Det almenes glemte luksus: 66 lejligheder i København NV

Dortheavej, i nordvestkvarteret i København, løber igennem et urbant landskab under forvandling med nye bygninger, der skyder op, mens andre venter på bulldozeren. I dette agiterede landskab er det byggeri, tegnestuen BIG har tegnet for Lejerbo, let at få øje på med sin lange buede form og beklædning af træ og glas i et ellers udelukkende murstensmiljø. Den legesyge tilgang (typisk for denne tegnestues projekter) kommer her til syne igennem den ligefremme, barnlige stabling af træbokse oven på hinanden.
Imod vest, i slutningen af den buede randbebyggelse, er det som om, barnet er kommet til at kede sig og har mistet interessen, og boksene smuldrer ned, fra fem etager til en, efterladende den lange mur uafsluttet.

Facadens modulære karakter kommer dog aldrig til at virke ensformig, selvom den samme bygningsboks gentages hele vejen igennem. Træets varme og skiftende farve, der langsomt vil blive grå, og den buede udformning gør bygningen interessant og dynamisk.

Men der er mere end leg i denne gestus. Midt på buen løfter bygningen op i sin nederdel, og igennem tre åbne porte tillades et kig og passage ind i gården. På den måde fremstår den lange mur porøs og tillader, at byens vejforløb genforbindes. Men buen skaber også muligheder for et spændende fællesrum, en forplads imod gaden. Et generøst åndehul af den slags, vores gader mangler, fordi det altid står sidst på bygherrens ønskeliste.
Denne konkave forplads har sit modpunkt i den ”oppustede mave”, der animerer den ret store gårdhave. I den oprindelige lokalplan for denne grund, hvor Dong engang havde et lager, blev det overvejet at underopdele grunden i to mindre karréer. Men med det nuværende projekt deler de nye tilflyttere masser af lys og plads med naboerne imod nord.

Konventioner vs muligheder
Én gang inde i bygningen indser man også, at den modulære gentagelse af træklodser kun er umiddelbar: der er ikke noget generisk eller repetitivt over de mange forskellige lejligheder.

Vi tager trappen op for at se én af dem, en 3-værelses lejlighed på 4. etage. Trapperummet sætter allerede stemningen: det er råt, men rummeligt, og det taler kvalitet frem for økonomi. Gelændere af rustfrit stål, vægge og trapper af beton og neonbelysning. Enkelt og robust. Oppe ved lejligheden lukker vi hoveddøren op lige ind til køkkenalrummet. Vi har gjort os fri af entreen, en praktisk foranstaltning, som nogle ellers finder nyttig: sommetider ønsker vi ikke, at postmanden hilser på familien, mens han scanner hele lejligheden i et glimt. Men vi må lege med og lade som om, vi er i et newyorkerloft – og desuden er postmanden en uddøende race. Døren til denne 100 m2 store lejligheds eneste badeværelse lukker også op lige ind til stuen, en forbrydelse mere imod borgerskabets dekorum, men noget, som jeg på det seneste ofte støder på.
Stuen er mildest talt spektakulær, et stort og lysende rum. Det meget høje loft og det faktum, at begge facader har glas fra gulv til loft, lader lyset og den omgivende atmosfære vælte ind i lejligheden. Selv om loftet viser de nøgne betondæk og synlige ventilationsrør, lykkes det med de hvide vægge, egetræsgulvene og betonens grå farve at opnå en meget behagelig, stille atmosfære, som man kunne kalde nordisk, hvis udtrykket ikke var så udvandet. Stuen strækker sig ud i en generøs terrasse imod syd, hvor udsigten virkelig er storbyagtig, blandt andet til en stor og smuk fabriksbygning, der står tom og klædt i graffiti.

Kompliceret puslespil
Fra stuen fører to trin os imod nattezonen. Her ser vi igen nogle af de uoverensstemmelser, som det komplicerede puslespil af ret mange og meget forskellige lejlighedsplaner kan skabe. God praksis ville have anbefalet at placere det eneste badeværelse her og ikke på den anden side af stuen væk fra soveværelset. Men i stedet er placeret en mellemgang med skabe, der fører til soveværelset. Det er et interessant rum, som med en bredde på to meter har plads til, om ikke et toilet, så i det mindste en lille arbejdsplads, foruden garderobeskabet. Endnu engang må vi konstatere, at nogle gange bliver vi forført af rum, der ikke helt er defineret eller har en klar funktion.

Soveværelset har en normal eller måske endda lavere lofthøjde. Det er udtænkt på en måde, der gør det let at opdele i to separate soveværelser, fordi det har to radiatorer, to sæt lyskontakter og et langt vandret vindue, der kan opdeles i to ved en fremtidig skillevæg.
De to trin, der adskiller os fra stuen, gør en mærkbar forskel – de fremkalder en ændring af stemningen. Vi har trukket os tilbage til et mere komprimeret og intimt rum. Soveværelset bliver en slags niche udskåret i væggen af den store stue. Ved fester vil folk sidde på denne tærskel, og måske trinene også vil indbyde til babyernes første klatreekspedition.

Foruden lejligheden, vi besøger i dag, byder de i alt 66 lejligheder på mange forskellige typer af boliger, både i størrelser og form. Fra studenterboligen på 35 m2 til boligen på 115 m2 med 5 værelser. Der er terrasser i alle lejlighederne, og i stueetagen ligger nogle interessante dupleks. Den mest talrige størrelse er de 3-værelsers lejligheder (33 enheder), og sjovt nok er der kun én, så vidt jeg kan se, ret så ensom studenterlejlighed, den sidste imod vest, hvor bygningen går ned fra fem til én etage.

Det rent og skært nødvendige
Der er i arkitektur en række sandheder, der gentages så ofte, at de er blevet klicheer og derfor har mistet deres slagkraft. En af dem er betydningen af stedet. ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” gentager enhver ejendomsmægler ”ad nauseam”. En anden er: ”Det handler ikke om kvadratmeter, men om rum”.
Den første selvfølgelighed, beliggenheden tillader finjusteringer: kvarterer ændrer sig over tid, som området, vi besøger i dag, viser, og de kan gå fra stigmatiseret til eftertragtede, nogle gange på få år – og omvendt.

Men vigtigheden af rum er en solid sandhed. Der findes en reel luksus, og den ligger i rummet. Det handler ikke altid om dyre materialer og størrelsen, men om de muligheder og den fleksibilitet, som rummet kan tilbyde.

I den kollektive bebyggelse og særligt i den almene sektor vægter arven fra funktionalismens ”existenzminimum” tungt. ”Det ren og skært nødvendige” må være nok, som bjørnen Baloo synger i Junglebogen. Men nogle gange hjælper det at stille spørgsmålstegn ved det mest evidente for at komme videre.

Hvad sker der, hvis lofthøjden for eksempel er meget højere? For det første kommer lyset helt ind, hvis man tillader det. En hems, en stor skulptur, et indendørs tropisk træ, sådanne ting bliver også pludselig mulige eller blot fornøjelsen af rummet. Fordi den åbenlyse forskel, da vi træder ind i en af Dortheavejs boliger, er det mere end 3,50 meter høje loft i stuen, og dét er en stor positiv forskel.

At opnå den rumlige rigdom, som Dortheavej-lejlighederne har inden for det stramme budget, det almene boligbyggeri er underlagt, er langtfra let, og det kræver, foruden en bygherre, der vil lege med (Lejerbo i det her tilfælde), et paradigmeskift. Eller blot et nyt kig på de velkendte, men forsømte sandheder: Vi har brug for rum, ikke bare kvadratmeter.


Fagbladet Boligen nr. 2 - 2018