21. DEC. 2016 KL. 00:00

Panelet: Terningekast på Amager

arkitektur.jpg

Jørgen Jørgensen

På Sundholm Syd på Amager er Boligforeningen 3B med til at løfte et område i København, der igennem årtier, måske århundreder, har haft et dårligt ry. Boligens arkitekturanmelder har besøgt blokkene, der ligger som terninger i landskabet.

”Sundholm Syd” er 48 nye familieboliger, som Boligforeningen 3B har bygget på Amager. Boligerne er AlmenBolig+-boliger og opføres som seks fritliggende blokke i tre og fire etager på en gammel gartnerigrund. De er første etape af en lokalplan baseret på ”Pixihavebyen” og designet af tegnestuen Bertelsen og Scheving efter et parallelopdrag gennemført af Københavns Kommune. De seks blokke er tegnet af arkitekt-firmaet AI, har fået omtale og priser (Københavns Kommunes Bygningspræmiering 2015) og var med på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2016.

Fra voldgrav til siveområde
Det er et område tynget af tidligere tiders stigmatisering, fra voldgravsindhegnet arbejdsfængsel for fattigfolk til forsorgshjem, og i dag herberg og plejekollektiv for psykisk syge og misbrugere. Kommunen var ude efter noget særligt. Noget, der kunne engagere beboerne og skabe den nødvendige menneskelige mangfoldighed, som nogle i dag kalder social bæredygtighed. Det originale skitseforslag indeholdt ideen om mininyttehaver eller ”pixihaver”, hvor alle kunne være med og mødes, og dét vandt juryens sympati. ”Urban farming” er i dag næsten blevet et must i Københavns Kommunes byplanlægning.

Et tæppe af disse minihaver er således udgangspunktet, hvorpå en række punktvise bygninger med forskellige højder ”skødesløst” er placeret. De buttede bygningsblokke vrider og drejer sig tilfældigt og fremstår som objekter eller øer i en patchworkhave. På grunden rundt om blokkene løber to fælles stier: én mere privat ud af træ, hvor de udvendige trapper er placeret, og cyklerne er parkeret, og en anden af grus til at komme rundt og som adgang til haverne. Man skal for at komme ned i sin egen minihave træde ud på fællesstien. Konceptet er tættere på ideen om kolonihaven end forstadens for- og baghave.

Industrialiseret byggeri under en levende hud
Hver bygning består af et antal rumstore præfabrikerede boksmoduler, næsten containerlignende. Dette har indlysende fordele: kvalitetskontrollen, byggehastigheden og økonomien. Faren er det kasseagtige udseende, som ofte bliver resultatet. Men i tilfældet her blødgør indgangspartierne og trapperne uden på blokkene bygningens boksagtige udtryk.

Den riflede facadebeklædning i cortenstål er et smukt materiale. Rustningsprocessen er i gang og skaber en fantastisk variation af farver. Under vores besøg fremstod de øverste etager for eksempel i en klar rød og de nederste noget mørkere. Hvilket gør, at blokkene ”lander” mere naturligt. Det er dog et beskidt materiale: metallet ruster konstant og pletter på alt og forgifter i øvrigt også grunden. Så damer, hvis I skulle gifte jer på en blæsende dag, så tag brudekjolen af, før I går ind eller ud af huset.

At bryde med boksen
De seks bygninger varierer fra tre til fire etager og består af 48 lejelejligheder. Disse spænder fra 76 til 130 kvadratmeter, fordelt på en, to og endda tre etager. Den, vi besøger, er en af de store på tre etager, hvor der bor et ungt par med en lille baby. Parret er, kunne jeg tilføje, meget glade for deres hus.

Min erfaring har dog gjort mig en smule mistænksom, hvad angår containerlivets rummelige muligheder. Men huset her føles stort og fuld af lys. Blikket flyder uhindret igennem lejligheden. Nøglen til dette lys og åbenheden ligger i facadesystemet, hvor de udvendige vægge hovedsageligt består af glasvægge fra gulv til loft. En enkel, men meget effektiv idé. Vinduer er de mest industrialiserede dele af byggeriet i dag, men allervigtigst, de stjæler ikke dyrebare kvadratmeter: de er husets tyndeste væg. Kontrollen over lysindfaldet (og privatlivet) er overladt til de udvendige mobilskærme og til hvad, naboerne finder på. I dette tilfælde er lejernes garderobeskab sat op imod vægvinduet i soveværelset, og stadig kommer lyset ind foroven.

