16. FEB. 2018 KL. 10:47

”RARE OMGIVELSER GIVER RARE MENNESKER”

20180208_bl_landskabsarkitektstuderende_152.jpg

Thomas Arnbo

Internationale studerende i landskabsarkitektur suger indtryk til sig fra en rundtur til almene boligområder i den københavnske omegnskommune Hvidovre.

Søjler af sollys trænger ned mellem træer på en grøn plæne med spredte brune blade plus buske og bed. Det er sidst på formiddagen, og stedet er Bredalsparken i Hvidovre sydvest for København.

Rare omgivelser giver rare mennesker. Jeg ved hjemme fra Kina, at hvis boligblokke ligger meget tæt, føler mange sig klemt, og det kan medvirke til sociale problemer.

Yan Zhuang, landskabsarkitektstuderende

De studerende har forladt undervisningslokalerne på Københavns Universitet for at tage på guidet rundtur til en række almene boligafdelinger i Hvidovre-området. Cirka to tredjedele af de unge er fra andre lande.


”Der er meget grønt uden om boligerne, og det gør udearealerne til et godt grundlag for fællesskaber. Det er fremmende for børns og voksnes trivsel,” konstaterer Yan Zhuang, som kommer fra Kina.

Yan Zhuang, landskabsarkitektstuderende


”Rare omgivelser giver rare mennesker. Jeg ved hjemme fra Kina, at hvis boligblokke ligger meget tæt, føler mange sig klemt, og det kan medvirke til sociale problemer,” siger Yan Zhuang, en høj fyr med briller og sort kasket.

Markante eksempler

Gruppen af landskabsarkitektstuderende er i gang med et tre måneders kursus, der handler om landskaber i almene boligområder ”i fortiden, nutiden og fremtiden.” Nogle af udlændingene er i Danmark et semester, andre tager hele uddannelsen i Danmark.


På den daglange rundtur i Hvidovre-området besøger de cyklende studerende fem almene boligorganisationer eller -afdelinger foruden Bredalsparken, nemlig Strandhavevej, Friheden, Grenhusene, Landhusene og Avedøre Stationsby. Turguiden er Poul Sverrild, chef for Forstadsmuseet i Hvidovre og ekspert i forstædernes urbaniseringshistorie.


Kursets ledere har valgt Hvidovre som destination, fordi området byder på markante eksempler på arkitektur og planer fra 1950’erne, hvor boomet i alment boligbyggeri i Danmark begyndte.

Når det gælder arealerne uden om boligerne, støder de studerende på mange typer på turen – fra parklignende landskaber, hvor bygningerne står frit i det grønne, til pladser, der er tænkt til at samle boliger og beboere.


Svava Riesto, lektor på København Universitet.

”Vi opfordrer de studerende til at være nysgerrige og få øje på den kvalitet, der er på de enkelte steder. De skal gerne lægge mærke til, hvordan landskab og bygninger spiller sammen med henblik på at understøtte det gode liv. Og så undersøger vi, hvordan det enkelte boligområde danner hverdagsrum for mange mennesker i dag,” siger Svava Riesto, en af de kursusansvarlige. Hun er lektor på sektionen for Landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet.

Svava Riesto tilføjer, at flere af de studerende allerede har erfaringer med renovering af almene boligområder i praksis, fordi de har været i praktik på tegnestuer.

Smuk parkbebyggelse

Bredalsparken, hvor gruppen gør holdt lige nu, består af bygninger i tre og fire etager, der er opført i gule sten og med hvide vindues- og altanpartier og tag af gulbrune teglsten. Det er ikke tilfældigt, at Bredalsparken har ”park” i sit navn, for boligerne er omgivet af store grønne områder.


Afdelingen blev i 2008 belønnet med en miljøpris for sit fine arbejde med ”en af landets allersmukkeste parkbebyggelser”.


Simone van den Wiel, landskabsarkitekstuderende

”Man kan se, at landskabet her var tænkt meget enkelt,” siger en af de studerende, Simone van den Wiel, som er fra Holland.


”Det er også tydeligt, at det grønne har forandret sig over tid. Det er blevet en smule mere vildt, uden at den oprindelige idé er gået tabt,” siger Simone van den Wiel, som har trukket en bordeauxfarvet strikhue ned om ørerne i vintervejret, som kun formildes en smule af solskinnet.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2884 )

0

Læseliste