Parallelsamfund

Siden statsministeren skød 2018 i gang med sin nytårstale, har årets politiske ord været ”parallelsamfund”. Stort set alle politikere har været på banen, mediedækningen har været massiv, og den almene sektor har haft meget taletid i både avisspalter og i de elektroniske medier. Debatten har til tider strittet en del, men samlet vurderet har det faktisk været ganske nuanceret. De store aviser, som fx Berlingske, har haft grundige artikler om vores udsatte boligområder, og også i tv og radio har der været velfunderede historier om, at det de seneste år virkelig er gået fremad i de udsatte områder – men at der samtidig også fortsat er et godt stykke vej.

Undervejs har borgmestre med forskelligt politisk ståsted været ude at sige, at Christiansborgs debat om parallelsamfund var unødvendig. De mente alle, at de allerede er på rette vej og har de rette instrumenter, og at talen om parallelsamfund stempler boligområderne og dermed gør arbejdet vanskeligere.

Det er ganske korrekt, at stempling af boligområder er skadelig, men intet tyder dog på, at Christiansborg vil stikke piben ind. Vi har da også over for politikerne sat fokus på en række ting, som vi gerne vil have gjort noget ved. Blandt andet at vejen fra vedtaget helhedsplan til realisering skal være kortere. Indgreb overfor få, men stærkt utryghedsskabende kriminelle, skal ske effektivt til gavn for naboerne. ”Landbetjenten” skal tilbage. Udsættelsessager skal kunne afgøres langt hur­tigere end i dag, uden retssikkerheden sættes over styr. Vi har også hilst forslag om styrkelse af børnenes skolegang og forældrenes beskæftigelse velkommen.

Derimod har vi advaret klart imod ”matrikel-lovgivning”, hvor man ikke er lige for loven, som det skete med den ny lov om familiesammenføringer. Uagtet indholdet af de nye regler er det uacceptabelt, at den ny lov er udformet sådan, at 40 boligområder er på en ny liste, hvor beboerne har færre rettigheder. Får vi yderligere matrikel-baseret lovgivning i et parallelsamfundsudspil, kan det give bagslag. Vi risikerer så, at ressourcestærke ikke vil flytte ind, og at eksterne investorer mister interessen for vores områder.

Det vil være et alvorligt tilbageslag, nu hvor det er lykkedes for boligorganisationerne at lave turnarounds, hvor private investorer fx har bygget i Aalborg Øst, er i gang i Gellerup og står på spring i Tingbjerg. Vi taler måske om flere tusind private boliger i støbeskeen. Den positive udvikling må ikke ødelægges af uigennemtænkte lovgivningsinitiativer.

Vi advarer også imod politiske markeringer om nedrivninger, fordi nogle øjensynlig på den måde vil tvinge nogle beboere ud af områderne. Det er dog helt misforstået. Hver år nedrives flere hundrede almene boliger også som led i ny byplanlægning, vejforbindelser m.v. i udsatte områder. Men det sker ud fra en samlet lokal bymæssig vurdering.

I nytårstalen lagde statsministeren vægt på, at der skal være tale om ”et kirurgisk snit”. Det er vi enige i. Vi har ikke brug for symbolpolitik. Vi har brug for konkrete initiativer til konkrete problemer. 

Fagbladet Boligen 2 - 2018