19. JUN. 2018 KL. 15:27
Her er projektet, der er nomineret til RENOVER prisen
19. JUN. 2018 KL. 15:27
De seks nominerede til RENOVER prisen 2018 er fundet. Et almennyttigt boligbyggeri i Ballerup er nomineret.
Hvert år nomineres en lang række renoveringer fra hele landet til RENOVER prisen. I år var der 182 indstillinger til prisen, som uddeles for sjette gang. Og hele spektret er indstillet: modehus, pakhus, parcelhus, boligbyggeri, betonsilo og bondegård.
”Årets indstillede projekter er meget alsidige. Det opleves i de projekter, der er nomineret, hvor vi både har en privat bondegård og et stort mode- og kontorhus. Det er RENOVER prisens formål at fremhæve forbilledlig renovering til inspiration for andre, og man må sige, at årets nominerede projekter har potentiale til at inspirere til mange forskellige renoveringer,” siger Gøsta Knudsen, tidligere stadsarkitekt i Aarhus og formand for nomineringsudvalget.
Det almennyttige boligbyggeri Korngården i Ballerup er blandt de nominerede. Korngården består af fire etagehusblokke opført i 1958.
Byggeskader og forekomst af skimmelsvamp, kombineret med en utidssvarende funktionalitet i boligen har gjort Korngården til et oplagt mål for en gennemgribende og gennemtænkt renovering.
Med støtte fra Landsbyggefonden er der blevet udarbejdet en helhedsplan for bebyggelsen. DOMUS har i samarbejde med DAB, DOMINIA og DAB Landskabsgruppen udarbejdet en gennemgribende helhedsplan for Korngården.
Se her en video fra Korngården i Ballerup:
I betragtningen hos RENOVER prisen står der: “Renoveringen er et eksempel på en helhedsplan der ’kommer hele vejen rundt’. Der er opnået en bæredygtig balance mellem store energibesparelser, reducerede vedligeholdelsesomkostninger og forøget boligkvalitet. En bredspektret løsning der tilgodeser både mennesket, miljøet og pengepungen.”
De nominerede til RENOVER prisen 2018 er:
BONDEGÅRDEN I HAVREHOLM, privat bolig m. erhverv, Hornbæk
KORNGÅRDEN I BALLERUP, almennyttigt boligbyggeri, Ballerup
MULTIKULTURHUSET I SØNDERBORG, kulturhus, Sønderborg
MODERNISERET HOSBYHUS I HERNING, privat bolig, Herning
RØMERHUS I AARHUS, erhverv og shopping, Aarhus
THE SILO I NORDHAVN, luksusboliger og restaurant, København Ø
Det er et valgkollegie bestående af 70 udpegede medlemmer fra branchen, der får det endelige ord. Henover sommeren skal de stemme om, hvilket projekt der skal løbe med titlen som Danmarks bedste renovering 2018 og få en check med sig hjem på 100.000 kr.
Vinderen kåres ved en prisfest den 6. september.
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværk