14. SEP. 2016 KL. 00:00
Miljø og udfordringer i almene boligområder på unges dagsorden
14. SEP. 2016 KL. 00:00
Ungdommens folkemøde har for første gang fundet sted. Debatter, workshops og talks var på programmet, og stemmerne fra almene boligområder er blevet repræsenteret og hørt.
”Jeg vil undskylde på min generations vegne, det er en forsamling af fedterøve, middelmådige lykkesmede, tro fanden, de får kedelige børn, fordi de selv er så røvsyge. Jeg keder mig, når jeg skuer ud over Danmark…” For første gang er der helt stille på plænen foran den store scene. ”Har I ikke en idé om jer selv nu, så er i fucked”, råber Thomas Blachman fra den store scene til en del høje klap og jubel fra det unge publikum.
Således vækket af Danmarks opdragende provokatør nummer et tog de unge fat på at debattere og modellere det samfund, de løbende skal overtage.
Erfaringer fra Avedøre
Forfatter, journalist og sociolog Aydin Soei deler erfaringer fra folkeskoletiden i Avedøre under temaet ”Unge på kanten af fællesskabet”. Han forklarer, hvordan han og familien flytter fra Avedøre til Gladsaxe.
”Der opstod naturlige venskaber på gaden, inden vi startede i folkeskolen imellem indvandrere og arbejderklassens drenge. Indvandrere var stærke af natur, og arbejderklassen måtte også være stærke med stærke fædre.”
I fjerde klasse flyttede han med sin familie til Gladsaxe, som han beskriver, var det altså fra et alment boligbyggeri i en socialdemokratisk forstad til et andet almennyttigt boligbyggeri i en socialdemokratisk forstad. Her er han placeret i et middelklassedomineret kvarter. ”På månen”, som han siger. Her brugte eleverne tiden på at lave lektier i stedet for slåskampe, og efter han havde sparket den første møgirriterende dreng fra sin klasse og fået de uforstående dømmende øjne fra klassekammeraterne, gentog det sig ikke igen.
Fordomme fra Nørrebro
Hos Frysehuset og Hørt er der fokus på at føle sig udenfor. Her tager man hørebøffer på og lytter til erfaringerne fra to unge piger, der mærker fordommene, når de siger på gymnasiet, de bor på Nørrebro. Derfor lyver de sommetider og siger Frederiksberg, som jo ligger lige ved siden af.
De oplever, at andre venner heller ikke vil kendes ved det, og frygter at blive mødt med fordomme om 10 mennesker i en etværelseslejlighed og vold.
En flok blandede unge er samlet til snak om socialt udsatte boligområder, hvor der opfordres til ikke at glemme sine rødder, men forene de bedste egenskaber fra et boligområde, med de muligheder der er i resten af fx København.
En hilsen fra Jordan
Det ligner næsten en ørken. Tørt og gråt. Du står midt i en flygtningelejr i Jordan. Du ser dig omkring, og en flok børn løber direkte imod dig. Du træder et skridt tilbage, men flytter dig ikke. De kigger op på dig og går udenom. Du står i vejen. Du tager brillerne af. Du er nu tilbage i FN-byens stand i Søndermarken.
Her går de unge mennesker i ringe om sig selv med virtuel reality-briller. Her får de unge mulighed for at opleve, hvilken baggrund en del af deres kammerater har. Og de får mulighed for at forholde sig til de udfordringer, mange flygtninge har, når de kommer her. De får mulighed for at forholde sig til, hvordan vi integrerer fremtidens flygtninge, og hvordan vi bedst muligt hjælper dem.
Fremskridt fra gaden
Sociale forandringer for børn og unge er en af de store prioriteter i teltet for Gadeidræt og GAME. I 29 zoner, fordelt rundt i udsatte boligområder i hele landet, tager ildsjæle imod de børn og unge mennesker, som gerne vil spille streetbasket, gadefodbold, parkour eller danse.
Pannabanerne i bagteltet er optaget det meste af mødet, og der vises YouTube-film med Parkour, mens der hænger skateboards på teltsiden. De frivillige giver unge, der snubler i foreningslivet, en mulighed for at gå til sport, der, hvor de er, og derved skabe sociale varige forandringer, udvikle sig og lære.
Til eftermiddagens talkshow sidder blandt andet en træner i parkour og en kvinde, der vil opfordre unge piger til at stå på skateboard og opmuntrer alle til at springe ud i gadeidræt, som er et næsten gratis alternativ til foreningslivet…”KLIMA KLIMA KLIMA”, råbes der højlydt lige uden for teltet. Ungdomspolitikerne er i gang med en præsentationsrunde og skal blandt andet diskutere skæringer i SU’en på den lille scene. De unge forsvinder en efter en..