03. JUL. 2017 KL. 13:06

Gratis bolig for godt naboskab

robert-oosterbroek-humanitas-022.jpg

Robert Oosterbroek

I Holland er seks universitetsstuderende flyttet på plejehjem. Ud over studieboliger til de unge har det skabt en bedre hverdag for de ældre. 

Sores Duman læser kommunikation på universitetet. Han bor blandt rollatorer og en gennemsnitsalder på omkring de 80 år. Selvom hans nedrullede gardiner, dynger af vasketøj og tomme pizzabakker vidner om teenagetendenser, hænger der en tilkaldealarm på væggen over Sores Dumans sofa, og hvis han trykker, kommer plejepersonalet stormende, så det gør han ikke. 

På plejehjemmet Humanitas kan han spille FIFA og guitar som en hvilken som helst anden 27-årig studerende. Her har han boet i lidt over et år med 160 gamle naboer og fem jævnaldrende.


På plejehjemmet Humanitas i byen Deventer i Holland har man blandet unge studerende med ældre plejehjemsbeboere. De unge skal levere 30 timers arbejde om måneden for at bo i en af plejehjemmets boliger. Med 30 timers arbejde menes faktisk 30 timers samvær med de ældre. Det kan både være hyggesnak og spil, så ofte ender det med mange flere.
 


Beer pong og rollatorræs 
Efter den daglige middagslur er kantinen forvandlet til en spillehal for en eftermiddag. Sores Duman og 84-årige Annie Middelburg tæsker hinanden i et brætspil, hvor brikker glider hen ad træpladen, mens et trofast publikum af ældre kvinder følger brikkerne fra første række. Sores laver sjov med damerne, og de griner højt, tydeligvis underholdt. Dirk Metselaar, der er bygnings- og logistikmanager på plejehjemmet, står i baggrunden og ser på. 

En eftermiddag satte nogle af de unge mig op på rollatoren, hvorefter de racede i fuld fart ned af gangene. Det var sådan noget, der gør det sjovt.

Annie Middelburg, plejehemsbeboer

”Der er noget galt, hvis jeg blander mig i, hvordan de gør tingene i deres hjem. Det er mig, der er på arbejde i deres hjem, så det er mig, der skal tilpasse mig de ældre og de unges hverdag og stå i baggrunden.”

De sidste orange bannere og flag hænger ned fra loftet i anledning af kongens fødselsdag, som er en årlig folkefest i Holland, og som de studerende og de ældre fejrede sammen forleden. De studerendes venner bliver med jævne mellemrum inviteret på besøg og til fest i plejehjemmets mange lokaler, og her er de ældre også inviteret. De unge ved, hvem de skal opsøge, når der er fest, for Annie Middelburg er altid klar. 


”Ja, jeg har da også spillet et par runder beer pong med de unge,” griner Annie Middelburg. Hun er 85 år gammel og har boet på plejehjemmet de sidste fire år. Hun oplever, at de unge spreder mere energi og glæde 
på plejehjemmet.   


”Mine jævnaldrende snakker om mere tungsindige, seriøse ting, som kun gamle mennesker taler om, såsom deres dårlige knæ, hovedpine og deres børnebørn. De studerende gør livet gladere og opdaterer mig på, hvad der sker uden for plejehjemmet,” fortæller Annie Middelburg. 

”En eftermiddag satte nogle af de unge mig op på rollatoren, hvorefter de racede i fuld fart ned ad gangene. Det er sådan noget, der gør det sjovt,” fortæller Annie Middelburg, mens hun smiler.  


De små ting i hverdagen 
Efter ombygning af plejehjemmet, hvor flere vægge var revet ned, og boliger sat sammen på ny, var der flere værelser i overskud. Plejehjemmet havde det antal ældre beboere, som de fik offentlig støtte til, men havde plads til at investere i tiltag, der kunne forbedre hverdagen for alle beboere. Man har altså ikke byttet ældre ud med studerende, men set det som en mulighed for at bytte boliger til studerende, der typisk har stramme budgetter for godt naboskab.  


Plejehjemmets noget utraditionelle metode bygger ganske simpelt på visionen om, at de studerende skal fungere som gode naboer for de ældre. Der er ikke regler for, hvordan de skal opføre sig, og hvad de må og ikke må. De skal opføre sig som gode naboer, og det er op til de enkelte at vurdere, hvad det kræver.   


Annie vil ikke snage, men hun fornemmer de unge gerne vil dele ungdommens op- og nedture.  


”Jeg vil høre om deres skole, dating og fester. Det er en illusion, at unge kommer til gamle og vil have råd. Unge føler, de ved alt endnu bedre,” siger Annie Middelburg. 


Det er de små ting i hverdagen, der gør den store forskel, og det er svært at sætte en finger på, hvorfor de studerende er vigtige til daglig.   


”Jeg vil savne dem forfærdeligt, hvis de ikke er her længere. De er meget værdifulde for min hverdag,” siger Annie Middelburg.  


Sores Duman er glad for at bo på plejehjemmet og har som alle andre studerende travlt med meget andet.   


”Det er meget uformelt, vi laver normale hverdagsting. Vi snakker sammen og spiser sammen. For tiden viser jeg Annie, hvordan hun gennemskuer sin iPad, og hvordan hun svarer e-mails og kommunikerer med sin datter,” fortæller Sores Duman. 


En gang om ugen står Sores Duman for aftenens smørebrød. Her skal han i selskab med de ældre stille brød og pålæg frem til aftensmad. Det er et godt tidspunkt at få talt med de ældre. 

”Det fede er de små ting, der sker i hverdagen. De er ikke planlagt.” 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2972 )

0

Læseliste