Anmeldelse: Klog coffee table-bog om Bellehøj

Bogen ”Bellahøj – fortællinger om en bebyggelse” lander på mit skrivebord, samme dag som en anden historie fra Bellahøj er i de lokale nyheder; Københavns Kommune har fået to millioner kroner af ministeriet til at øge fællesskabet i Bellahøj, står der i avisen. Pengene skal gå til at skabe mere tryghed og nedbringe kriminalitet, hærværk og skolefravær i området.

Historien er – anno 2016 – ude på bakketoppen i den nordvestlige del af København, imellem husene, der hvor udsigten over byen er fantastisk, lyset er godt, huslejen rimelig og bygningerne ikoniske, at det ikke går helt så godt. Sammenhængskraften imellem beboerne i de høje huse er dalende, og boligorganisationer, politi, SSP og lokale virksomheder og foreninger skal sammen sætte ind.

Historien om Bellahøj – som er 28 højhuse og fire forskellige boligselskaber – er ikke én historie. Der er mange. I en ny fin coffee -table-bog om højhusene møder vi især én. Den anden er i nyhederne. Historierne krydser ikke rigtigt hinanden i bogen. Det er både forståeligt og lidt ærgerligt, da der faktisk gøres tilløb til at fortælle begge sider af mønten, nemlig i form af otte interviews med beboere. 

I kapitler med overskrifter som ”Her har jeg ikke tænkt mig at flytte fra” og ”Tænk, at se solen stå op ved morgenmaden” og ”En dag opdagede vi, at der er forskel på bygningerne” er det interessant at læse beboernes egne ord om, hvordan det er at bo i husene. Men man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om valget af udsagn og personer i bogen er repræsentative for, hvordan det også er at bo derude i dag? Da husene blev bygget, var det den bedre middelklasse, der boede her. I dag er beboersammensætningen meget blandet, og det er så som så med fællesskabet. 

Mange detaljer i - flot layout
Der er mange detaljer i -beskrivelserne af byggeriet. Måske for mange og lidt for langt, afhængig af hvem man ser som målgruppen, som ikke står krystalklar. Uden tvivl er bogen interessant for byggenørder. Bogen er rigt illustreret og flot layoutet med plantegninger, historiske fotos og nye arkitekturbilleder af Laura Stamer. På den måde er bogen spændende at bladre og lave nedslag i for historisk interesserede og beboere – hvem der bare havde så grundig en beskrivelse af sit eget hjem – men der er altså fare for at drukne i de udpenslede historier om byggeprocesbeskrivelser, landskab, arkitektur, projektkonkurrence, industrialisering og boligpolitik. 

Bogen om de progressive højhuse er skrevet af to arkitekter og en arkitekturforsker. Den er interessant, for den fortæller om den nytænkning, der ligger i boligbyggeriet dengang i 1950’erne og koblingen til velfærdsstaten; Samfundet blev mere moderne, og troen på fremtiden voksede, og danskerne fik bedre levestandarder og højere indkomster. Selve bygningerne derude er meget forskellige, og det er tydeligt, når man nærmer sig byggeriet. Flere arkitekter har tegnet. Altaner, facader og vinduer varierer i udtryk, selvom husene består af to parallelt forskudte blokke med glastrapper imellem. Flotte bebyggelser og stærkt innovative. Der var lys, luft og grønt. Forbilledet, den fransk-schweiziske modernistiske arkitekt, Le Corbusier, ville have nydt at ryge en pibe tobak i skyggen fra højhusene. 

I dag har husene behov for en ”extreme makeover”. Nogle facader mere end andre – nogle lejligheder mere end andre. Men der er en aura om de funktionelle højhuse, det må man indrømme. Fremtiden er her, og den er god, synes betonen stadig at fortælle. Og dét er bogens vigtigste funktion og værdi. At være et vindue, vi kan se Bellahøjs bidrag til kulturhistorien igennem.  

Boligen nr. 2 - 2016