30. MAR. 2017 KL. 00:00
Udsatte får penge til fritidsaktiviteter i Taastrup
30. MAR. 2017 KL. 00:00
Ny forening vil give en økonomisk håndsrækning til børn og unge, hvis forældre ikke har råd til at sende dem i fodboldklub eller musikskole. Behovet er stort, mener beboerrådgiver.
Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har sat sine spor på forældrenes økonomi i udsatte boligområder. Og det har ifølge beboerrådgiver Helle Hyltoft, Boligselskabet AKB, konsekvenser for børnene og deres muligheder for at deltage i fritidslivet.
”I Taastrupgaard kan jeg se, at en hel masse børn er holdt op med at gå i fritidsforeninger, fordi økonomiske stramninger kommer væltende ned over familiens økonomi. Mange børn herude har behov for at komme i klub, og behovet er stigende.”
Helle Hyltoft har derfor taget initiativ til at starte foreningen ”Broen Høje-Taastrup,” der er en del af ”Broen Danmark”, som er en veletableret forening, der støtter børn og unge i at komme ind i foreningslivet.
Svømmer på det danske landshold og tidligere verdensmester, Jeanette Ottesen, er én blandt flere ambassadører for ”Broen Danmark”.
”Jeg håber, at jeg ved at være ambassadør for en lille organisation som Broen kan medvirke til, at også børn fra udsatte familier med få ressourcer kan få nogle af de fantastiske oplevelser med sport og kammerater, som jeg selv har haft med min sport,” siger hun til broen.dk.
110.000 kroner
Helle Hyltoft har allerede fire års erfaring fra ”Broen Køge”, hvor hun tidligere var ansat. På fire år lykkedes det for frivillige kræfter at yde økonomisk støtte til omkring 300 børns fritidsinteresser i Køge. Den økonomiske støtte går blandt andet til kontingent eller udstyr, som kan være alt fra shorts og fodboldstøvler til en blokfløjte, alt afhængig af hvad barnet ønsker at gå til.
Den nye forening i Høje-Taastrup har allerede indgået en partnerskabsaftale med Høje-Taastrup Kommune, der har bevilget 110.000 kroner til arbejdet. Og man skal nu i gang med at søge penge hos fonde og andre foreninger for at skrabe penge sammen.
”Vi støtter med forskellige beløb. Et kontingent til ridning koster en formue, mens det koster 4-500 kroner pr. halvår for at gå til fodbold. Vi har et udgangspunkt, der hedder, at vi uden at blinke giver 1.000 kroner pr. barn. Men vi kan også give mere, hvis der er behov for det,” siger Helle Hyltoft og fortæller, at de også har fået henvendelser fra forældre, hvis børn har handicap, hvor det koster lidt ekstra, men hvor foreningen alligevel hjælper til.”
Tusinder har modtaget støtte
Udvælgelsen af børnene, der modtager den økonomiske støtte, sker på baggrund af en bred vifte af folk. Høje-Taastrup Kommune udpeger blandt andre familier, hvor de mener, at børnene kunne have godt af at komme ud i foreningslivet, men hvor forældrene ikke har den økonomiske formåen.
I skrivende stund holdes en stiftende generalforsamling, og når bestyrelsen er valgt, går arbejdet i gang med at oprette et CVR-nummer og en bankkonto.
”Lige så snart vi har en konto, får vi pengene fra kommunen og begynder at bevilge penge. Vi skal bare i gang og udbrede kendskabet til, at vi er her. Til formålet vil vi blandt andet lave en folder til dagsinstitutioner og skoler, så de kan se, hvordan de kan komme i kontakt med os,” siger hun.
Entusiasmen for at deltage i ”Broen Høje-Taastrup” som frivillig er stor. På kort tid har otte voksne meldt sig i foreningen, heriblandt en træner i den lokale volleyballklub, en leder fra ungdomsklubben i området, en pensioneret sprogskolelærer, som har et godt kendskab til indvandrerfamilier, og en nyuddannet socialrådgiver.
På landsplan har ”Broen Danmark” i 2016 i alt hjulpet 3.680 børn og unge under 18 år ind i fritidslivet. ”Broen Danmark” har tilknyttet 177 frivillige.
Boligen nr. 4 - 2017
Om skribenten