09. OKT. 2017 KL. 12:50

Indblik: Den dyreste lakseside

vicevã-rt-john-wehner-hansen.jpg

Helene Bagger

Slut med gratis gaver til viceværterne, efter driften blev moderniseret og indkøbene centraliseret i boligselskabet B45.

Da viceværterne, der nu har fået titlen servicemedarbejdere, ryddede op i kælderrum i boligselskabet B45’s forskellige afdelinger, fandt de blandt andet 10 kubikmeter gamle lyskilder i form af lysstofrør og elpærer. Herunder tre kasser med lysstofrør, som Knud Jørgen engang havde fået på tilbud. Ingen vidste, hvor de kunne bruges – og Knud Jørgen var holdt op otte år forinden. De gamle pærer og rør blev solgt til den nye eneleverandør af lyskilder, Osram, der betalte 50.000 kroner for dem.

B45, der administrerer 1.422 lejligheder i og omkring Grenå, besluttede for nogle år siden at modernisere driften – og blandt andet centralisere indkøbene. Det betyder, at boligselskabet nu har overskud, og at 25 procent af boligerne har fået huslejen sat ned med 100-200 kroner om måneden. Ingen har fået huslejestigninger. 

Kun én indkøbschef

Mens der tidligere var 11 viceværter, der hver især havde ret til at købe ind, ligger den kompetence nu hos servicelederen, og indkøbene har været sendt i udbud, så der kun bliver købt ind hos ganske få leverandører. Nogle af dem tilbyder desuden den service, at varerne bliver leveret, så servicemedarbejderne ikke skal bruge tid på at købe søm, skruer, elpærer, blandingsbatterier og toiletter. Disse varer leveres til boligselskabet, når grossisten alligevel skal levere hos sine forhandlere – og ofte kan varerne leveres samme dag, som de bliver bestilt.  

Det er klart, at vi har kunnet forhandle os til bedre priser, når vi køber det hele ét sted,” siger driftschef Bjarne Bøhl.  Men en stor besparelse ligger også i, at servicemedarbejderne ikke skal bruge tid på at købe varerne.

”Mange leverandører havde altid rundstykker og kaffe fredag morgen,” fortæller han.

Så var det jo hyggeligt at foretage sine indkøb på det tidspunkt, ligesom det var fristende at foretage indkøb, når en leverandør kiggede forbi med en pose rundstykker og en række gode tilbud,” fortsætter han. 

Den slags kan ikke længere forekomme, og Bjarne Bøhl bruger en god, jysk underdrivelse, når han fortæller, at det var en udfordring at ændre virksomhedskulturen. 

”Det er det altid, når man laver vaner om,” siger han og tilføjer, at det var logisk at gøre det.  ”Det er jo heller ikke er tømrersvenden, der beslutter, hvilke brædder der skal købes.”

Dyre gaver 

Historierne om rødvin i julegaver til dem, der havde ansvaret for indkøbene før i tiden, har han også hørt og konstaterer, at gratis laks og rødvin sikkert er de dyreste varer, der er forekommet.

”Og medarbejderne skal ikke have julegaver for lejernes penge,” erklærer han. 

”Men det er selvfølgelig rigtigt, at viceværterne synes, vi har taget noget handlefrihed fra dem,” indrømmer han.  Han siger også, at han lige har haft MUS-samtaler, og medarbejderne er glade for den nye arbejdsplads, de har fået. Et par af de gamle viceværter har dog skiftet arbejde, og andre er gået på efterløn.

Morgenmad 

Medarbejderne behøver ikke at savne de hyggelige rundstyk-sammenkomster hos leverandørerne, for i stedet holder boligselskabet medarbejdermøde med fælles morgenkaffe og rundstykker hver fredag morgen. Driften er samlet på et sted, og herfra arbejder de alle, og her samles de til frokost hver dag. Det ligger i tilknytning til administrationen, så kommunikationen imellem de to parter er samtidig blevet lettere. 

Opmålt lejlighed

Den største besparelse opnår boligselskabet på malerarbejde ved istandsættelse af flyttelejligheder. En investering på 1,5 millioner kroner på at få lejlighederne målt op blev tjent hjem på to år, fordi man nu ved, præcis hvor mange kvadratmeter væg og hvor mange meter lister der skal males i hver lejlighed.

”Vi har en klar fordel af, at risikoen er overgået til malermesteren, for så er det ham, der har ansvaret for, om hans ansatte er effektive og udfører arbejdet på den bedst tænkelige måde,” siger direktør Anders Lisvad.

Han nævner, at malermesteren også er glad for det nye system, da det har givet ham mulighed for at optimere sin forretning, og dermed er det jo en win-win. 

Lejere, der har misligholdt deres bolig, får dog fortsat en større regning end dem, der har passet på, ligesom en lejlighed, der har været beboet af en ryger, er dyrere at istandsætte end en ikke-rygers.    

Bedre kvalitet sparer penge

Indkøbsordningen er kun et halvt år gammel, så det er endnu ikke gjort op, hvor store besparelser den har givet, og nogen præcis opgørelse forventer de ikke. Det skyldes blandt andet, at de ofte køber varer af en bedre kvalitet end før. 

”Vi har eksempelvis besluttet at købe lyskilder i professionel kvalitet. De koster mere,” forklarer Anders Lisvad.

”Til gengæld holder de måske fem år i stedet for ét år, og hvis man indregner en medarbejders arbejdstid på at skifte en udendørs pære, kan det godt løbe op i 350 kroner inklusive transporttid. 

Ingen udlicitering

Bjarne Bøhl understreger, at det fortsat er lokale firmaer, der leverer varerne. Det er han glad for, for han vil gerne støtte de lokale, selv om prisen er det afgørende parameter. Han fremhæver også, at boligselskabet hverken har overvejet – eller truet med – at udlicitere arbejdet. Når der er brug for ekstra mandskab til at rydde sne eller klippe hæk, bliver det tilkaldt fra en lokal entreprenør, men de har bemanding til at klare 90 procent af arbejdet selv.  

Kældrenes hyggelige huler med depoter af varer er afskaffet. Der er ikke brug for dem mere – alt bliver bestilt, når der er brug for det, og leveret samme dag. Det betyder også, at der ikke kan ske svind fra de indkøbte varer. Om der har været svind tidligere, har hverken Anders Lisvad eller Bjarne Bøhl bud på. 

Men de er enige om, at man ikke kan optimere på noget, hvis ikke man kender forbruget, så alene at give det opmærksomhed betyder noget.


Fagbladet Boligen nr. 10 - 2017

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste