02. JAN. 2018 KL. 00:00
Leder: Bjørnebanden
02. JAN. 2018 KL. 00:00
De er i familie. Alle ved, de er nogle banditter. De går ofte næsten ens klædt, så man kan kende dem. Hærdede Anders And-bladlæsere tænker måske: Bjørnebanden! Men nej – det er langt alvorligere!
Jeg taler om kriminelle i udsatte byområder. Her begås kriminaliteten typisk af ufattelig få, men de begår ekstremt meget kriminalitet og terroriserer og skaber stor utryghed for resten af beboerne.
I Vollsmose med flere end 9.000 beboere kortlagde politi og kommune, at kriminaliteten var koncentreret om 100 personer, hvoraf en hård kerne på 36 boede i bydelen, og mange havde familiemæssige relationer. På samme måde i Aarhus, hvor en intern ”joke” i Østjyllands politi lyder, at har man styr på seks bestemte familier, så har man styr på kriminaliteten i Gellerup. Et tilsvarende billede er der i andre boligområder.
I dette nummer af Fagbladet Boligen bringes et større Indblik om ”gansterfamilier”, der åbenlyst får lov til at hærge i boligområderne. Da statsministeren i begyndelsen af 2017 besøgte Vollsmose, blev han intetanende budt velkommen af et medlem af en af de ”berømte” familier, nemlig lederen af Black Army.
Politiet, kommunerne og mange andre har kendt til dette absurde tegneserieagtige mønster i mange år. På forsiden af dette blad er en tyve år gammel artikel fra Boligen afbilledet, hvor vi dengang med bekymring beskrev situationen for nogle marginaliserede familier, hvor de unge knægte havde dannet ”Banegårdsbanden” i Odense. Siden er deres kriminelle løbebane kun blevet alvorligere, og storebrødrene har oplært de mindre søskende.
Derfor rettede Venstre og Socialdemokratiet fra Odense Byråd også i 2017 en fælles henvendelse til socialministeren for at få mulighed for at tvangsfjerne mindre søskende fra de kriminelle familier, så oplæringen i den kriminelle løbebane effektivt kan stoppes. Ministeren mente ikke, der var behov for en lovændring.
Her skal vi ikke gøre os kloge på regler om tvangsfjernelse, men vi skal klart og utvetydigt opfordre til, at der nu sættes en effektiv stopper for disse forhærdede kriminelle miljøer. Vi skal nemlig også huske på, at kriminaliteten i de udsatte områder faktisk er nedadgående, og at 95 ud af 100 unge mennesker i disse områder opfører sig ordentligt og klarer sig bedre og bedre i skolen. På den baggrund er det også helt uforståeligt, at medlemmer fra få familier år efter år skal have lov til at terrorisere og skabe utryghed med deres kriminelle adfærd. Hvis der mangler nogle ressourcer eller redskaber i politiets værktøjskasse, så er det på høje tid, at de får dem.
Så kære Søren Pape Poulsen, kan du ikke i arbejdet med at bekæmpe parallelsamfund finde telefonnummeret til Politimester Striks, så ”Bjørnebanden” effektivt stoppes til gavn for de manges tryghed i dagligdagen.
Fagbladet Boligen nr. 1 - 2018
Om skribenten