30. AUG. 2018 KL. 16:12
Penge til udsatte børn og psykisk syge

Jonas Olufson / Ritzau Scanpix
30. AUG. 2018 KL. 16:12
Finansminister Kristian Jensen sagde i forbindelse med fremlæggelsen af finansloven, at regeringen i år har prioriteret kernevelfærd.
Regeringens forslag til finanslov blev i dag præsenteret i Finansministeriet af finansminister Kristian Jensen. Det, regeringen valgte at fremhæve fra det mange hundrede sider store værk, var flere penge til det, ministeren kaldte ”kernevelfærd”. Et område, regeringen ifølge Kristian Jensen vil løfte med 4,2 milliarder kroner i 2019.
Set fra den almene boligsektor er det værd at hæfte sig ved, at det blandt andet handler om flere penge til ældre, bedre forhold for udsatte børn i deres første 1.000 dage og bedre psykiatri.
Samtidig vil regeringen investere massivt i danskernes sundhed og vil i efteråret præsentere et stort sundhedsudspil med fokus på blandt andet at rykke behandlingen tættere på patienten.
”Dansk økonomi er sund, pengene passer, og vi passer godt på dem. derfor kan regeringen prioritere nye initiativer på udvalgte områder. Den sunde økonomi skal bruges til at skabe et endnu mere trygt og nært Danmark, hvor vi investerer i kernevelfærd til børn, unge, voksne og ældre,” sagde Kristian Jensen.
De udsatte børn
Regeringen afsætter ifølge finanslovsforslaget 250 millioner kroner årligt til børn i sårbare og udsatte familier. Pengene skal ifølge finansministeren styrke samspillet imellem dagtilbud, familien og sundhedsplejen. For at nå dette skal der blandt andet ansættes 460 flere uddannede pædagoger til daginstitutioner. Og cirka 2.500 pædagoger og 1.000 dagplejere skal have forbedret deres kompetencer.
Løft til psykiatrien
100 millioner kroner skal årligt afsættes til udvikling af psykiatrien. Hvad der skal ske, er ikke specielt konkret. Men der står blandt andet, at der skal iværksættes målrettede initiativer til borgere med de sværeste psykiske lidelser, som kan forebygge tvangsindlæggelser og nedbringe brugen af tvang i behandlingen
Finansministeren fremhævede derudover, at regeringen ud over de 100 millioner har prioriteret yderligere 200 millioner til psykiatrien i økonomiaftalen med kommunerne for 2019.
Derudover indeholder finansloven penge til en række områder, som der i foråret blev indgået politiske aftaler om. Herunder Energiaftale, Forsvarsforlig 2018-2023 med mere Af særlig interesse for de almene boligorganisationer og almene beboere er aftalen om parallelsamfund og reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet samt Indfødsretsaftale og Medieaftale.
Om skribenten

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Tiltalte i sag om Østjysk Bolig får fængselsstrafRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Tiltalte i sag om Østjysk Bolig får fængselsstraf