Mindre græsklipning, bedre håndværkeraftaler og effektive ejendomsfunktionærer har sænket huslejen for beboere i Himmerland Boligforening med i gennemsnit mere end 400 kroner om måneden.
Himmerland Boligforening har afsat tre millioner kroner til at sænke beboernes huslejer. Alle 7.000 lejemål kan derfor se frem til en nedsættelse af huslejen. Nogle beboere vil dog spare noget mindre, mens andre vil spare noget mere. I alt udgør faldet mellem to og seks procent af den samlede husleje.
”Det bliver en anderledes service. Servicen for den enkelte beboer bliver ikke dårligere. Den bliver bare bedre planlagt,”
Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening.
Baggrunden for huslejefaldet er en effektiviseringsproces, som boligforeningen har været igennem det seneste halvandet år. Ved hjælp af en række kurser til ejendomsfunktionærerne, har boligforeningen implementeret mange nye metoder til at spare penge.
Himmerland Boligforenings direktør Ole Nielsen nævner blandt andet en bedre plan for vedligeholdelsen af foreningens grønne områder, bedre aftaler med håndværkere, som tidligere har tillagt deres arbejde for mange unødvendige gebyrer, og en mere effektiv plan for, hvornår ejendomsfunktionærerne rykker ud.
”Hvis fru Jensen ringer, og siger hun har problemer med sin vandhane, så har vi vores ejendomsfunktionærer tidligere rykket ud med det samme, og det har ikke altid været lige effektivt. Nu er vi begyndt at planlægge den slags ting lidt bedre. Så kan det godt være, hun lige skal vente nogle dage, men så sparer hun så til gengæld også nogle penge på huslejen,” siger Ole Nielsen.
Og selvom huslejen er blevet sat ned, så har det hverken betydet en ringere service til beboerne eller afskedigelse af nogle af boligselskabets medarbejdere, fortæller Ole Nielsen.
”Det bliver en anderledes service. Servicen for den enkelte beboer bliver ikke dårligere. Den bliver bare bedre planlagt,” siger han.
Alle accepterer huslejen Himmerland Boligforenings besparelser startede efter, de deltog i netværksforeningen Almennets projekt ”En innovativ vej til effektiv drift”. Det har givet boligforeningen en indsigt i, på hvilke områder driften var uhensigtsmæssig. Så stor en indsigt, at man er klar til at give gode råd videre til andre boligforeninger med lignende effektiviseringsambitioner.
”Det vigtigste er, at en eller anden stiller sig op og siger: ’det er det her, vi vil’, og som er klar til at føre det ud i livet. Dertil følger selvfølgelig en stor velvilje i organisationen og i beboerdemokratiet. Der er jo nogle, som har været vant til at gøre tingene på den samme måde i 30 år,” siger Ole Nielsen.
Hovedsagligt beboerdemokratiet havde nogle indsigelser, da Himmerland Boligforening startede sin effektivisering. Den kom dog med på vognen, da de fleste godt kunne se det fornuftige i billigere huslejer. Alligevel har administrationen ikke hørt mange lykønskninger fra beboerne efter huslejen er blevet sat ned.
”Intet nyt er godt nyt, håber vi. For vi har faktisk ikke hørt så meget fra beboerne, andet end lidt, vi har læst på Facebook,” siger Ole Nielsen
”Jeg tror, det skyldes, at huslejen er noget, som ingen rigtig stiller spørgsmålstegn ved. Heller ikke, når den stiger. Man accepterer den bare. Og det er jo brandærgerligt. Så jeg er glad for, at vores sektor nu begynder at sætte fokus på den.”
Rettelse:
"I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at det gennemsnitlige fald i husleje ville være 429 kroner. Det er ikke korrekt."