i vores dagligdag.
Jens Troelsen oplyser, at udearealer giver masser af plads til at arbejde med aktivitetsfremmende initiativer. Han henviser her til egne undersøgelser af uderum i blandt andet boligafdelingen Stengårdsvej i Esbjerg og i Brøndby på Københavns Vestegn.
Motivation er et nøgleord i aktiveringen, mener idrætsprofessoren. Det er ikke nok at stille udstyr op på udearealet og forvente, at så sker der noget. I værste fald kan udstyret blive symbol på en fejlslagen fremgangsmåde.
”Man skal tage ud-gangspunkt i beboernes behov og ønsker. Det er dem, der forvalter udearealet, som ikke kun er et geografisk sted, men et levested,” siger Jens Troelsen og opfordrer til at sætte et lavt ambitionsniveau til en start. Det er vigtigt at opnå engagement.
”Succeskriteriet er, at folk kommer ud af lejlighederne.”
Foruden at højne den fysiske helbredstilstand er det dokumenteret, at bevægelse i grønne omgivelser medvirker til at forbedre den mentale sundhed.
ET SPÆNDENDE LANDSKAB
Sven-Åge Westphalen er konsulent i Friluftsrådet. Han er meget optaget af at gøre almene boligområder til et spændende landskab.
”Udearealet skal være aktivt appellerende og varieret,” siger han.
Hvad der kan gøre forskellen er at lave noget af arealet kuperet (”så er der også en kælkebakke til om vinteren”), plante træer til at klatre i, buske og anden bevoksning, så det bliver lidt vildt, uden at overblikket forsvinder, lave bække og små søer, som giver ro, og for eksempel etablere ”junglestier”. Apropos stier foreslår han desuden at anlægge gennemgående stier og også gerne stier, der fører ud i naturområder i nærheden.
Sven-Åge Westphalen erindrer om, at BL er medlem af Friluftsrådet, og at almene boligorganisationer er velkomne til at søge råd hos Friluftsrådet ved anlæg eller renovering af udearealer.
TÆNK I MANGFOLDIGHED!
Astrid Bruus Thomsen har som programchef i Realdania stået bag kampagnen Det gode boligliv, der inkluderer udelivet i almene boligorganisationer. Hun har hæftet sig ved en række egenskaber ved faciliteterne, der fremmer beboernes brug af udearealet.
”Udstyret skal helst være lidt udfordrende. Det behøver ikke at være åbenlyst, hvordan det anvendes. Nysgerrighed er med til at trække folk til,” siger Astrid Bruus Thomsen.
Udfordringer i landskabet er også godt. Man kan lave smutveje og omveje, for eksempel en skrænt, der skal bestiges, foreslår hun.
Desuden skal der være flere typer af opholdssteder. Ja, hun opfordrer i det hele taget til at tænke i mangfoldighed.
”Mennesker er forskellige, så der skal være en variation i faciliteterne for at ramme mangfoldigt,” siger Astrid Bruus Thomsen.
Også hun opfordrer til at involvere beboerne i hele processen med at forvandle udearealet for at ”sikre efterspørgsel” på faciliteterne bagefter og ejerskab til dem.
Fagbladet Boligen nr. 2 - 2018
Sektion 2
Om skribenten