15. MAR. 2018 KL. 09:18
Direktør: Urimeligt at sende regning for parallelsamfund videre til almene beboere
15. MAR. 2018 KL. 09:18
Parallelsamfund er et samfundsproblem, der skal løses af samfundet og ikke kun af almene beboere, understreger direktør Thomas Holluf, Domea.
Parallelsamfund er et samfundsproblem, der skal løses af samfundet og ikke kun af almene beboere, understreger direktør Thomas Holluf, Domea.
Står det til regeringen, skal dele af parallelsamfundsudspillet betales af lejernes opsparede midler i Landsbyggefonden. Helt præcis vil regeringen hive 12 milliarder kroner ud af fonden. Og det betyder, at beboere uden for udsatte boligområder risikerer at gå glip af renovering af blandt andet rådne og utætte vinduer og skimmelsvamp, på trods af at de har sparet op til det over huslejen.
Direktør Thomas Holluf, Domea, kalder det for ”helt hen i skoven” og ”urimeligt”, at regeringen forventer, at almene beboere skal betale regningen, når udfordringer med parallelsamfund i virkeligheden er alles problem.
Foto: Jacob Ljørring
”Regeringen har erkendt, at vi har en udfordring med parallelsamfund. Og ja, der skal gøres noget. Men ikke alle udfordringer i de udsatte boligområder kan løses med tvang,” lyder det fra en bekymret direktør, der havde set frem til, at regeringen kom med holdbare løsninger til udfordringen.
Sats på de unge
Thomas Holluf ærgrer sig især over italesættelsen af de udsatte boligområder.
”Vi skal huske, at vi taler om mennesker og menneskers hjem. Og fordi de bor i et udsat boligområde, berettiger det ikke samfundet til at tale de boligområder ned. De giver udtryk for, at det er en andenrangstype mennesker, der bor i områderne. Det strider imod mine personlige værdier. Jeg tror ikke, vi får noget godt ud af den slags tale. Det er en stigmatisering,” understreger han.
I stedet mener han, at samfundet skal satse på de unge og investere i dem. Thomas Holluf har selv været mentor for Mind Your Own Business, som hjælper unge i udsatte boligområder med at etablere en mikrovirksomhed.
”Man skal møde de unge i øjenhøjde med nogle professionelle og voksne krav. Mine erfaringer er, at når de unge kommer ind i en professionel verden i en voksen til voksen-relation, oplever jeg nogle unge mennesker, der begynder at reflektere over deres egen adfærd. De begynder at forstå sammenhængende. De kommer tilbage og fortæller mig, at de har øget selvtillid og selvværd. I skolen får de at vide, at de er blevet selvsikre og modne og er mere reflekterende over, hvad der skal til for at blive en succes,” fortæller han.
Thomas Holluf opfordrer til, at man fremmer en ledelsesmæssig tilgang til de unge, hvor man får det gode og positive frem.
”Hvis man har en tilgang, hvor man hele tiden stikker til folk og fortæller dem, hvad de ikke er gode til, og pakker dem ind i vat uden at stille krav, og siger hvor er det synd, så får man aldrig potentialet udviklet".
Om skribenten