04. JUL. 2017 KL. 10:26

Indblik: Ja tak til en halv milliard og en svær opgave

rani-hã-rlyck.jpg

Helene Bagger

En lang række skoleledere i udsatte boligområder siger ja tak til regeringens skolepulje. Skolerne får kontant bonus, hvis de hæver elevernes karakterer. De unge får bedre chancer for uddannelse. 

”Jeg tror, vi alle sammen vil opleve, at en af de allervanskeligste opgaver, skolerne står overfor, er at få løftet den svageste andel af elever,” siger Rani Bødstrup Hørlyck, skoleleder på Søndervangskolen i Aarhus.  

Den opgave kommer der nu fokus på de næste tre år, fordi Søndervangskolen deltager i regeringens skolepulje. Puljen er et særligt tilbud til skoler med mange fagligt svage elever, og en del af de skoler ligger i nærheden af udsatte boligområder. Det gælder for eksempel Søndervangskolen i Viby i det sydlige Aarhus. Her er omkring 97 procent af eleverne tosprogede.  

Det er klart, at når der nu er en pulje, så vil vi selvfølgelig også gerne være med.

Rani Bødstrup Hørlyck, skoleleder på Søndervangsskolen i Aarhus

”Det er klart, at når der nu er den pulje, så vil vi selv­­følgelig også gerne være med,” siger Rani Bødstrup Hørlyck.­ 

Regeringen har afsat en halv milliard kroner til puljen, der løber over tre år. Foreløbig deltager 104 skoler over hele landet.  

Den enkelte skole skal hvert år løfte fem procent af eleverne, så flere opnår karakteren 4,0 i både dansk og matematik til afgangsprøverne. Det udløser en årlig præmie på 1,3-1,5 millioner kroner. 

”Vi vil rigtig gerne styrke deres karakterniveau og særligt de allersvageste, fordi vi alle sammen er enige om vigtigheden af, at de også kommer ud af folkeskolen med en acceptabel afgangsprøve. Det er vigtigt for den enkelte elevs mulighed for at klare sig senere, også i forhold til at få en uddannelse,” siger Rani Bødstrup Hørlyck. 

Søndervangskolen har igennem flere år forbedret elevernes resultater ved et ekstremt fokus på den enkelte elevs læring, tæt kontakt med forældrene og veluddannede medarbejdere. Den indsats vil skolen nu forstærke.  

    

Må kunne gøre det bedre 

I Fredericia ligger Ullerup Bæk Skolen tæt på Korskærparken, der er at finde på Boligministeriets liste over ud­satte boligområder. Omkring 29 procent af eleverne er tosprogede. Nils Jørgensen, der leder udskolingen af ele­ver fra 7.-9. klasse, sagde med det samme ja til puljen. 

”Jeg er enig i regeringens udspil om, at vi må kunne gøre det bedre. Når man gør statistikkerne op på landsplan, så er det en for stor del af de unge mennesker, der forlader folkeskolen og ikke har de elementære kundskaber,” siger Nils Jørgensen.  

Ifølge Undervisningsministeriet er der i gennemsnit fem til seks elever i hver klasse i folkeskolen, der ikke opnår mindst 4,0 i både dansk og matematik. Statistikken viser desuden, at unge med lave afgangskarakterer i mindre grad får en ungdomsuddannelse, og at flere af dem falder fra undervejs.  

Som en del af puljen tilbyder Undervisningsministeriet et frivilligt program, hvor skolerne får ny viden, konsulentbistand og et netværk med andre skoler. Det er vigtigt for Nils Jørgensen at komme med i det samarbejde. 

”Også i forhold til boligområdet. Tænk, hvis der dukker noget viden op, som er brugbar for os, i forhold til at løfte bundniveauet, det kan vi da kun være positive overfor,” siger Nils Jørgensen. 

Turbo på dansk 

Lindeskovskolen i Nykøbing Falster har skoledistrikt i det udsatte bykvarter Lindholm. Skolen har de sidste to-tre år mistet mange etnisk danske elever, og skolen har nu over 80 procent tosprogede. Mange af eleverne er flygtningebørn, der kun har været to-fire år i Danmark. Skoleleder Hans Christiansen mener, puljens fokus på dansk og matematik rammer plet. 

”Det er klart, de børn har nogle ekstra udfordringer, og der er ingen tvivl om, at hvis vi fokuserer på dansk og matematik, så vil de have bedre muligheder for senere at få en uddannelse,” siger skoleleder Hans Christiansen. 

”Dansk og matematik er de vigtigste forudsætninger for også at lære de andre fag, som for eksempel biologi og geografi.” 

Lindeskovskolen har i flere år fået hjælp fra konsulenter fra Undervisningsministeriet og har allerede sat ekstra ressourcer af til nye indsatser. Skolen arbejder blandt andet med såkaldte turbo-forløb i 8. klasse, der løfter eleverne fagligt og gør dem mere undervisningsparate.  

Som at vinde i lotto 

Ingen af de tre skoleledere har regnet på, hvad der ­konkret skal til for at få pengepræmien. For Lindeskovskolen, der næste skoleår har en 9. klasse på 25 elever, drejer det sig om at løfte én til to elever i 2018.  

”Jeg tror på, at det kan lade sig gøre,” siger Hans ­Christiansen, der dog ikke er begejstret for selve ideen om at belønne skoler. 

”Det ville være bedre at give flere penge til de skoler, der har socioøkonomiske udfordringer,” siger han, fordi skolens arbejde afhænger af de familier, der bor i området.  

For Nils Jørgensen fra Ullerup Bæk Skolen giver belønnings-metoden derimod god mening. 

”Jeg synes, det er interessant, at man prøver en anden vej og bruger en økonomisk motivation til at have fokus på det. Vi har masser af erfaring for i skoleregi, at når man sætter ekstra bevågenhed på noget, så plejer vi faktisk at rykke positivt på det, og det tænker jeg også, vi gør her,” siger Nils Jørgensen. 

På Søndervangskolen i Aarhus vil pengepræmien udgøre en meget kærkommen indsprøjtning, hvis den dukker op, fortæller Rani Bødstrup Hørlyck. 

”Det ville være næsten som at vinde i lotto. Pengene kunne for eksempel gå til ekstra hænder, men det kunne også være indretning af klasselokaler,” siger hun. 


Boligen nr. 7/8 - 2017

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste