Indblik: Organisationerne

”Intet job, ingen bolig”

De unge er nødsaget til at flytte til udlandet efter endt uddannelse, hvis de skal gøre sig forhåbninger om et arbejde med den løn, det kræver at få egen bolig. Indtil da bor de hjemme.

Carmen Romero er formand for de studerende på universitet Complutense i Madrid, som er det største offentlige universitet i Spanien. Derudover er hun næstformand i en landsdækkende studenterorganisation, der forsøger at presse politikerne til at træffe beslutninger, der gavner de studerende.
Carmen forklarer, at det største problem for de studerende i Spanien er, at de ikke har råd til at flytte i egen bolig, da de enten står uden job eller arbejder til meget lave eller ingen lønninger. Alle vil gerne være frie og uafhængige, men det er næsten umuligt i Spanien.

”Vi har brug for billige boliger med lavere husleje. Private personer lejer ud, og huslejen er ikke reguleret af staten, så de kan tage urimelige høje beløb, da der er så stor boligmangel. De unge er frustrerede, og nogen prøver at flytte væk fra familien for en periode, men i mange tilfælde ender de med at flytte hjem til forældrene igen,” fortæller Carmen Romero.

Dårlig løn matcher ikke huslejen
Efter universitetet prøver mange at finde et job, som ikke har noget med deres egentlige karriere eller uddannelsesbaggrund at gøre. Det kan fx være på en bar eller som tjener, som er de job, der er, men de er meget dårligt betalt og kan sjældent betale huslejen alene. Derfor er de unge nødsaget til at flytte til udlandet for at finde arbejde efter endt studietid. Carmens oplevelse er, at mange unge føler, at staten vender det blinde øje til.

”Staten skal høre efter og anerkende den situation, vi står i. En politiker sagde endda, at det er fordi, de unge vil have eventyr, at de forlader Spanien. Vel er det ej. Det er, fordi vi ikke har mulighed for at blive her,” fortæller Carmen Romero.

”Jeg er ikke selv herre over min fremtid, jeg ved ikke, om jeg kommer til at tjene nok penge til at have en familie eller til at bo for mig selv. Jeg skal ikke satse på, at jeg kan bo alene eller med en familie i et hus om ti år. Det er for dyrt. Der er ingen fremtid i Spanien i øjeblikket, men jeg håber, situationen vil ændre sig. Det er det samme for mine venner, vi ved ikke, hvad vi kan forvente,” fortæller Carmen Romero.

________________________________________________________________

Lejernes organisation:
”Loven tilgodeser kun udlejeren”

Der mangler ikke kun billige boliger, men også rettigheder til lejere. Lejeaftalen er siden 2015 kun fastlåst i tre år i stedet for fem år, hvorefter huslejen kan stige.

For to måneder siden startede endnu en ny union for lejere i Madrid. De kæmper for lejernes rettigheder, giver juridisk sparring og forhandler med udlejere. Der arbejder 40 frivillige i organisationen, som alle er unge, der blandt andet tager ud på socialcentre og holder møder. Jacobo Abellán er en af dem, der har været med til at starte unionen, og som lægger meget arbejde i det, og han beskriver dem som aktivister for en social bevægelse.

”Vi forsøger at presse politikerne til lavere husleje og boliger, der er til at betale for middelklassen og unge mennesker, for som det ser ud nu, matcher huslejen ikke lønnen på arbejdsmarked,” fortæller Jacobo Abellán.

Han mener, at lovgivningen på området skal forbedres og tilpasses lejernes behov.

”Vi har brug for regeringen til at regulere huspriserne og forbedre lejeaftalen, for den tilgodeser ikke lejerne. Lejeaftalen er kun på tre år nu, og før 2015 var den i det mindste på fem år. Staten lavede en reform og ændrede den, hvilket betyder, at udlejer har lov til at hæve huslejen, efter du har boet tre år i en lejelejlighed,” forklarer Jacobo Abellán.

Det betyder, at mange ikke kan betale huslejen og bliver smidt ud af lejligheden eller må forsøge at finde et andet og billigere sted at bo.

Et magtfuldt boligmarked

Unionen fornemmer, at der er mange lejere, der føler sig magtesløse.

”Vi arbejder på at ændre systemet, men det bliver meget svært. De, der ejer boligerne, heriblandt de store internationale selskaber, er så magtfulde og har for meget interesse i det spanske boligmarked. Der er for mange interessenter til, at staten tør regulere til lejernes fordel,” fortæller Jacobo Abellán.

Han mener, at der er brug for en husleje, borgerne har råd til at betale og en mere stabil lejeaftale, der varer længere end tre år.

”Det er et stort problem i Spanien og især i Madrid. Det er muligvis et af de største sociale problemer i Spanien. Vi har helbredsrettigheder, men vi har ikke boligrettigheder. Loven tilgodeser altid udlejerne i Spanien, så vi kæmper for vores rettigheder, i forhold til udlejeren, staten og de internationale selskaber,” siger Jacobo Abellán.