09. FEB. 2016 KL. 00:00

Loft over kontanthjælpen rammer enlige med børn hårdest

colourbox6264008-1.jpg

Colourbox

Især enlige forsørgere kommer til at mærke konsekvenserne af regeringens omstridte kontanthjælpsloft.

Kontanthjælpsmodtagere med børn må indstille sig på at skrue ned for forbruget, hvis regeringens planlagte kontanthjælpsloft bliver en realitet.

Især ydelserne til enlige forsørgere vil blive mindre, fremgår det af et svar til Folketinget fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

- Det eneste, man får ud af det, er, at de her børnefamilier får ringere vilkår. Man skaber fattigdom, og man får ikke ret meget ud af det. Gevinsten er så lille. Jeg synes, at det er trist.

Leif Lahn, beskæftigelsesordfører (S)

For eksempel vil en mor, der bor alene med sine to børn, have 2900 kroner mindre til rådighed hver måned med det nye kontanthjælpsloft.

Et ægtepar eller samlevende par med to børn vil til sammenligning have 1200 kroner mindre til rådighed om måneden.

Argumentet for loftet er, at det skal få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde, og regeringen forventer, at ordningen vil få 700 personer i job.

Men det er ikke nok, mener Socialdemokraterne, som advarer om, at kontanthjælpsloftet er den direkte vej til mere fattigdom i Danmark.

- Det eneste, man får ud af det, er, at de her børnefamilier får ringere vilkår. Man skaber fattigdom, og man får ikke ret meget ud af det. Gevinsten er så lille. Jeg synes, at det er trist, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) til Ritzau.

Aftalen om et nyt loft over ydelser til kontanthjælpsmodtagere blev indgået i november mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.

Dansk Folkeparti mener ikke, at det er et problem, hvis især enlige kontanthjælpsmodtagere med børn får færre penge til rådighed.

- Jeg synes, det er rimeligt for alle, at vi indfører et kontanthjælpsloft, der skaber et incitament til, at man aktivt søger arbejde, siger Marlene Harpsøe (DF), formand for Folketingets beskæftigelsesudvalg.

- Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og det er jo ingenlunde noget, man skal leve af i årevis. Det er klart, at der vil være nogle, der skal stramme lidt ind på budgetterne, og det har vi tillid til, at de kan, siger hun.

Med kontanthjælpsloftet bliver selve kontanthjælpen ikke beskåret. Det er andre former for støtte, såsom boligstøtte, der bliver begrænset.

I sit svar til Folketinget forklarer beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, at "de kontanthjælpsmodtagere, der oplever de største reduktioner i ydelsen, vil være dem, der i dag modtager relativt store beløb i boligstøtte og eventuelt særlig støtte".

Tirsdag eftermiddag bliver forslaget om kontanthjælpsloftet samt den såkaldte 225-timers-regel førstebehandlet i Folketinget.

/ritzau/

Artikler

vi anbefaler

Kirsten Friis Hansen 200121 001 Her er 10 gode råd til hjemmekontoret fra kollegaerne i DAB
COLOURBOX23145527 Det er billigere og grønnere at renovere end at bygge nyt
Palle Adamsen 2019 02 08 Nr005 Undersøgelse: Sådan er landets almene boliger repræsenteret i samfundet
Foto Holger Anderson Rikke Lønne 23 BL: ”Almene boliger er med til at mindske social ulighed”
CHO 2019 Stor Imponerende indsats af Landsbyggefonden
Lisbjerg Bakke Al2bolig Endelig Træbygninger er mere klimavenlige og kan give et behageligt boligmiljø
Mariestaerke I Karlemoseparken Borgmester: Blandede byer er stærke byer
Se alle artikler ( 1941 )

0

Læseliste