21. FEB. 2017 KL. 00:00

Brandbiler og røgmasker aktiverer unge i Roskilde

teamildfugle_full-window-size.jpg

Thomas Arnbo

I Roskilde hjælper den lokale brandstation unge fra Boligselskabet Sjælland, der ikke kan få det med job eller uddannelse til at fungere. Kommunen vurderede de fleste som uarbejdsdygtige, men 36 procent af de medvirkende er nu tilbage på skolebænken eller arbejdsmarkedet.

En dårligt stillet og en bedre stillet er ligestillet, så snart brandmandsuniformen kommer på.

”Den ene står i adidas og pænt tøj, og den anden har intet. Men de skal løse en opgave og gøre det sammen. Hvad gør man så?” spørger Kenneth Erik Johansen.

Han er frivillig brandmand og har den daglige gang på brandstationen, hvor han leder Team Ildfugle, som er et aktiveringsprojekt i samarbejde med Boligselskabet Sjælland, Roskilde Brandstation og Roskilde Kommune. Det er for unge, som har svært ved at få det med job og uddannelse til at fungere. De unge bor typisk i et alment boligområde, der administreres af Boligselskabet Sjælland, og flere af dem har psykiske udfordringer, lider af angst eller problemer med misbrug.

”Det er et samfundsansvar, vi har valgt at påtage os. Vi ser meget grumt i faget og jobbet som brandmand. Vi ser unge mennesker gøre skade på sig selv og i værste fald springe ud på togskinnerne, så spørger man sig selv, hvordan man dog kan hjælpe dem,” fortæller Kenneth Erik Johansen.

Jeg tror ikke bare, Team Ildfugle gør en forskel, jeg ved det. Vi har hørt om hverdagens helte, siden vi var små. Nu ved jeg, det bare er mennesker bag uniformen, og at det kan være mig. Jeg er en del af et team, jeg kan være stolt af.

Jon Andersen

Han har derfor startet projektet Team Ildfugle. De unge gennemgår 12 ugers grundkursus i at være brandmand med røgdykning, vandreture og overnatning i skoven, hvor udholdenhed og samarbejde bliver testet, og hvor mødepligten er en opfordring og ikke tvang.

Ildsjælen og Ildfuglen
En af ildfuglene er Jon Andersen. Han er 28 år gammel, han opgav uddannelsessystemet i fjerde klasse og har siddet hjemme de sidste fem år grundet angst og en diagnose som skizofren. Ved sit første forsøg hos Team Ildfugle stoppede han halvvejs, da stemmerne i hovedet var for høje. Ved andet forsøg gennemførte han stolt grunduddannelsen, og nu er han tilbage igen, da han er blevet hjælpeinstruktør på Team Ildfugle, som en del af sin ”specielt tilrettelagte uddannelse”.

”Jeg tror ikke bare, Team Ildfugle gør en forskel, jeg ved det. Vi har hørt om hverdagens helte, siden vi var små. Nu ved jeg, det bare er mennesker bag uniformen, og at det kan være mig. Jeg er en del af et team, jeg kan være stolt af,” fortæller Jon Andersen.

Jon Andersen bliver udfordret og forsøger dagligt at rykke sine grænser. Det hjælper Kenneth ham med, fx ved at sætte ham til at undervise de øvrige ildfugle i, hvordan trykflaskerne fungerer.

”Han sagde bare, den tager du lige Jon, og så forlod han lokalet, og jeg skulle så undervise de andre. Det var grænseoverskridende, men jeg klarede det jo,” fortæller Jon Andersen.

For Kenneth handler det om at skabe bånd og tillid til de unge. Han går ikke så meget op i, hvad der er pædagogisk korrekt, men han har en oprigtig interesse for dem.

”Hvis de er idioter, får de det at vide, og hvis de gør det godt, får de det også at vide. Vores styrker er, at vi skal handle som brandmænd og ikke pædagoger,” forklarer Kenneth Erik Johansen.

”Vores force er, at vi rent faktisk får dem i gang med noget praktisk. Vi snakker ikke jobsøgning. Når de er færdige her, har de faktisk bestået noget. De kan noget. Det er ikke alle, der passer ind i de bokse, der står på jobcentret eller kommunen.”

Uundværligt samarbejde med Boligselskabet Sjælland
27 procent af de 25­-årige unge fra udsatte boligområder står uden for arbejdsmarkedet og uddannelse. I resten af landet gælder det 13 procent. Det står i en evaluerende rapport fra Center For Boligsocial Udvikling. Boligselskabet Sjælland er derfor en vigtig medspiller.

Kenneth forklarer, at to af boligselskabets ansatte, Jens og Pia, kigger forbi flere gange om ugen. De laver aftaler med de unge beboere om gældsafvikling og har tilbudt flere praktikpladser i boligselskabet efter Team Ildfugle. Boligselskabet har hjulpet med at lave projektbeskrivelsen med 12 ugers indhold og skabe konceptet. Til gengæld tager Team Ildfugle primært unge ind fra deres boligområder, og Team Ildfugle er netop blevet en del af Boligselskabet Sjællands helhedsplan.

Som afslutning af grunduddannelsen bygger teamet et stort projekt. Første hold byggede lokalerne, hvor Team Ildfugle nu holder til på brandstationen, og andre har bygget petanquebaner i boligområderne. Hver dag starter med 35 minutters løbetræning, og på de gode dage er der nok ildfugle til en holdsport. Herefter står den på bad og sauna, inden dagens praktiske undervisning begynder. De første uger er der typisk ret stille, men efter 12 uger går snakken højlydt.

Ildfuglene får en grunduddannelse i at være brandmand, som de senere kan supplere med en uddannelse inden for beredskabet og en hel masse erfaring. Spørger man Jon og de andre ildfugle, er der opstået en ny fremtid i mødet med brandstationen. De vil alle være brandmænd.

Boligen nr. 3 - 2017

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2943 )

0

Læseliste