Nyt Rosenhøj smider uniformen

Arkitekter og byplanlæggere har brug for formler og diagrammer til at forstå og forenkle virkeligheden, så de bedre kan tackle den – men nogen gange tager disse redskaber overhånd. I hele Europa, i årtierne efter krigen, fik en ret nådesløs funktionalistisk byplanlægning således mange tilhængere, fx i Tyskland, men også i de kommunistiske lande. I Danmark var indvirkningen ikke så stor, selv om det oprindelige Rosenhøj fra 1968-1972 minder lidt om denne skemalagte funktionalisme. Hvad der fungerer godt på et lager eller i en militærlejr, er mindre heldigt ved udviklingen af et boligkvarter. ”Det gode liv” findes ikke på en formel, der én gang løst blot kan bruges ad libitum.

Rosenhøj var en del af Sydjyllands¬planen (1963-1976) og blev bygget med et elementbyggerisystem kendt som ”Boligforeningernes etagetypehuse”. Arkitekten Børge Kjær, som tegnede Rosenhøj, var hovedpersonen i udviklingen af dette system, der var et modsvar til efterspørgslen efter mere industrialisering og masseproduktion af almene boliger i 1960’erne. Det oprindelige Rosenhøj bestod af 840 boliger, samlet i 27 blokke på fire etager. Boligblokkene var ganske ens, fordelt regulært på tværs af en stor grøn høj. Højen, der dengang lagde navn til Rosenhøj, skrånede ned imod nord og animerede det ellers stive udtryk. Men gamle billeder fra før renoveringen viser tydeligt, at det ikke var nok. Byggeriet var stadig kedeligt, en endeløs gentagelse af den samme betonblok.

Igennem årene har betonen des¬uden taget skade, og der har været problemer med utætte vinduer og tag-kuldebroer. Ud over de fysiske skader, har også de sociale udfordringer – kriminaliteten, beboersammensætningen, arbejdsløs¬heden, osv. – været store og er ofte
nået ud til aviser og tv.

Komplekse situationer kræver komplekse strategier. Det kan være sociale strategier, der inkluderer bebo­ere (borgerinddragelse), økonomiske investeringer, men bestemt også design og arkitektur, som der er fokus på i denne artikel.
 
Mangfoldighed i fællesskabet 
Vi besøger renoveringsprojektet Nyt Rosenhøj på en smuk solskinseftermiddag i oktober. Vi kommer fra havnen, hvor vi har tilbragt morgenen med at besøge ny arkitektur på Aarhus Ø. En ganske stor kontrast. På havnen ligger de høje nye bygninger fladt på øen som blomstervaser på et bord. Men i Nyt Rosenhøj er landskabets topografi dy­namisk og ekspressiv, og øjet kan nå vidt omkring. Det kuperede terræn bidrager til at gøre de stramme bygningers placering mere varieret. Men der er mere end det på spil. Vi efterlader vores bil ved OK tankstationen øst for området og går ned imellem bygningerne i en strøm af græs, træer, blomster, vandhuller og træbroer. Rig og varieret og til tider naturpræget er dette grønne strøg imellem blokkene sammenhængende og rolig, men skaber også oplevelsesrige friarealer med grøfter og lavninger og vådengplanter og buske.
 
Opdel og erobr 
To nye boliggader, Rosenhøj Bakke og Rosenhøj Allé, opdeler nu boligområdet og skaber tværgående forbindelser. I hver boliggade er der desuden indrettet kvartertorv, som er mødesteder for lokalområdet og tænkt som moderne landsbytorv.

Selv om effekten af renoveringen er meget tydelig, har arkitekternes arbejde bestået i at etablere nuancer, graderinger, forskelle og overgange. 
Den engang uniformerede hær af blokke har skiftet til civilt tøj, og patineret aluminium, puds, fiberbeton med træ, naturlig skiffer og teglsten beklæder nu den rå beton. 

Alle lejlighederne har endvidere fået nye altaner, også dem i blokkenes gavle. Det gør området mere livligt og har givet en tryghedsskabende effekt, fordi altanerne nu kigger ned på boliggaderne og friarealerne. 

Det oprindelige område er blevet nedbrudt i elleve mindre kvarterer af to blokke med samme facadeløsninger, som deler en mere privat fælles gårdhave. Man har også tilføjet mindre bygninger – murstensrækkehuse – som binder blokkene sammen parvis og omslutter de mindre fællesområder. Disse rækkehuse gør en enorm forskel ved at bryde med blokkenes skala og ensartethed, og det hele skaber et bolignært område, som øger tilhørsforholdet. 
 
Fortætning og udtynding 
Fortætning er en af de nyere mantraer inden for bygningsrenovering. Det tilføjer kompleksitet og bringer nyt blod til fællesskabet. I Nyt Rosenhøj klares dette af de nye ovennævnte rækkehuse imellem blokkene. Men fortætningen er kombineret med delvise nedrivninger, fx er tre blokke imod Matildelundsvej blevet omdannet til seks punkthuse ved at fjerne opgangene og tilføje elevatortårne udenfor. Tiltaget har åbnet hele området op imod omgivelserne.
 
Mere end hvad øjet ser
Vi har nævnt en række synlige forbedringer, både i det fælles rum og i bygningernes udtryk, som har tilføjet identitet og variation til helheden. Derudover er der skabt 191 tilgængelighedsboliger ved at montere elevatorer og ændre adgangsforholdene. Og inden for i hjemmene og som led i den overordnede bæredygtige strategi er der installeret nye ventilationsanlæg, der har skabt et decideret bedre indeklima i boligerne. 

Men der har også været nogle uvurderlige, knap så synlige kræfter i gang helt fra begyndelsen af processen. Nemlig alle de sociale tiltag, dvs. samarbejdet imellem Århus Omegn, beboerne og rådgiverne, der fulgte med undervejs. Der har været holdt utallige møder, taget fælles beslutninger, og 42 beboere har for eksempel været en aktiv del af byggeriet i konkrete beskæftigelsesforløb, heraf er 16 fortsat involveret i dag. Alt sammen har det været med til at kvalificere løsningerne fra begyndelsen, og Rosenhøj fortjente allerede i 2011 Social- og Integrationsministeriets pris som Årets Boligområde. 

Opfattelsen er, at denne inddragelsesindsats har vakt en ny følelse af ejerskab og fællesskab, og vi får at vide, at vente­listerne til at bo i Nyt Rosenhøj er blevet lang. 

Min erfaring er, at der er en grænse for, hvad arkitektur alene kan gøre for at forbedre menneskers liv. Men i en velkoordineret holistisk indsats, som i Nyt Rosenhøj, kan arkitekturen være identitetsskabende og øge følelsen af fællesskab. Det handler om at forstå og synliggøre dagligdagens finkornede tekstur. Det kræver, at vi har øjne og ører åbne. Og denne renovering viser endnu engang, synes jeg, at intet værdifuldt skabes i arkitekturen (eller i livet, for den sags skyld) ud fra generaliseringer, men ud fra det stedspecifikke.