30. MAR. 2017 KL. 00:00
Sammen om at udvikle IT-løsninger

Birgitte Thorsen
30. MAR. 2017 KL. 00:00
Ti boligselskaber vil sikre en smidigere og hurtigere udvikling af IT-opgaver ved at indgå samarbejde med den samme IT-leverandør.
De skal forhandle om, hvilke it-løsninger de hver især prioriterer og ønsker at få sat i drift med henblik på at imødekomme fremtidens krav om effektivisering. Vi taler om ti store boligselskaber, der netop har indgået en strategisk hensigts- og partnerskabsaftale med en enkelt IT-leverandør. Meningen er, at IT-leverandøren leverer de samme basisløsninger til boligselskaberne.
Direktør Birte Flæng Møller, Boliggården i Helsingør, forklarer at de ti boligselskaber på almindelig demokratisk vis forhandler om, hvad der skal stå øverst på IT-to-do-listen. Viser det sig, at man som boligselskab senere har et behov for en mere udviklet del af basisløsningen, kan man på almindelige vilkår tilkøbe det.
”Vi gør det for at sikre en fremdrift på de områder, vi selv har en interesse i. Det er jo en accept af at nogle virksomheder på nogle tidspunkter har andre ønsker end flertallet. Alle ti er ikke nødvendigvis med i alle projekter. Vi kan vælge til og fra. Det en demokratisk proces. Vi skal alle udvikle IT på mange områder. Og i sidste ende er det noget, der gavner beboerne, fordi det går hurtigere. Jo flere ting, vi kan lave en IT-behandling på, jo smidigere vil det fungere,” påpeger hun.
Adm. direktør, Michael Demsitz, Boligkontoret Danmark, forklarer, at der nærmest er monopollignende tilstande på de administrative systemer, hvor kun to IT-virksomheder har størsteparten af boligselskaberne, som kunder.
”For at vi som boligselskaber får overtaget på monopolforetagendet, er det ikke nok, at vi er alene om det. Vi bliver nødt til at slå os sammen med andre, som bruger samme leverandør, og det er vi ti som har gjort. Leverandøren bliver mere committed, når vi er sammen. Det er eksempelvis ikke kun et boligselskab, der suger L udviklingskraft, mens vi andre må vente. Det en fællesprioritering af udviklingskraften imod den øgede digitalisering. Det er også klart, at når vi indgår et partnerskab med en leverandør er det nemmere at sætte en skarp pris, som begge parter kan blive enige om,” understreger han.
Om skribenten