27. JUN. 2018 KL. 16:00
60 skoler får økonomisk præmie for karakterløft
27. JUN. 2018 KL. 16:00
Stor succes, lyder det fra undervisningsministeren om foreløbige tal fra omstridt skolepulje.
Opdateret med kommentar fra statsministeren nederst. Og en endnu tydeligere understregning af, at der er tale om foreløbige tal i tredje afsnit.
Det var noget af et nybrud i det danske skolevæsen, undervisningsminister Merete Riisager (LA) præsenterede sidste år: Skoler med mange svage elever skulle have en kontant belønning, hvis de løftede det faglige niveau.
En pulje på en halv milliard kroner over tre år blev sat af til formålet. Og onsdag kan Undervisningsministeriet præsentere de første foreløbige resultater:
Ud af de 104 skoler, der sagde ja til at være med, kan de 60 se frem til en kontant præmie på mellem 1,3 og 1,5 millioner kroner. Hvis altså de foreløbige tal holder stik.
- Det ser utrolig flot ud. Det er en stor succes, når så mange skoler klarer at løfte eleverne på den her måde, siger Merete Riisager.
For at få den økonomiske belønning skal skolerne mindske andelen af elever, der får under 4 i gennemsnit i dansk og matematik ved den afsluttende prøve i 9. klasse. Den andel skal falde med fem procentpoint per år.
Da puljen blev oprettet, blev 121 skoler udpeget til at kunne deltage. En del sagde dog nej tak.
Undervisningsministeriet har endnu ikke sikker viden om, om de højere karakterer på de 60 skoler skyldes en særlig målrettet indsats fra skolens side.
Eller om der er tale om, at en årgang tilfældigvis er dygtigere end den foregående. Men Merete Riisager har nogle erfaringer fra de skoler, som har deltaget, som hun fremhæver:
- Skolelederen er gået i front i forhold til at lægge en linje. Lærerne har bakket op. Og mange steder har man også fået forældrene med. Og det ser altså ud til at have gjort en kæmpe forskel.
Spørgsmål: Skolerne belønnes for at løfte andelen af elever, der får mindst 4. Er der så en risiko for, at de fokuserer på dem på bekostning af dem, der er dygtigere?
- Det er altid en balance. Men på de skoler, der er med i skolepuljen, er der særligt mange elever, der har svært ved at nå det basale niveau i dansk og matematik. Det er simpelthen noget, vi skal sætte ind på, siger Riisager.
Det er op til skolerne selv, hvad de vil bruge deres pengepræmie på. Pengene udbetales i slutningen af 2018.
Selv om Riisager er tilfreds med de foreløbige resultater, er det endnu for tidligt at sige, om den omstridte styringsmodel, hvor skoler belønnes økonomisk for at nå bestemte resultater, skal udbredes.
- Det er en ganske bekostelig model. Der er lagt en halv milliard. Pengene er godt givet ud. Men det er nogle ressourcer, der skal findes, siger Riisager.
- Men jeg føler mig overbevist om, at vi vil se rigtig gode resultater på de skoler, der er med. Ikke kun i år ét, men også i årene der kommer.
Riisager er ikke den eneste i regeringen, der glæder sig over de foreløbige tal. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener, at tallene viser, at en målrettet indsats kan rykke børnene.
- Respekt for de skoler og lærere, der har gjort en ekstra indsats for at ruste eleverne til tiden efter folkeskolen, og respekt for alle de unge, der har givet den en ekstra skalle, udtaler Løkke i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
Om skribenten