05. DEC. 2018 KL. 10:27

Behov for julehjælp er fortsat på rekordniveau

20151221-205330-pf_51mb.jpg

Jens Dresling

Stadig flere søger hjælp til gaver og mad i julen, og mange familier er mere økonomisk trængte end tidligere.

Ansøgningerne til årets julehjælp er strømmet ind, og foreningerne samler bidrag og donationer ind helt frem til jul for at kunne uddele gavekort og julekurve til så mange ansøgere som muligt.

                     

I Frelsens Hær kan børnefamilier få gavekort til køb af madvarer, og organisationen har i år modtaget lige omkring 11.500 ansøgninger.

                     

”Det ligger stabilt på et rekordniveau, som vi er nået op på de sidste par år. I løbet af 10-15 år er det steget støt, i år 2000 uddelte vi julehjælp for tre millioner kroner, og i år har vi brug for hele otte millioner kroner,” fortæller Lars Lydholm, informationschef i Frelsens Hær.

                     

Sidste år uddelte Frelsens Hær julehjælp til 8.678 familier, og Lars Lydholm regner med, at de i år kan nå ud til imellem 8.500-9.000 børnefamilier.

                     

Også de andre store organisationer er over de 10.000 ansøgninger; Dansk Folkehjælp er endt på 15.231 imod 14.280 sidste år. Røde Kors regner med op til 12.000, organisationens julehjælp administreres lokalt, og det endelige tal kendes først ved juletid.

                     

Også mange mindre hjælpeorganisationer mærker efterspørgslen. Børnesagens Fællesråd har en stor stigning fra omkring 1.800 sidste år til 2.25o ansøgere i år.

                     

”Det afgøres op til jul, hvor mange der kan modtage hjælp fra os, og som det ser ud nu, forventer vi, at det bliver 350, hvor det sidste år var 332,” fortæller sekretariatschef Inge Marie Nielsen.

Flere ramt af kontanthjælpsloftet

De mest trængende vil modtage hjælp, så langt som donationer og bidrag til julehjælpen rækker i hver enkelt organisation.

I Blå Kors har 6.295 søgt om hjælp, hvilket ligger på niveau med sidste år, men stadig er en fordobling siden 2016. I år kan organisationen endda glæde 1.322 familier med hjælp imod 800 sidste år. Det skyldes flere donationer i år.

                     

En af de mindre uddelere er Børnenes Kontor, der uddeler julekurve med mad og gaver til børnefamilier i Københavnsområdet, hvor cirka 4.000 børnefamilier har søgt hjælp, hvilket er dobbelt så mange, som der er donationer til.

                     

”Antallet af ansøgninger er stabilt, men jeg oplever, at familiernes økonomi er forværret væsentligt, især på grund af kontanthjælpsloftet,” siger Trine Hove fra Børnenes Kontor i København.  

                     

”Nogle har nok mistet 2.000-3.000 kroner om måneden, og det er jo meget,” siger hun.

                     

Også i Mødrehjælpen kan man mærke effekt af kontanthjælpsloftet hos de omkring 3.000 familier, der modtager organisationens julehjælp i form af et kontant beløb.

                     

”Vi kan se, at mange er ramt af kontanthjælpsloftet. I vores ansøgning beskriver ansøgerne også sociale hændelser i det forløbne år, og mange er ramt af sygdom, enten hos dem selv eller deres børn, og langvarig sygdom fører ofte til, at man mister sit job,” fortæller Mathilde Torp Carlsen, Mødrehjælpen.

                     

Indsamling hele december

Julehjælpen bygger på donationer og bidrag fra private, virksomheder og fonde, og helt frem til jul kan omfanget af indsamlingerne have betydning for, hvor mange der vil modtage hjælpen.

                     

Røde Kors har indsamling til julehjælp helt frem til jul, og med 800 kroner per julehjælp skal der indsamles 9,6 mio. kroner for at kunne hjælpe de op imod 12.000 familier i år.

                     

I Frelsens Hær skal der otte millioner kroner til – et beløb, som endnu ikke er i hus.

                     

”Sådan er det hvert år i starten af december. I år har jeg allerede bestilt gavekort i Føtex for fem-seks millioner kroner, og vi er helt afhængige af danskernes bidrag,” siger han.

                     

Frelsens Hær er kendt for deres indsamling med sang og musik på gaden, men det er ifølge Lars Lydholm ikke ved at stå at fryse på gaden, at der kommer flest penge ind.

                     

”Men vi oplever helt generelt, at danskerne er meget solidariske ved juletid. Vi får de største bidrag ind på vores hjemmeside, og der hjælper det, at folk har set os på gaden og kommer i tanke om, at de gerne vil støtte os.”

                     

”Og det er også nødvendigt, når behovet for julehjælpen har den størrelse, den har.”

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste