21. FEB. 2017 KL. 00:00

Ibrahim hjalp Rasmus ud af misbrug

ibrahim_og_rasmus_20170219_0027_full-window-size.jpg

Lars Bertelsen

Hash og ballade fyldte Rasmus Hallundbæk Pedersens liv. Han blev samlet op af mentor Ibrahim Øksum via mentorprojektet ”Unge mænd med mål”. 27 ud af 30 unge, som har deltaget i forløbet, er kommet videre i enten praktik, læreplads eller uddannelse.

Hash og ballade fyldte Rasmus Hallundbæk Pedersens liv. Han blev samlet op af mentor Ibrahim Øksum via mentorprojektet ”Unge mænd med mål”. 27 ud af 30 unge, som har deltaget i forløbet, er kommet videre i enten praktik, læreplads eller uddannelse.

I dag er hans liv fuldstændig forandret. 28-årige Rasmus Hallundbæk Pedersen sad fast i en rytme, hvor han fordrev tiden med at ryge hash, lave ballade og sidde hjemme i sofaen og lade dagene passere.

Han havde mistet livslysten og troede aldrig på, at han nogensinde skulle få et normalt liv igen. Men mentorprojektet ”Unge mænd med mål”, der er en del af den boligsociale helhedsplan under Boligselskabet Sjælland, vendte op og ned på hans liv. Rasmus Hallundbæk Pedersen fik tilbudt en mentor, som han takkede ja til i 2015. Og inden for 12 timer ringede telefonen. Det var Ibrahim Øksum, også kaldet ”Ibo”, fra det Boligsociale Fællessekretariat, helhedsplanen Køge. Siden er der sket en masse. Rasmus Hallundbæk Pedersen er startet i praktik og er ved at tage kørekort til lastbil og drømmer om at blive skraldemand.

”Uden Ibo havde jeg ikke kunnet klare det. Han er min kammerat. Min bror. Jeg var blevet modløs. Jeg havde brug for en at tale med. Ibo hjalp mig med at fastholde mig i en struktureret hverdag. Jeg havde lavet meget rod og havde en kæmpe gæld. Jeg blev sat i forbindelse med en gældsrådgiver og fik en masse støtte og god vejledning på mange områder. Ibo har støttet mig som en kammerat igennem halvandet år. Når jeg ringede for at drikke en kop kaffe med ham klokken 23, så kom han. Vi mødtes også på et pizzeria, når jeg havde behov for at tale med ham. Uden Ibo var jeg ikke kommet på rette spor,” fortæller han.

Uden Ibo havde jeg ikke kunnet klare det. Han er min kammerat. Min bror. Jeg var blevet modløs. Jeg havde brug for en at tale med. Ibo hjalp mig med at fastholde mig i en struktureret hverdag.

Rasmus Hallundbæk Pedersen

”En stor succes” Rasmus Hallundbæk Pedersen er ikke den eneste, der kan berette historien om at være blevet samlet op af en mentor. Projektet ”Unge mænd med mål”, der har kørt i fire boligområder i Køge, er blevet evalueret af analyse- og konsulentvirksomheden SocialRespons, der kalder projektet for ”en stor succes”.

Tallene taler ligeledes deres tydelige sprog. Hele 27 ud af 30 unge, som er eller har været kriminelle eller er kriminalitetstruede samt har udfordringer i forhold til beskæftigelse, er enten fastholdt eller har påbegyndt skole, uddannelse eller job. Fokus har altså udelukkende været på unge mænd, som er svære for det etablerede system at nå.

Således har to tredjedele af de unge deltagere tidligere været i berøring ned kriminalitet, og ni har fået en dom for kriminalitet. 30-årige tidligere divisionsspiller for Køge Boldklub og Herfølge Boldklub og mentor Ibrahim Øksum, der selv er fra Køge, kan mærke, at der er brug for hjælp ude i boligområderne.

”Lige præcis denne type indsats, hvor der er nogen, som støtter op omkring de unges liv, er en mangelvare. Min tilgang var at gå i dialog og dyrke deres motivation ved at spørge ind til deres ønsker, stille krav og sørge for, at de kom i mål med dem. Rasmus kom blandt andet i et misbrugscenter, hvor han kom i tale med en psykolog. De unge har behov for at få relationer, de kan spejle sig i. Jeg har selv været igennem nogle ting, og de kan se, at det er lykkedes for mig at jagte en drøm om at blive elitefodboldspiller,” siger Ibrahim Øksum, der har været mentor i halvandet år og fulgt Rasmus igennem hele perioden.

I alt har projektet tilknyttet et korps af fire mentorer, som hver især har maks. 10 unge, som de intenst følger.

24/7 indsats
Ifølge sekretariatsleder Mikkel Pedersen, Boligsocialt Fællessekretariat, helhedsplanen Køge, skiller mentorprojektet sig særligt ud fra andre projekter på et punkt. Mentorerne er at træffe 24/7. Han fortæller, at mentorerne vil det her og er villige til at lægge kræfter i at hjælpe andre. Tre af mentorerne er i øvrigt gamle Køgebeboere, som har et særdeles godt kendskab til boligområderne og har et enormt netværk.

”Hvor andre lukker telefonen klokken 16, er vores mentorer indstillet på at være der for den unge, når behovet er der,” fortæller han.

Rekrutteringen af de unge foregår dels via iagttagelser, som medarbejdere fra Boligsocialt Fællessekretariat har gjort sig. Ligeledes har lokale samarbejdspartnere som SSP meldt ind med ”egnede kandidater”, ligesom Familiecentret hos Køge Kommune også har udpeget unge, som er uden for deres rækkevidde. Mikkel Pedersen, der blandt andre er i gang med at formulere en ny helhedsplan for området, håber på at kunne fortsætte mentorindsatsen.

”Vi vil fortælle Køge Kommune, at det er et effektivt værktøj, og håber, at de vil være med til at forankre indsatsen. Når den unge ikke modtager nogen form for ydelser, så er udfordringen den, at kommunen ikke længere har ansvar. Der er godt nok et uddannelsespåkrav, men hvis man slipper under den radar og samtidig ikke får kontanthjælp, så ryger man helt ud af systemet. Og selv om man er i systemet, er indsatsen fra kommunen lidt upersonlig, i forhold til hvad vi byder på,” påpeger han.

Helhedsplanen og mentorindsatsen udløber i foråret 2017.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste