Status quo i ghettoen

”En gang ghetto, altid ghetto.” ”30 års politik har slået fejl.”

Rapporten ”Et historisk tilbageblik på de særligt udsatte boligområder”, udgivet af Kraks Fond for Byforskning, trak i begyndelsen af november avisforsider. Citaterne er fra Berlingske og Politiken. ”Ghettoen” er igen under lup – og i begyndelsen af det nye år venter en ny ghettoplan fra regeringen.

Undersøgelsen fra Kraks Fonds byforskningsgruppe konkluderer, at beboersammensætningen i 31 socialt belastede boligområder er den samme som i dag, som den var for 30 år siden. Der er stort set intet sket, fortælles der i rapporten.

De udsatte områder er kendetegnet ved en høj koncentration af beboere med få ressourcer i forhold til arbejdsmarked, uddannelse og indkomst. Det er stadig de fattigste, arbejdsløse, dem uden uddannelse, dem med lav indkomst og de mest kriminelle, der bor dør om dør i de udsatte boligområder. Og sådan har det været i 30 år.

”Vi kan konstatere, at beboersammensætningen ikke har ændret sig i næsten 30 år. Så hvis formålet med indsatserne har været at ændre beboersammensætningen i de udsatte områder, så er det ikke sket,” siger forsker Cecilie Dohlmann Weatherall, Kraks Fond for Byforskning.

Lad dårligt stillede blive i boligområderne
I undersøgelsen kigges der på områdernes socioøkonomiske sammensætning rent statistisk. De nye tal for beboersammensætningen er hverken overraskende eller særligt interessante, mener adjungeret professor Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut.

Undersøgelsen siger nemlig ikke noget om, hvorfor sådanne områder opstår, eller hvilken betydning det har haft, at man har gennemført områdebaserede indsatser, mener han: Kataloget af beskæftigelseskonsulenter, integrationsprojekter og aktivering af unge har stor effekt, som ikke er undersøgt. Man kan ikke på baggrund af Kraks rapport konkludere, at indsatserne har været forgæves, eller at områderne leverer meget store problemer.

”Jeg kan se, at de konkluderer, at beboersammensætningen ikke har ændret sig, men den siger ikke noget om indsatserne. Det er ikke nyt, at der i byen er områder, hvor de fattige bor. Sådan vil det altid være. Det går galt, når man tror, det primært handler om at ændre beboersammensætningen og derfra konkluderer, at pengene er spildte. Opgaven er primært at løse problemerne i områderne. Hvis man ikke havde nogenlunde styr på de sociale problemer, så ville det have udviklet sig katastrofalt, hvor man som i England og Frankrig har været nødt til at rive bebyggelser ned. Herhjemme har vi relativt små problemer,” siger Hans Skifter Andersen.

Beboerne bliver længere end tidligere
I de 30 år, undersøgelsen kigger på, er andelen af indvandrere og efterkommere vokset og udgør i dag omkring halvdelen af beboerne imod omkring ti procent i 1985. Og nogle af de bedst fungerende beboere er i dag indvandrere i arbejde, siger Hans Skifter Andersen. Ellers ser billedet uændret ud. En af årsagerne til status quo er, at beboerne i de udsatte boligområder kommer i job eller uddannelse og dermed får en højere indkomst og flytter. Og dem, der flytter ind, har større sociale problemer. I de udsatte boligområder bliver beboerne dog hængende længere; andelen af til- og fraflyttere i boligområderne er forholdsvis lille.

”Har man flere ressourcer, så flytter man væk fra de her områder. Det er logisk og sker også i whiskybæltet, og den dynamik har vi fået bekræftet i undersøgelsen. I områderne, vi har undersøgt, bliver folk boende længere og længere, og vi kan se, at ressourceniveauet ikke har ændret sig over årene. Man kan altså ikke sige, at det skyldes udskiftningen i områderne og flyttemønstrene. Det er især dem, der bliver boende, der bevarer status quo,” siger Cecilie Dohlmann Weatherall.

Den boligsociale indsats er afgørende
Selvom den boligsociale indsats er afgørende for den enkelte borger, er den ikke undersøgt i Kraks rapport. Det er den i andre. SFI og Rambøll Management offentliggjorde også i november en rapport i form af en evaluering af effekterne af de 2,2 milliarder kroner, som Landsbyggefonden uddelte til projekter i de udsatte boligområder imellem 2006 og 2010. Heri fremgår det, at aktiviteterne gør godt for en hel del. Flere føler sig trygge, flere deltager i sociale aktiviteter. Desuden har det bragt mange i uddannelse og beskæftigelse.

Kommer der styr på de sociale udfordringer, så kan det dårlige ry forsvinde og dermed den lave status, der gør det endnu sværere at tiltrække beboere med flere ressourcer. Indsatserne er med til at udvikle beboernes kompetencer og færdigheder og bidrage til, at beboerne kommer videre i forhold til job og uddannelse, viser tidligere forskning fra SFI, som også Kraks Fond for Byforskning var inde over. Det samme gælder undersøgelser fra CFBU.

”Det er svært at ændre beboersammensætningen for alvor, for så skal der virkelig drastiske midler til i form af nedrivninger og udflytning af beboerne. Men hvor skal de fattige så bo? Det er helt afgørende, at man kan få løst de sociale problemer og undgå, at de popper op og bliver meget synlige. Det er dét, som skader områderne, når kriminaliteten bliver synlig. Der bliver gjort meget godt for at holde områderne fysisk pæne, og sammen med de sociale indsatser er det med til at forhindre, at det går helt galt,” siger Hans Skifter Andersen.

Forsker Gunvor Christensen hos SFI skrev tidligere på måneden et indlæg på Altinget, hvor hun opfordrede til at fokusere på beboerne i debatten, i stedet for blindt at fokusere på, at vi skal have færre udsatte boligområder. Hun skrev bl.a.:

”Både den danske og internationale forskning peger på, at de strukturelle rammer i samfundet gør det svært at ændre på forekomsten af udsatte boligområder. En trend er, at de bedrestillede beboere flytter ud af de udsatte boligområder, og at de svagere stillede beboere i stedet flytter ind. Fokus må derfor være på at løfte de beboere, der har brug for at blive hjulpet på vej.”

Regeringen planlægger at kunne fremvise en såkaldt ghettopakke i begyndelsen af 2017. Pakken vil i så fald være den sjette siden 1994.