01. FEB. 2016 KL. 00:00

Indblik: Antallet af hjemløse stiger

hjemloes-raadhuspladsen.jpg

Colourbox

KOMMUNERNES LANDSFORENING: Antallet af hjemløse stiger

I et høringssvar fra KL er budskabet klart. Det svarer til et selvmål, hvis regeringen indfører sin bebudede kontanthjælpsreform. Med lovforslaget vil antallet af udsættelser forventeligt stige, hvilket er i strid med regeringens egen 2020-målsætning på det sociale område, der netop går ud på at nedbringe antallet af hjemløse.

Stiger antallet af udsættelser, betyder det, at der bliver lagt et yderligere pres på kommunerne, som skal hjælpe med at finde nye billige boliger. Og den opgave er urealistisk, fordi der allerede står 17.000 flygtninge, som venter på en bolig. Således uddyber ny næstformand i KL, Jacob Bundsgaard:

”Vi befinder os i en situation, hvor der er et enormt stort pres på at finde billige boliger, og det gælder stort set alle kommuner. Scenariet er, at det bliver meget vanskeligt for de her borgere at få råd til at betale en helt almindelig bolig, og bekymringen er også, at en række af de her borgere vil være henvist til forsorgshjem, som igen betyder, at kommunen får en opgave skubbet over på deres bord.”

Jacob Bundsgaard peger desuden på, at kontanthjælpsreformen skal ses i sammenhæng med, at man samtidig har indført en integrationsydelse, der betyder, at kampen om de billige boliger er ”ganske massiv”, hvilket gør, at det bliver yderligere vanskeligt
at finde en passende bolig. KL opfordrer på det kraftigste Folketinget til, at der bygges flere billige boliger.

FORÆLDER FONDEN: Vi er dybt bekymrede

Som privat, social hjælpeorganisation, arbejder Forælder Fonden (tidligere Fonden for Enlige Mødre og Fædre) for at forbedre enliges livsvilkår. Fonden råder over 42 midlertidige akutboliger og har igennem længere tid kunnet mærke et pres på behovet for enlige, der søger billige boliger.

Leder Kirstine Sørensen fortæller, at en stor andel af de personer, der søger hjælp hos Forælder Fonden, typisk er på kontanthjælp.

”Vi er dybt bekymrede over regeringens kontanthjælpsreform, og vi frygter klart en stigning i udsættelser. De fleste ved jo, at huslejen er det vigtigste at få betalt, og det skaber nogle forhutlede hverdagsliv med få penge til mad og børnefødselsdage. Vores officielle melding er, at vi forstår det politiske budskab om, at folk skal have et incitament til at tage et arbejde. Men som boligaktør for enlige forældre, der har det økonomisk vanskeligt, er vi stærkt foruroligede,” lyder det fra lederen.

MØDREHJÆLPEN

”Skal vi ikke prøve at gøre noget andet end at straffe børnene til de kontanthjælpsmodtagere, som ikke er i stand til at tage et job? Måske er det på tide, vi prøver at løse nogle af de bagvedliggende problemer, så de faktisk bliver i stand til at tage et arbejde. Det kan betale sig for samfundet, og det kan gøre en forskel i rigtig mange børns liv.”

Fra debatindlæg bragt på Altinget.dk 19/11/15 af Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2976 )

0

Læseliste