22. DEC. 2017 KL. 13:32

Indflyttergaver går til Københavns hjemløse

colourbox1214957.jpg

WeShelter og Kirkens Korshær har styrket deres indsats takket være en donation på 48.000 kroner fra Boligkontoret Danmark og 3B.

Pengene fra de to boligorganisationer går til tre projekter. Hos WeShelter går pengene til to frivilligprojekter.

Det ene projekt hedder Netværksvenner og fokuserer på ensomhed. Det består af besøgsordninger i udsatte boligområder etableret i forbindelse med boligsociale helhedsplaner, hvor frivillige besøger beboere, der ellers ville sidde alene i deres lejligheder. Projektet går også ud på at skabe fællesskaber, der giver mere tryghed i lokalområdet. Eksempelvis ved at etablere beboercaféer hvor WeShelters frivillige møder udsatte beboere over en kop kaffe eller fælles middag.

Det andet projekt er at uddanne tidligere hjemløse til, at hjælpe hjemløse,  der er på vej fra herberg til egen bolig og give adgang til sociale fællesskaber, der kan være med til at reducere risikoen for tilbagefald til herberg eller natcafe.

”Vi er utroligt glade og beærede over den flotte donation fra 3B og Boligkontoret Danmark. Den er med til at sikre, at vi fortsat kan hjælpe nogle af dem, der har allermindst i vores samfund,” siger sekretariatsleder for WeShelter, Nikolaj Olsen.

Hos Kirkens Korshær hjælper donationen i Hellig Kors Kirke på Nørrebro, hvor hjemløse kan få et varmt og trygt sted at sove. Helt konkret går pengene til koordinerende personale samt indkøb af basale ting som madrasser, sæbe, mad og kaffe, der blandt andet kan gøre julen lidt sødere.

”Det er en velkommen og kærkommen støtte til, at mange mennesker i en periode kan have noget så basalt som tag over hovedet. Det er meget værdifuldt, at man tænker på det fra boligselskabernes side,” siger chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

En gave gives videre
Da Boligkontoret Danmark og 3B i 2014 flyttede ind i en fælles ejendom på Havneholmen, ønskede de sig i indflytningsgave donationer til en fond, der kan støtte sociale formål. Fonden har til nu stået åben for bidragsydere.

”Det har været venner af huset, andre boligselskaber, håndværkere og leverandører. Så i stedet for en indflytningsgave, kunne de sætte penge ind på fonden,” siger administrerende direktør for Boligkontoret Danmark, Michael Demsitz.

Pengene er nu gået til WeShelter og Kirkens Korshær, fordi de sørger for socialt udsatte.

”I 3B har vi arbejdet meget for at sørge for at Københavnsområdet er i social balance. Derfor tænkte vi, at det her er støtteværdigt,” siger Steffen Morild, formand for organisationsbestyrelsen i 3B.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste