13. JUL. 2018 KL. 06:40

Ny undersøgelse: Det koster bandekriminelle danskerne

20171112-134342-l_51mb.jpg

Ritzau Scanpix

Den første undersøgelse af sin slags kaster lys over omkostninger til bander og rockere i retsvæsenet.

Bandekriminaliteten har et prisskilt, og det er mindst 315 millioner kroner årligt.

Det viser en opgørelse fra Justitsministeriets Forskningskontor, der for første gang giver et overblik over udvalgte omkostninger til registrerede bandemedlemmer og rockere i det danske retsvæsen i 2016.

Tallet understreger behovet for handling, mener retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

- Det er jo et enormt tal. 315 millioner kroner. Det kunne man have brugt på børn, skoler eller at lægge huller i vejene. Det understreger, at det er vigtigt, at vi fortsætter kampen mod banderne og kriminaliteten, siger han.

Dansk Folkeparti krævede i 2016, at undersøgelsen blev sat i gang.

- Det er vigtigt, at danskerne får syn for sagen. Hvis man kigger på udgifterne i kriminalforsorgen, er en ret stor del drevet af bandekriminalitet. Det synes jeg da, at danskerne skal vide, siger Peter Kofod Poulsen.

Undersøgelsen fokuserer på udvalgte udgifter til registrerede bandemedlemmer i blandt andet fængsler, domstole og politiet samt udgifter til ofre for berigelseskriminalitet.

Men den giver ikke et fuldstændigt billede af de samfundsmæssige omkostninger, mener forsker og kriminolog Nichlas Permin Berger fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Tallet er jo relativt. Er det meget i forhold til hvad? Derudover er der omkostninger for eksempel for ofre, familier og lokalsamfund, der ikke indgår i undersøgelsen, siger han.

- Det er også vigtigt at huske på, at den her viden ikke peger i retning af højere straf, men snarere synliggør potentialet i forebyggelse og tidlig indsats. Senere års tiltag - blandt andet bandepakke III, som regeringen, S og DF stod bag - har mest fokuseret på hårdere straffe. Men blot at sætte bandemedlemmer i de overfyldte danske fængsler kan være at skyde sig selv i foden, forklarer lektor Nichlas Permin Berger.

- Forskning tyder på, at fængsler i det lange løb producerer kriminalitet snarere end at reducere kriminalitet. Når man så spærrer medlemmer af kriminelle grupperinger inde med andre kriminelle, skaber man et stort rekrutteringspotentiale, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

FAKTA: Sådan fordeler udgifter til banderne sig

Bandekriminalitet kostede 315 millioner kroner i det danske retsvæsen i 2016, viser undersøgelse.

En opgørelse fra Justitsministeriets Forskningskontor giver for første gang et overblik over udvalgte omkostninger til registrerede bandemedlemmer og rockere i det danske retsvæsen i 2016.

Her er et overblik:

* Omkostninger forbundet med ofre for berigelseskriminalitet: 4.960.906 kroner.

* Kriminalforsorgens udgifter til styrket bandeexit og mentorordning: 5.085.694 kroner.

* Politiets udgifter til exit-indsatser: 14.430.662 kroner.

* Politiets udgifter til sigtelser: 69.212.046 kroner.

* Anklagemyndighedens udgifter til sigtelser, hvor der tages
    stilling til tiltalerejsning: 24.320.227 kroner.

* Domstolenes udgifter til afgørelser: 10.666.758 kroner.

* Kriminalforsorgens omkostninger til indsættelser: 186.075.379 kroner.

* Samlede omkostninger: 314.751.672 kroner.

* Undersøgelsen tager udgangspunkt i personer, der er registreret som enten
    rockere eller bandemedlemmer i Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED).

* Undersøgelsen baseres primært på registerdata og på oplysninger fra
    Justitsministeriets ressort. Den omhandler ikke bredere effekter af
    bandekriminalitet.

Kilde: Justitsministeriets Forskningskontor

/ritzau/

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste