27. JUN. 2017 KL. 00:00
Tre boligområder sætter ind mod gaspatroner

Colourbox
27. JUN. 2017 KL. 00:00
Flere henvendelser fra bekymrede beboere om unges brug af gaspatroner har fået den boligsociale helhedsplan i Valby til at indlede en kampagne, der oplyser om rusmidler.
Illustration: SURF VALBY
De er billige og kan købes i kiosker, supermarkeder eller på nettet med lethed. Der er tale om gaspatroner til sifonflasker, der laver fløde til flødeskum. Flere unge vælger at eksperimentere med gassen, der er nem og billig at anskaffe, men kan være livsfarlig. I flere boligområder har man kunnet finde de små, grå gaspatroner, heriblandt Folehaven (3B), Valbyejendommene (3B) og Hornemanns Vænge, Postfunktionærenes Andelsboligforening (PAB) i Valbyområdet.
Ifølge sekretariatsleder Maria Elborg Noer, helhedsplanen i Valby, 3B, har de derfor sammen med politi, SSP, Københavns Kommune, en lokalklub og flere skoler taget initiativ til en kampagne imod gaspatroner og andre rusmidler.
257 elever i udskolingen på tre skoler, nemlig Kirsebærhaven, Lykkebo og Vigerslev Allé skole, har bidraget med viden i form af en spørgeskemaundersøgelse. Kampagnens mål har ikke kun været at oplyse de unge om skaderne ved indtag af stoffer, men også almindelige borgere og forældre.
”Undersøgelsen viser, at der heldigvis ikke er mange, der tager rusmidler. Men vi har fået et billede af flertalsmisforståelser. De unge går rundt og tror, at mange blandt deres venner ryger hash eller drikker, og så bliver det mere legalt for dem at gøre det samme. Virkeligheden er, at det måske kun er en blandt tyve, der gør det, eller slet ingen, og så er historien pludselig en anden,” siger hun.
Tager medansvar
Undersøgelsen viser også, at det er ganske få udsatte unge i boligområderne, der sniffer lattergas. Til gengæld sniffer én enkelt person mange gaspatroner, hvilket giver anledning til mange tomme patroner et sted i et boligområde, hvilket kan være utryghedsskabende.
I samarbejde med driften har man derfor taget initiativ til at sætte specifikke affaldsbeholdere op, hvor beboerne kan være med til at tage et medansvar for sit boligområde ved at rydde op. Lommepengejobberne har også fået til opgave at rydde op i områderne, og alle initiativer bliver delt på de sociale medier for at gøre opmærksom på problematikken.
Maria Elborg Noer fortæller, at politiet desuden har været ude at tale med de butiksdrivende i lokalområdet i Valby for at fortælle dem om, hvordan gaspatronerne påvirker de unge og deres trivsel, mens de samtidig får talt dem ind i noget morale omkring det at sælge gaspatroner til børn og unge under 18 år.
Gode råd – det kan du gøre, hvis du er bekymret for en ung
- Tage en snak med den unge
- Tage en snak med klassens andre forældre, invitér gerne SSP til at deltage
- Kontakte Ungerådgivningen og U-turn (anonym rådgivning om stof- og alkoholmisbrug)
- Lade være med at sprede billeder af stoffer og tomme gaspatroner på sociale medier. Kontakt i stedet lokalområdets professionelle, så de kan tage hånd om det
Om skribenten