03. OKT. 2016 KL. 00:00

Lokalpoliti tackler beboere på banen

20160911_bl_fodboldturnering_052_full-window-size.jpg

Thomas Arnbo

Frederiksberg lokal­politi og de boligsociale medarbejdere har inviteret unge fra almene boligområder til fodbold­turnering i fællesskabets navn.

Tonerne fra Tupac pumper ud af højtalerne ved DJ-pulten, hvor de seksminutters kampe ivrigt kommenteres. Det ser lidt voldsomt ud. Det ligner flere gange, der trækkes op til slåskamp, og dommeren får indimellem et skub. Træpladerne, der omkranser banen, får et par slag, både hårde skud fra bolden, men også utilfredse knytnæver og spark undervejs. Når banen falder fra hinanden, hjælpes tilskuere ad med at få det samlet igen. Stemningen i hallen er koncentreret og intens, mens heftige konfrontationer flere gange bliver løst med klap på ryggen og grin.

Drengene fra boligområdet Stjernen på Frederiksberg er iført sorte trøjer. De sorte trøjer stormer derudaf, selvtilliden er høj,

”nu tæsker vi politiet, ellers er der boksekamp herude bagefter”.

Det hele er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, høje grin og håndtegn. De er hurtige i replikken og på banen. De giver alt, hvad de har, mens sveden løber ned ad kinderne. Det er varmt.

De helt unge drenge fra mit område har et lidt anstrengt forhold til politiet i dag. Der var et par hektiske måneder i området, og vi skulle finde en måde at skabe et fællesskab som i gamle dage.

Burhan Okten

De sorte trøjer fra Stjernen og de hvide trøjer fra politiet i 6-minutters opgør på banen.

Politiet og de boligsociale har ud over drengene fra Stjernen inviteret boligområderne Danmarksgaarden og Lindevang samt D-Funk (Dansk Flygtningehjælp Ungdom) og Ombold (Unge Hjemløse).

Ild i øjnene
”Giv racismen det røde kort”, står med store hvide bogstaver på et rødt banner placeret over banen, hvor opgøret skal finde sted. På tribunerne blandt de kulørte fodboldtrøjer skiller en enkelt betjent sig ud i den velkendte lyseblå uniform. Lokalbetjent Jakob Christensen er mødt op for at bakke kollegerne op og vise politiets fane. Han ser ikke de lidt voldsomme konfron-tationer på banen:

”De går op i at vinde, og så går man til den. Sådan skal det være. Især hos drengene ser man ild i øjnene. Mine kolleger hos Politiet vil også gerne vinde, de er bare lidt langsommere end de unge, og de vejer 40 kg mere,” griner han.

God stemning uden ballade
Burhan Okten spiller også for Stjernen, men i de blå trøjer, hvor de er lidt ældre. Han er 27 år.

”Der er ikke sket noget ballade, det kunne man godt frygte med så mange unge mennesker og -politiet.”

Han var selv med til et par møder tilbage i foråret, hvor fodboldkampen skulle arrangeres.

”De helt unge drenge fra mit område har et lidt anstrengt forhold til politiet i dag. Der var et par hektiske måneder i området, og vi skulle finde en måde at skabe et fællesskab som i gamle dage – Er det nu?…”

Burhan bliver afbrudt, da vennerne fra Stjernen kalder ham på banen.

I forbifarten kommer en lilla boligsocial medarbejder fra Solbjerghave, som i øvrigt har været fodboldtræner for et par af drengene fra Stjernen. ”Jeg får lov til at tæve drengene i fodbold. Sådan et gammelt røvhul som mig havde de nok ikke regnet med kunne spille bold,” griner Kresten Bang Heinfelt.

Fodbold i øjenhøjde
Christoffer Skjøtt er fra politiet, men han har i dag skiftet den blå uniform ud med en hvid fodboldtrøje. Han er en af dem bag arrangementet, og han deltager også på banen. Han forklarer, at hele ideen er at lave et arrangement, som ikke har noget med politiarbejde og dagligdagen med konflikter, hvor de normalt møder hinanden, at gøre.

Her kan de mødes og se hinanden i øjnene.

”Stemningen har været rigtig god, de unge på Frederiksberg er fornuftige unge mennesker. De har uddannelse eller arbejde.”

Christoffer er lokalbetjent og møder derfor ofte flere af de unge mennesker.

”De hænger i gader og stræder, som man nu gør. Det er et minimum af kriminalitet i området. Det er støj eller knallerten, der kører lidt for hurtigt, men det er det, borgerne på Frederiksberg nu klager over, og det tager vi os af.”

Finalen
Christoffer håber, at de stærke bånd fra banen tages med tilbage til baggården i boligområderne. Men det kræver nok mere end en enkelt kamp:

”Der går noget tid, før vi kan give high five, hver gang vi møder dem. Man bliver nødt til at starte et sted og vide, man ikke bliver bedste venner med alle i dag,” fortæller Christoffer.

Christoffer har forhåbninger om, at en repræsentant fra hvert boligområde skal overtage planlægningen af Frederiksberg Mesterskaberne fremover.

Den afgørende finale spilles imellem de unge drenge fra Stjernen og politiet. Tilskuerne råber og larmer på stole og bannere. Imod alle odds vinder politiet med et enkelt mål i overtid.

Efter de har sagt tak for kampen, er alle inviteret til fællesspisning efter en vellykket turnering.

Boligen nr. 10 - 2016

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2923 )

0

Læseliste