Brugen af rum er i det hele taget meget rationel og vellykket. Fx ville trappen i et lignende treetagers hus normalt være hovedpersonen og optage dyrebar plads. Men trappen er her en slank, let og gennemsigtig affære af metal og træ, faktisk ret pæn.

AlmenBolig+-konceptet giver, som vi allerede ved, beboerne mulighed for selv at påvirke deres enhed. Og ved at de kan bestemme placeringen af skillevægge og indrette boligerne, skabes ejerskab og tilhørsforhold, selv i disse lejede lejligheder. Det unge par lægger fx planer om at bygge et ekstra værelse.

Den svære urbane alkymi
Hvis det er hensigten, at fællesskabet hovedsageligt skal finde sted i de små haver, pixihaverne, er dette dog i øjeblikket noget af et optimistisk postulat: de små græspletter omkranset af lave trådhegn så under vores besøg lidt triste ud. Tanken var jo, at haverne skulle passes af de nyankomne og folk fra nabolaget, men i denne første etape tilhører alle haverne de nye boliger. Haver, hvor kvarterets beboere sammen dyrker tomater, planter blomster eller holder høns, er ellers en god idé.

Det var også i den oprindelige plan hensigten, at punkthusenes stueetager skulle være til offentlig brug for at engagere hele kvarteret til igennem huse og haver at byde samlivet velkommen. Ideen var at gå fra NIMBY (”not in my backyard”) til WTMBY (”welcome to my backyard”). Men denne oprindelige offentlige stueetage er dog ikke blevet realiseret, i hvert fald ikke i første etape.

Som nævnt i begyndelsen virker vridningen og drejningen af de seks ”terninger” lidt unødvendig, en dans, der måske ønsker at bryde med Sundholms ortogonale, hårde geometri og Hørgårdens stringente betonbyggeri fra 1960’erne. Traditionelt var byplanlægningen optaget af at organisere byen. At organisere betød at skabe en orden, endda et hierarki, og byerne stræbte dengang efter en vis over-skuelighed eller mere pedantisk, efter ”læsbarhed”. Men på et eller andet tidspunkt blev byen for læsbar og forudsigelig, for kedelig. Tingene har ændret sig, og i dag hylder vi det uformelle, det naturlige og selvgroede.

Arkitekturen er ikke desto mindre fyldt med regler, bureaukrati og en lang tidshorisont, og at planlægge og bygge uregelmæssigheder ender ofte op med at være en meget kunstig affære.

Men igen! Vi må vente at se – træerne og haverne vil gro, og byplanen er endnu ikke komplet. Der vil komme otte flere punkthuse (privatejede, skal det lige tilføjes) på op til otte etager, og måske de nødvendige offentlige fællestilbud vil være til stede til den tid. Forhåbentlig vil vi forstå billedet, når alle pixels er på plads.

Det er godt nyt, at den almene boligsektor forsøger mere og eksperimenterer med nye formler. Det ønskelige miks af befolkningsgrupper er altid nemmere at opnå med gode attraktive boliger til fornuftige priser; og især inden for et inkluderende offentligt rum, hvor fordelingen af de offentlige, halv-offentlige og private områder er fin-justeret. Denne alkymi er sværere at kreere, end det ser ud til, og med de ovennævnte forbehold in mente er Sundholm Syd et godt bud.

Boligen nr. 1 - 2017

Om skribenten

Artikler

vi anbefaler

SOLBAKKEN DSC 6320 Boligformand: "Ghettopakken vil give store problemer"
Kryger (1) BL’s kredse er klar til nye udfordringer
Foto Holger Anderson Bent Madsen 03257 57 organisationer i appel: Danmark har brug for en folkesundhedslov
Mettemogensen Domea.Dk Foto Jacob Ljørring 6189 (3) Hun skal bygge almene boliger til delebørn
Se alle artikler ( 1843 )

0

Læseliste