17. MAR. 2018 KL. 07:39

Agervang sat skakmat af forslaget om højst 40 procent almene familieboliger

20160922-195305-3-1000x666we.jpg

Også Korskærparken er på listen over de mest udsatte boligområder i Danmark. Alt er udlejet og området er velfungerende, siger direktør Finn Muus. Fotograf: Bo Amstrup

Agervang i Holbæk er et af de boligområder, der ikke kan undgå at tabe på regeringens forslag om, at det højest må huse 40 procent almene familieboliger, siger boligsocial projektleder.

 

Det går fremad i Agervang, også kaldet Vangkvarteret i Holbæk.

 

For få år siden opfyldte boligområdet fem af de kriterier, der har givet det en plads på Transport-, Bygnings- og Boligministeriets liste over ghettoområder. I dag opfylder det kun tre, og udviklingen bevæger sig i den rigtige retning på alle tre parametre.

 

Derfor giver regeringens forslag om, at området fremover højest må huse 40 procent almene familieboliger heller ikke mening, lyder det fra områdets boligsociale leder Lis Franciska Jensen, Lejerbo.

 

”Jeg er fuldstændig enig i, at der er udfordringer i de udsatte boligområder, men man løser ikke det enkelte menneskes udfordringer ved at nedrive eller sælge lejlighederne,” siger Lis Franciska Jensen.

 

Se kort over de 16 områder, hvor 40%-reglen vil gælde

 

Nedrivning af gode boliger

Regeringen foreslår i sit udspil ”Ét Danmark uden parallelsamfund” at boligområder, der har stået på ghettolisten i fire år indenfor seks måneder skal lave en konkret plan for, hvordan området kan omdannes, så andelen af familieboliger højest udgør 40 procent af den samlede mængde boliger inden 2030.

Det kan for eksempel ske ved salg, nybyggeri af private boliger, omdannelse af almene familieboliger eller nedrivning.


”Der er ikke plads herude til, at der kan blive bygget flere boliger. Vi har for nylig renoveret for mange millioner kroner, og man er lige ved at installere nye køkkener, så for mig giver det ikke mening at rive de her bygninger ned,” siger Lis Franciska Jensen.


”Vi mangler i den grad billige boliger i Holbæk. Det er et kæmpe problem, så de mennesker, der bor her, ville man ikke kunne genhuse andre steder i kommunen,” tilføjer hun.

 

Salg med social deroute

Hun mener heller ikke, at det er realistisk at sælge en del af boligerne.

”Jeg har svært ved at se, hvem vi skal sælge til. En privat investor, der køber nogle af blokkene og lejer dem ud, vil nok ikke være med til finansiere en boligsocial indsats på samme måde som den almene boligsektor. Og beboerne i den blok har jo stadig de samme sociale problemer og mangler job og uddannelse. Men nu har de ikke længere adgang til den hjælp, de kan få i den boligsociale indsats.”


Hun frygter, at det kunne starte en negativ udvikling.


”Vi ville få nogle områder, hvor den sociale nedadgående deroute bare ville blive endnu værre, fordi der ikke ville være nogen til at hjælpe beboerne,” siger hun.

Det kunne måske være en mulighed at omdanne nogle boliger til ældre- og ungdomsboliger, men det vil kræve nye renoveringer af de allerede renoverede boliger.

 

Handler om job og uddannelse    

Overordnet set har hun svært ved at se, at regeringens mål om, at der højest må være 40 procent almene familieboliger i området, skal styrke den positive udvikling, der allerede er i gang. Kriminaliteten stiger ikke. Trygheden er stabil, og fraflytningsprocenten er lavere end i de øvrige Lejerbo-afdelinger i Holbæk, fortæller hun.


”For mig handler det om at få flere mennesker i job og uddannelse. Det løser jo ikke de menneskers problemer, at vi sender dem andre steder hen,” siger Lis Franciska Jensen

 

Også i Fredericia vil man blive ramt af forslaget, hvor Korskærparken ligger. Korskærparken er blandt andet på listen på grund af lønindtægtsniveauet, men at det ikke er pga. manglende tryghed i området, har direktør Finn Muus tidligere forklaret:

 

"River vi noget ned mangler vi boliger, skal vi sælge dem? Hvordan skal vi tackle det? Selvom regeringen har sagt, at Korskærparken er et af de 16 hårdeste områder, så er det slet ikke det vi oplever. Der er fredligt derude. Beboerne har også fortalt os på møder, at de slet ikke oplever nogen problemer i Korskærparken og føler, at det er trygt at bo der," siger Finn Muus til Fredericia Avisen.

 

 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste